09.09.2019 14:36 Alder: 5 yrs
Kategori: jn-svar

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad vil det sige at have sin identitet i Gud?

Svar:

Tak for dit virkeligt vigtige og centrale spørgsmål! Du har fat i et emne, som i vor tid har fundet ny og væsentlig betydning.

Jeg vil dele mit svar op i to hoveddele: Den del, der handler om den identitet, vi alle kan finde i Kristus, og den del, der er individuelt forskellig.

Identitet i Kristus

 1) Hvad er et menneske, og hvad kan et menneske blive? – Det er et spørgsmål, alle livssyn og religioner har kæmpet for at kunne besvare. Og selv inden for kristendommen er der vidt forskellige forsøg på at besvare det, som ikke alle falder lige heldigt ud.

Nogle kristne har et ”mørkt” menneskesyn. Dvs. man kan næsten ikke finde ord, der er stærke og mørke nok, når det gælder at skildre vores syndighed og forfald. Og det, at vi er skabt i Guds billede og stadig bærer hans fingeraftryk, det nedtoner man helst så meget som muligt.

Andre kristne har et ”lyst” menneskesyn. Dvs. man undgår helst den strenghed, der også ligger i Bibelens tale til os. Folk skulle jo nødig blive kede af det eller blive stødt!

Jeg vil hellere sige det sådan, at kristendommen har et højt menneskesyn. Dvs. den bruger faktisk ret stærke ord, både når det gælder vores lighed med Gud, og når det gælder vores syndighed – og den bruger meget stærke ord, både når det gælder vores renhed i Kristus, og når det gælder forventningerne til den vækst, der er mulig for enhver kristen.

     Den identitet, vi dermed alle kan finde frem til, handler altså om fire spørgsmål:

     Hvem er jeg ifølge Guds skabelse?

     Hvem er jeg ifølge Guds lov?

     Hvem er jeg ifølge Guds nåde?

     Hvem er jeg ved at blive ved Guds ånd?

Svaret på de fire spørgsmål finder man ikke bare lige ved at slå op i en bibelordbog. Det er noget, vi lever os ind i gennem hele livet; vi spørger igen og igen: Hvem er jeg i Guds blik?

  a. Jeg er skabt – og det vil ikke bare sige, at jeg selvfølgelig er blevet til som menneske; men jeg er skabt i Guds billede. Det er jeg stadig, selv om der også er noget, der er galt med mig (Jakobs brev 3,9-10). Den storhed, der ligger i at ligne Gud, er intakt, også selv om jeg samtidig er en synder: Jeg ligner Gud som hans medskaber; jeg er som han i stand til at elske; og jeg er som han et etisk væsen, for hvem godt og ondt giver mening. Alt det kan man hverken sige om engle eller dyr.

  b. Jeg er falden – og det vil ikke bare sige, at jeg har visse svagheder, men at min natur er fjendskab imod Gud (Rom 5,10). Der er noget ondt i mig, der ligefrem vækkes op ved mødet med Guds bud (Rom 7,5-10). Det er en erkendelse, der vokser med tiden, så at man måske endda føler, at man bliver værre og værre! Det er ganske vist ikke sandt; men følelsen kan godt være der.

Disse to første punkter kan man sige om ethvert menneske. Men de to næste punkter giver kun mening om den, der kommer til Kristus.

  c. Jeg er tilgivet og retfærdiggjort. I kraft af Kristi død og opstandelse og i kraft af den dåb, hvormed jeg er døbt, er al min skyld renset bort i forholdet til Gud; og jeg har god samvittighed i forholdet til Gud (Rom 5,1-2; Hebr 10,19-22). Jeg kan ikke have god samvittighed i forhold til andre mennesker; for jeg synder og sårer stadig andre – men over for Gud er jeg ”ren og retfærdig, Himmelen værdig”, som vi synger det i en sang.

  d. Jeg vokser i kærlighed og hellighed. Vi skal ikke lade os narre af, at vi efterhånden ser mere og mere af vores eget mørke og vores egen modvilje mod Gud – realiteten er, at synden efterhånden mister mere og mere af sin magt (Rom 6; Ef 4,15; Gal 5,22-23). Det vil vores næste og vores familie kunne mærke, sommetider bedre end vi selv kan det.

Disse fire punkter er et selvbillede, der tilsammen danner vores identitet – sådan som vi har den tilfælles med alle andre kristne. Og det er et selvbillede, der kommer til at stå klarere og klarere for os, efter som vi lever med Guds ord og under åndelig vejledning og forkyndelse.

Den næste del handler så om den identitet, der er forskellig fra menneske til menneske.

Individuel identitet

 2) Hvad adskiller mig fra andre mennesker? – Til min ”identitet” hører også nogle særpræg, som jeg ikke uden videre har tilfælles med alle andre:

  a. Min personlighed, min karakter – er jeg meget indadvendt, dvs. får jeg mest energi ved at være alene (det, man også kalder ”introvert”); det vil sige, at man godt kan trives sammen med andre; men det koster bare mere energi, end det giver. Eller er jeg meget udadvendt, dvs. får jeg mest energi ved at være sammen med andre (det, man også kalder ”ekstrovert”); det vil sige, at man godt kan være alene; men det koster mere energi, end det giver.

     I Guds rige (og i samfundet!) er der både brug for den introverte og den ekstroverte.

  b. Mit temperament – der findes forskellige inddelinger mellem fx fire forskellige ”temperamenter”. Reinhold Ruthe har således skrevet en udmærket bog Typer og temperamenter, der kan fås hos Lohse.

  c. Min stærke og svage sider – nogle er meget boglige og intellektuelle; andre er mere praktiske, og så videre og så videre. Og alle slags evner og styrker er der brug for!

  d. Mine nådegaver – det er ikke det samme som naturlige evner (som alle mennesker kan have, kristne og ikke-kristne). Nådegaverne er ”åndelige gaver”, en Helligåndens kraftudrustning til tjeneste (1 Kor kap 12, 13 og 14).

Der findes forskellige slags ”test”, der kan hjælpe en til afklaring af, hvordan man egentlig er skruet sammen som menneske og som kristen. Det er en meget spændende opdagelsesrejse hen imod afklaringen af ens egen identitet.

Elsket af Gud

Det allervigtigste, man opdager på denne rejse, er: Jeg er elsket. Jeg er værdsat og afholdt af den eneste, der kunne have dømt mig. Men i stedet for at være fordømt er jeg elsket af Gud, som Kristus selv er det.

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 09.09.2019