Skal vi altid tilgive hinanden?

Svar:

Tak for dit gode og vigtige spørgsmål! Jeg tror, det er noget, en del mennesker går og kæmper med, så du er bestemt ikke alene med dette problem!

Jeg vil gerne svare med to vinkler på spørgsmålet. For når du spørger, om der i Bibelen står noget om, at vi mennesker skal kunne tilgive hinanden, er svaret et klart JA! Især ét sted er det svar helt klart: En af Jesu disciple spurgte engang om næsten det samme som dig: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" Jesus svarede ham: "Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange." (Matthæusevangeliet kap 18 vers 21-22). I den gamle bibeloversættelse stod der ikke 77 gange, men 70 gange syv gange! Det sidste understreger bedre pointen: Der skal ikke være grænser for vores tilgivelse af hinanden. Vi kan altså ikke sætte 77 krydser og så regne med, at vi har tilgivet nok, for vi er faktisk forpligtet til at tilgive uendeligt!

Jesus understreger denne pointe ved efterfølgende at fortælle en lignelse om en mand, der havde en fuldstændig ubetalelig gæld. Han skyldte ca. 10.000 årslønninger bort til sin konge. Den gæld fik han eftergivet, dvs. tilgivet af kongen. Straks da han kom ud og var en fri mand, mødte han en, der skyldte ham 100 dagslønninger. Han krævede straks den lille gæld betalt, selv om han lige selv var blevet befriet for en uendelig skyld. Da kongen hørte det, blev han vred og ophævede gældseftergivelsen. For som han sagde: "Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?" Du kan læse lignelsen i Matthæusevangeliet kap 18 vers 23-35.

Når du spørger, om vi skal kunne tilgive vores medmennesker, er svaret altså et klart JA. Og begrundelsen er, at vi som kristne har fået en fuldstændig ubetalelig skyld tilgivet af Gud (= kongen i lignelsen). Derfor bør vi tilgive vores medmennesker, som kun skylder os meget mindre, end vi selv skyldte Gud.

Når det er sagt, kommer jeg så til anden halvdel af mit svar! For virkeligheden for os mennesker er jo, at vi lever i verden efter syndefaldet. Derfor kan vi undertiden såre hinanden så dybt, at det sætter så mange følelsesmæssige spor, der kan være næsten ubærlige at leve med. Gud er jo i virkeligheden den eneste, der magter at tilgive så fuldstændigt, at det bliver, som om der aldrig har været noget galt mellem os og Gud! Vi mennesker kan få og give hinanden sår, der ikke lige kan slettes. Derfor må vi sige, at vi kan og skal tilgive hinanden, men at det ikke altid kan blive, som det var før.

Det kan fx betyde, at vi må sige til et andet menneske: "Jeg tilgiver dig, for hvad du har gjort mod mig, men jeg bliver nødt til at holde lidt afstand til dig - i hvert fald for en tid - for min egen skyld." Det kan være nødvendigt, hvis såret er så dybt, at det springer op eller bliver til bitterhed eller andet, hvis jeg skal være sammen med det menneske for tit. Det er altså i virkeligheden mere ærligt og kærligt at sige nej til samvær med det menneske (måske bare for en tid), end at lade som om alt er i den fineste orden, mens man går rundt med en kæmpe klump i maven.

Samtidig vil jeg også sige, at du skal ikke gå rundt og kæmpe med dette problem alene. Jeg vil gerne opfordre dig til at få snakket med en god veninde, eller måske en præst eller en anden, du har tillid til, som kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan du kan leve videre med det.

Til slut vil jeg gerne sige, at det kan virke som et uoverstigeligt krav, at vi skal tilgive hinanden, men Gud har givet os dette bud af godhed mod os! Sagen er nemlig, at tilgivelse sætter fri. Vi bliver faktisk frie over for de mennesker, vi får hjælp til at tilgive.

Lagt på nettet 07.03.2002