06.04.2011 12:00 Age: 14 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvorfor laver Jesus vin, når beruselse er farligt?

Jesu første under/mirakel er som bekendt forvandlingen af vand til vin, ved et jødisk bryllup. Er det ikke en lidt "mystisk" handling, sådan nærmest at opfordre til festlig løssluppenhed, med de farer der nu ligger i beruselse? Eller er vinen i virkeligheden ugæret druesaft, og dermed uden alkohol? Ved I noget om sandsynligheden for enten det ene eller det andet? Hvordan var de jødiske fester?

Svar:

Jo, du har ganske ret. Det er meget mærkeligt. Både GT (Ordsprogenes Bog 23; Esajas' Bog 5,11f; 22,13) og NT (Efeserbrevet 5,18) rummer klare advarsler imod beruselse. Alligevel forstår vi på skafferen, at der har været tale om en traditionel fest, hvor i hvert fald nogle af gæsterne har været berusede.

Og det er ikke bare et par flasker, Jesus fremstiller; ud fra de opgivne mål drejer det sig om over 500 liter vin. Til en fest, hvor nogle allerede har fået rigeligt!

Der er nok ikke megen sandsynlighed for, at der kun har været tale om ugæret druesaft. For det første ville druesaft normalt ikke kaldes for "vin"; for det andet er der ifølge skafferen tale om god vin – af den art, man normalt serverer først!

Så det vil være et kunstgreb, næsten vold mod teksten, at bortforklare Jesu vin-under med, at det skulle være ugæret druesaft. Vi må nok konstatere, at Jesus har fremstillet ubegribelige mængder vin.

Det skal ganske vist tilføjes, at et jødisk bryllup har været en flerdages sag, og sagtens kan have involveret flere hundrede mennesker; det kunne næsten tage karakter af lokal folkefest, lige så meget som en privat lille fejring.

Alligevel har du ret i, at det er mystisk. Det virker, som om Jesus ikke har taget faren for beruselse særlig tungt. I den forstand er det ikke anderledes, end jødernes fester ellers var; der var og er et ganske frit forhold til vin og faktisk også til en vis beruselse! I dag er der jødiske fester, hvor det forventes af alle voksne gæster, at de drikker fire glas vin.

Og det tvinger os til at være opmærksomme på den anden side af det bibelske forhold til vin: at vin er glædens drik, og at vin er gudsrigets drik!

Vin er skabt af Gud til glæde for menneskene (Salmernes Bog 104,15; Højsangen 7). Og i Jesu forkyndelse (Markusevangeliet 14,25) såvel som i profeternes forkyndelse (Esajas' Bog 25,6; 55,1) er vinen et tegn på den glæde, der skal kendetegne Guds rige.

Jeg tror, vi skal se Jesu vin-under som et provokerende udtryk for gudsrigets glæde. Læg mærke til, at det ikke bare kaldes for et "under", men et tegn, som åbenbarer Jesu herlighed (Johannesevangeliet 2,11). I Johannesevangeliet har Jesu undere altid den ekstra dimension, at de ikke bare (og faktisk slet ikke først og fremmest!) hjælper og helbreder og glæder, men symbolsk peger hen på Guds rige. Bespisningsunderet bliver tegn på Jesus som livets brød og så videre.

Jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at de 500 liter ikke var beregnet til at blive drukket; selvfølgelig var de det! Men der er ikke nogen grund til at antage, at Jesus dermed har villet opfordre dem til at drikke sig fra sans og samling. Han har snarere villet udtrykke symbolsk, at han er den gudsrigets konge, der kommer med glæde, latter og fest.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 06.04.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også