Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Kan man blive fri for synd?
Svar:
Hvordan skal jeg egentlig forholde mig til det med synd og tilgivelse i mit liv? Kan vi slippe af med synden? Det er et helt centralt og utrolig vigtigt emne du her har fat i.
Synd - mangel på tro
Hvad er synd? Bibelens korteste svar på det spørgsmål er: “At vi ikke tror på Jesus” (Johannesevangeliet kapitel 16 vers 10). Eller sagt mere generelt: synd er alt det, der ikke vil Gud og Guds vilje. Adam og Eva syndede ved ikke at ville adlyde Gud - de troede de var klogere end ham. Og siden har det været sådan for alle mennesker: dybest set vil vi bestemme over vores liv selv. Vi vil ikke tro på Gud, altså anerkende ham som Herre og tilbede og elske ham og hinanden.
Det viser sig så i rigtig mange ubehagelige ting: egoisme, ligegyldighed overfor andres nød, mangel på kærlighed, krig, tortur, vold, menigsløshed o.s.v.
Alle mennesker er syndere - se f.eks. Romerbrevet kapitel 3 vers 23. Og det er ikke sådan, at vi neutrale indtil vi gør en synd igen - vi er hele tiden syndere, altså mennesker, der ikke af os selv elsker Gud og hinanden.
I Guds tilgivelse 24 timer i døgnet
Guds frelsesplan er klar nok - lad os tage slutningen på den første prædiken. Den holdt Peter Pinsedag. Han talte om Jesus og om, at mennesker er syndere - der faktisk har slået Jesus ihjel. Og så spørger folk: "Hvad skal vi gøre?". Peter svarer: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave."(Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 38). I dåben bliver jeg Guds barn og Helligånden tager bolig i mig. Fordi Jesus betalte for mig på korset, kan jeg være tryg på, at jeg altid - 24 timer i døgnet - lever i Guds tilgivelse som hans elskede barn.
Det nye skal vokse
Og Helligånden har skabt noget nyt i mig. Noget, der elsker Gud og elsker andre mennesker. Mit liv som kristen går bl.a. ud på at lade dette nye vokse og lade det gamle syndige blive svagere. Alt dette står rigtig mange steder i Bibelen - jeg nævner ikke henvisninger nu, men jeg vil gerne gøre det, hvis du har brug for det.
En kristen kan godt se, at al synd er noget skidt. Og derfor er det helt naturligt, at når synden i mig har lavet noget skidt, så gør jeg to ting: jeg beder Gud om tilgivelse og jeg beder om hjælp til ikke at gøre det igen!
Fadervor – tryghed
Jesus har lært os, at vi dagligt skal bede Fadervor - og her beder vi jo både om tilgivelse og om hjælp mod fristelser.
Der står ingen steder, at man skal kunne sætte navn på og bekende al sin synd. Det er også umuligt - ingen af os kan fuldt ud fatte, hvor meget vi faktisk svigter de andre og hvor meget vi mangler i at elske Gud af hele vores hjerte! Så: det, vi bliver opmærksom på, er det klart, at vi beder Gud om tilgivelse for. Men vi står hele tiden midt i Guds tilgivelse - også for alt det, vi ikke får bedt særligt om tilgivelse for. I Fadervor beder vi om tilgivelse for det hele på én gang - og så kan vi ellers bare tage de ting frem, vi bliver opmærksom på. Ofte minder Helligånden os om noget, der skal tages fat på: måske har vi ladet være at hjælpe en person, eller vi har bagtalt en anden, eller... Og så er det vigtigt at få det gjort op.
Johannes' pointe
Det er alt det Johannes skriver om i sit første brev, som du også citerer fra. I Johannes` første brev kapitel 1 vers 5-10, slår han flere ting fast:
1: vi er alle syndere! Hvis nogen siger, at de ikke har syndet, ja så er det løgn!
2: Vi skal vandre i lyset - vi skal lade Guds lys vise os den gode vej og afsløre synden i vores liv.
3: Den synd, der bliver afsløret, skal bekendes for Gud - og så vil Gud tilgive den og rense os!!!
Så det er altså helt 100% at Johannes regner med, at vi kristne synder.
Så det, han skriver i kapitel 3, kan ikke betyde, at vi kristne aldrig synder - så ville manden jo modsige sig selv!
Hvad mener han så? Indrømmet - mange teologer har bakset rigtig meget med dette brev. Det er lidt svært at få knækket koderne og forstå Johannes helt. Jeg vil springe alle mellemregningerne over (du kan få dem senere, hvis du vil) og bare kort skrive hvad jeg tror er løsningen:
Det nye og det gamle
I Johannes` første brev kapitel 5, vers 4 står: det, der er født af Gud overvinder "verden" (her betyder "verden" det onde). Som født af Gud (det sker i dåben ved troen - som nævnt ovenfor) er vi en ny skabning. Og denne nye skabning, det Helligånden har skabt i os, synder ikke! Det elsker Gud af hele sit hjerte! Det elsker de mennesker, det møder! Den der er født af Gud, synder ikke!
MEN: selv om man er født på ny af Gud, så er man jo stadig også det gamle jeg, og det er desværre en synder - og kan aldrig blive andet! Derfor er den kristnes liv en kamp mellem det nye (der skal fodres, så det bliver stærkt) og det gamle (der skal jordes på alle måder). Det skriver Bibelen også rigtig meget om.
Kort sagt
Vi er alle syndere og det bliver vi ved med at være hele livet. Men ved dåb&tro skaber Gud et nyt jeg i mig, og det synder ikke, men elsker og tro! Og livet bliver så en kamp mellem de to. Det gamle menneskes synd skal hele tiden bekendes og bekæmpes. Men vi står altid i Guds tilgivelse.
Derfor behøver vi heller ikke at være bange for pludselig at dø uden at have fået bekendt de sidste 3-4 synder. Guds tilgivelse dækker hele mig, hele tiden. Men hver gang jeg bliver opmærksom på en konkret synd, så skal den bekendes og bekæmpes.
Ja, dette skulle have været et kort svar :-). Men det er som nævnt et helt central og utrolig vigtigt emne - så jeg synes ikke, det kunne gøres kortere. Spørg endelig videre, hvis der er mere...
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 06.08.2004
