Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Er det forkert at lade sig underholde af krimier?
Hvordan skal jeg som kristen forholde mig til eksempelvis krimiserier og dokumentarer om forbrydelser?
Selv synes jeg, det kan være rigtig spændende at se; men hvad skal man lægge i det, at man finder det spændende? For hvis disse forbrydelser ikke havde fundet sted (hvilket jo ville være godt), kunne jeg jo ikke være underholdt af at se programmer om dem. Måske det er at tænke for meget over det, men jeg kan ikke lige feje tanken væk. Er det forkert, at man kan være underholdt af at se noget, der handler om en forbrydelse, altså noget syndigt og ødelæggende? Jeg har da heldigvis ikke oplevet, at jeg har fået tilskyndelser til at gå ud og myrde nogen på grund af at se dem; så det er ikke så meget det, mit spørgsmål går ud på, men mere, om det alligevel er noget dårligt og usundt at være optaget og underholdt af?
Svar:
Krimi-fiktionens positive sider
Det hører syndefaldets verden til, at vi ofte synes, at vi er ”nødt” til at have ondskab og skurke at bekæmpe, for at fiktion bliver virkelig spændende. I denne verden er der en dyb åndelig kamp mellem godt og ondt – og ligeledes er vores fysiske verden præget af mange kampe på mange planer mellem godt og ondt. Så længe vi er i denne verden, er det nødvendigt at engagere sig i disse kampe. Og i fiktionens verden (fx krimier) engagerer vi os også i kampene. Først og fremmest som underholdning – men også som noget, der berører dybereliggende følelser som fx retfærdigheds-sansen og vores behov for den tryghed, der ligger i, at det gode for det meste vinder.
Det er for langt de fleste af os en bedre slutning, hvis det gode vinder til sidst og den onde bliver straffet, end hvis det ender med at den onde fløjtende går videre med et hånligt smil, mens politiet ligger døende og fremtidige ofre er ubeskyttet.
Jeg tænker, at gode krimier tilskynder os til at tage del i kampen mod det onde mere end til selv at gøre det onde. I hvert fald, så længe fiktionen holder sig til sunde moraler som fx: ”Forbrydelse betaler sig ikke” og ”Selv om politiet ikke er fejlfrit, er de dybest set på de godes side”. Så for mig at se er det ikke usundt at være optaget af den slags – jeg kobler selv fra ved at se krimier.
Grænserne
Men naturligvis er der nogle grænser for hvad der er sundt. Det vil altid være relevant at spørge sig selv: hvor meget tid bruger jeg på at se den slags? Er jeg så bundet af at skulle se næste afsnit lige præcis når det sendes, så jeg ikke kan tage imod en opringning eller et besøg fra én, der har brug for det? Bruger jeg serierne som en trøst i stedet for at gøre noget ved det, der gør mig ked af det? Ikke sådan at forstå, at det ikke kan være helt fint at bruge serier som en slags bevidst frakobling også i tider med en mørk psyke – bare man har styr på, hvorfor man gør det. Endvidere er der også en grænse for fremstilling af vold.
På den ene side er det klart, at Gud i denne syndefaldets verden har givet øvrigheden (altså bl.a. politiet) ret til at bære og bruge våben, for at ”lade vreden rammer dem, der gør det onde” (Rom 13,4).
På den anden side bør volden ikke (heller ikke politiets vold) fremstilles som noget, der i sig selv er en nydelse, men kun som et nødvendigt onde.
Der kan også fokuseres så meget på ondskabens væsen, så det måske ligefrem gir generel utryghed, også når man har slukket. Nogle fiktioner lader bevidst sympatien ligge hos den onde – det giver næppe positive impulser at se den slags. Og så er der alle de forskellige etiske temaer, der ofte tages op og behandles på en mere eller mindre seriøs måde, fx bestikkelse, selvtægt, parforhold, sex og værdien af rigdom. Her man må selv arbejde med om ens etiske grænser bliver overtrådt.
Alle disse grænser er individuelle og flydende, men hører med til den bevidsthed omkring mit medieforbrug, der er så vigtig, hvis ikke medierne skal forbruge mig.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 15.05.2014
