Hvad er historien bag kirkemødet i 325?
Svar:
Det er korrekt at der var et stort kirkemøde i Nicaea i år 325 efter Kristus. Og her var baggrunden den, at en kristen præst fra Alexandria, nemlig Arius, havde fremført den - i øvrigt helt nye - opfattelse, at Jesus som Guds søn ikke var guddommelig, men skabt som alle andre. At Jesus som Guds søn er guddommelig, havde kirken ellers forkyndt siden Jesus selv - det kan man finde grundigt bevidnet i den ældste kirkelige litteratur med forfattere som Ignatius (d.o. 115), Melito af Sardes (d.o. 175), Tertullian (d.o. 220) o.a., men nu blev det altså grundigt modsagt.
Alligevel havde Arius teologiske forgængere, nemlig en teologisk lærer, Lukian af Samosata, som igen var oplært af Paulos af Samosata, der var biskop i Antiokia. Denne Paulos blev afsat fra sin bispestol i år 268, fordi han havde en opfattelse, der havde samme konsekvenser som Arius' opfattelse. Begge havde problemer med, at manden på korset i sin egen person er af sammme væsen som Gud. Med andre ord: Manden, der dør for os, er ikke vores skaber ifølge Paulos og Arius. Og indvendingen mod Arius er: Hvem er det så, vi vender os til i den kristne tro? Er det en anden end vores skaber? Så er kristendommen jo afgudsdyrkelse og kan ikke forene med Skaberen. Så bliver vi jo ikke frelst ved at vende os til Jesus.
Kejser Konstantin, den første romerske kejser med sympati for kristendommen, lod da sammenkalde til en helt ny slags bispemøde, nemlig et bispemøde for hele det romerske rige, og det blev begyndelsen på de store kirkemøder, hvor kirkens ledere tog stilling til kirkens aktuelle problemer. Til dette kirkemøde vedtog man nogle formuleringer som effektivt skulle udelukke Arius' synspunkter fra kirken og fastholde kirken på sit hidtidige standpunkt. De blev underskrevet af alle undtagen to. Medvirkende til underskrifterne var kejserens pres. Han ville have en enig kirke som det nye åndelige fundament for Romerriget.
Allerede på kirkemødet dannedes forskellige partier. Faktisk udskilte der sig fire partier, som i årene efter kirkemødet og frem til det næste store kirkemøde i skiftende perioder fik støtte fra forskellige kejsere. Udfaldet var således ikke givet på forhånd. De fire partiers holdninger var følgende. 1) Jesus er af samme væsen som Faderen. 2) Jesus er af lignende væsen som Faderen. 3) Jesus er lig Faderen. 4) Jesus er ulig Faderen. Det var holdningen hos gruppe 1, som blev vedtaget i 325. Selv om den var i mindretal, så havde den kejserens autoritet i ryggen. De teologisk set tunge drenge fandtes i gruppe 1 og 2. Gruppe 3 var den ureflekterede, enkle folkelige kristendom, og gruppe 4 var Arius' tilhængere, som var en lille gruppe. Man kan også sige, at gruppe 1 og 4 var modpolerne, hvor gruppe 2 var mellemgruppen, og hvor gruppe 3 var den mere uafklarede gruppe.
Til mødet kom ca 250 biskopper. De to største grupper på mødet i 325 var nok gruppe 2 og 3.
Både nutidens farer og fortidens spøgelser spillede ind. De fire grupper havde nemlig hver sin fjende at bekæmpe. Gruppe 1 og 4 bekæmpede hinanden, mens gruppe 2 mest frygtede en tidligere afvigelse navngivet efter den bannerfører Sabellios fra det tredje århundrede, som mente, at Jesus og Gud Fader er samme person. Det var altså Gud Fader, der hang på korset. Mod ham skrev Tertullian, at Jesus er af samme substans som Faderen, men ikke samme person. Gud er én substans, men tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, skrev Tertullian. Gruppe 2 syntes, at gruppe 1 repræsenterede eller var faretruende nær Sabellios. Gruppe 3 var nok mest imod en for intellektuel kristendom.
Den mand, som mest energisk holdt fast ved formuleringen fra 325, og som altså blev bannerfører for gruppe 1, hed Athanasios. Han var med i 325 som diakon, men blev allerede 3 år senere biskop i Alexandria. Han blev af skiftende kejsere sendt i internt eksil fem gange inden sin død i 373. Kejser konstantin hældede i sine senere år til gruppe 2, og flere af hans efterfølgere ligeså. Athanasios nåede at forsone gruppe 1 og 2. Efter mange års kampe og samtaler opdagede man, at man dybest set mente det samme, men havde forskellig terminologi.
Kirken nåede altså frem til at afvise både Sabellios og Arius. I år 381, 8 år efter Athanasios' død, afholdtes det andet store kirkemøde. Det var i Konstantiopel, hvor stridens afslutning, som altså allerede havde fundet sted ude i den kirkelige hverdag, også blev konfirmeret på højere plan.
Et stort kirkemøde kan være en praktisk ting, hvor man tager stilling til store udfordringer, men hvis man skal finde ud af, hvad kirken tror i hverdagen, så skal man se på, hvad den siger i hverdagen, dvs. se på de skriftlige efterladenskaber fra de mange år før og efter kirkemøderne. Og hvis man skal finde ud af, hvad kristendom i udgangspunktet er, så skal man se på, hvad Ny Testamente siger. Hvert nyt kristent slægtled kan ikke nøjes med kirkemødernes vedtagelser. Hvert nyt slægtled må selv kontrollere, om kirkemødernes beslutninger stemmer overens med Bibelen.
I forbindelse med Ny Testamente vil jeg angående Jesu guddommelighed pege på det helt enkle, at Jesus siger, at han var hos Gud, før verden var til (Johannesevangeliet 17,5). Og Paulus går videre i samme spor, når han siger om Jesus, at "Han er forud for alt" (Paulus' brev til Kolossenserne 1,17). Han siger også: "I ham blev alting skabt" (Kol 1,16). Læg mærke til, at han siger "alting", ikke "resten" eller "de øvrige".
En god litteraturhenvisning er:
Oskar Skarsaune: Inkarnationen, myte eller faktum, Menighedsfakultetet, Århus 1986, ISBN 87-87737-16-7, (128 sider).
En enklere fremstilling af samme forfatter er: Kristendommen i Europa 1, Fra Jerusalem til Rom og Bysants, Tano A.S. 1987, ISBN 82-518-2259-9, (167 sider).
Skrevet af:
Jørgen Sejergaard
Lagt på nettet 03.07.2003
