Skrevet af:
Jørgen Sejergaard
Kan vi stole på kirkehistoriske kilder?
Svar:
Kære ukendte spørger!
Lad os begynde med tidspunktet for nedskrivningen af Apostlenes Gerninger.
Det ældste større håndskrift, man har til Apostlenes Gerninger er papyrus 45, som er fra begyndelsen af 200-tallet. Fra samme århundrede har man en række mindre håndskriftstumper med mindre afsnit af Apg. Papyrus 45 er for det første 100 år ældre end Eusebius' kirkehistorie. Papyrus 45 er for det andet en afskrift af endnu ældre håndskrifter.
Spørgsmålet er, hvornår Apostlenes Gerninger er skrevet. Det må afgøres ud fra skriftets egne indre kriterier, når vi nu ikke har originalhåndskriftet bevaret.
To markeringer er vigtige her. Den ene er, at skriftet slutter med Paulus' fængsling i Rom i begyndelsen 60'erne. Den anden er, at Jerusalems ødelæggelse år 70 ikke er nævnt, og det var en så omfatende katastrofe for det jødiske folk og en så stor omvæltning for den kristne menighed, at den ville være blevet nævnt. Altså konkluderer jeg, at Apostlenes Gerninger er skrevet mellem 62 og 70.
Ellers er det nok rigtigt, at det er Eusebius, som fortæller mest om, hvordan det gik med de fleste af de tolv apostle, men han byggede ikke på skrøner og legender, derimod på historiske kilder, som var ældre end ham selv.
Han citerer flere af dem.
Hvis vi havde haft adgang til de samme kilder, havde vi måske bedømt nogle af dem anderledes, og han er blevet kritiseret af forskellige faglige grunde, for eksempel for at mangle metode, men Eusebius er historiker, ikke eventyrfortæller, og han var en veluddannet mand.
Vi taler om en periode på tre hundrede år. Vi taler om menigheder med en stærk historisk bevidsthed. Vi taler om Apostlenes Gerninger, som ikke var bange for at fortælle om både Paulus' og Barnabas' fejl (Apostlenes Gerninger 15, 36-41).
Derfor tror jeg, at vi kan stole på både dette skrift, og Eusebius' undersøgelser er også en vigtig kilde, omend ikke så god som Apostlenes Gerninger, som er tæt på begivenhederne.
Grundlæggende var apostlene vigtige personer, og deres skæbne ville man ikke glemme.
Noget andet er, at apostlenes martyrdød ikke er det afgørende bevis for deres tale om Jesu opstandelse.
Jeg vil derimod understrege nogle andre ting:
- De fik hverken anseelse, magt eller rigdom ved at udbrede budskabet om Jesus. Noget andet end egoisme drev dem.
- I deres skrifter kan man se, at de lærte folk, at man hellere skal dø for Jesus end lyve om ham. Man må ikke lyve for ad den veje at søge at gavne kristendommens sag. Man kan kun gavne kristendommens sag ved at sige sandheden. Det var heller ikke løgnen, der drev dem.
- Det er tydeligt, at de var sunde og raske.
Altså konkluderer jeg, at det var sandheden, der drev dem.
Derfor tror jeg på deres skrifter, som vi har i Ny Testamente, der stammer fra apostlene og kredsen omkring dem, og med apostlene mener jeg ikke kun de tolv, men også Jesu brødre og Paulus.
Vi skal som kristne ikke spørge efter traditionen i betydningen sædvane, men efter skriftlige kilder til det, vi tror på.
Skrevet af:
Jørgen Sejergaard
Lagt på nettet 20.09.2006
