Category: Bibelen
Hvilken bibeltolkning er rigtig?
Svar:
Tak for dit gode spørgsmål! Det er godt at stille sådanne spørgsmål, der viser, at du gerne selv vil arbejde med Bibelteksten og ikke bare overtage andres meninger! Jeg ved jo ikke, hvad du mener med "den nuværende tolkning/opfattelse af Bibelens skrifter", for der findes faktisk utroligt mange forskellige tolkninger og opfattelser af Bibelens skrifter. Men jeg kan sige, hvorfor jeg mener, at den Bibeltolkning, som du møder her på JesusNet er den tolkning, jeg kan stå inde for.
Vi tager udgangspunkt i Bibelen som Guds ord
Det er en tolkning af Bibelen, der tager udgangspunkt i, at Bibelen er sand, at den er Guds ord fra ende til anden, skrevet ned af mennesker, der er blevet inspireret af Guds Ånd, dvs. har fået at vide af Gud, hvad de skulle skrive. Det er en opfattelse, jeg har fra Bibelen selv. Se fx her: "Ethvert skrift (af De hellige Skrifter, dvs. Bibelen) er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed ..." (Paulus' andet brev til Timotheus kap 3 vers 16). Paulus skriver selvfølgelig her om Gammel Testamente, der var det eneste af Bibelen, der var færdigt på Timotheus' tid, men også Paulus selv og de øvrige skribenter i Ny Testamente beskrives som nogen, der har samme autoritet til at nedskrive Guds ord, som dem, der har skrevet Gammel Testamente. Derfor mener jeg, at Bibelen selv giver udtryk for, at man kan stole på den og stole på, at det der står, er Guds ord til os.
Derfor forsøger jeg (og mange andre, bl.a. her på JesusNet) at tolke Bibelen og forstå den i dag ud fra den forudsætning. Det betyder, at når der er ting, som ikke umiddelbart kan overføres til vores tid, forsøger jeg at sætte mig ind i, hvordan forholdene var på den tid, hvor de blev skrevet, og så ser jeg på, om der er principper fra det, der kan og skal overføres til vores tid.
Jeg må tit undre mig over, at der er så få ting, som kun gælder på Bibelens egen tid! Langt det meste af Bibelens budskab er jo generelle beskrivelser af menneskers vilkår og deres forhold til Gud, som jeg kan forholde mig til uden videre.
Jesu tolkning af skriften
En anden ledetråd i min fortolkning af Bibelen er, hvordan Jesus selv forstod og anvendte Gammel Testamente i hans forkyndelse og undervisning. Han tager Gammel Testamentes ord bogstaveligt og henviser til det som reelle begivenheder. På samme måde gør Paulus og de øvrige forfattere i Ny Testamente. Dvs. vi også kan gøre det samme med både Gammel og Ny Testamente: Vi må læse teksterne og tage dem bogstaveligt og så forsøge at anvende dem i vores virkelighed i dag, fordi de fortæller os, hvem Gud er, og hvem vi selv er i forhold til Gud.
Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål. Hvis du gerne vil have noget uddybet eller har brug for noget mere konkret, er du velkommen til at skrive igen.
Lagt på nettet 21.02.2002
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Hvordan er Bibelen Guds ord?
- Hvordan kan vi stole på Bibelen?
- Forbyder Bibelen at spise svinekød?
- Var Jesus jøde eller kristen?
- Ændrer Gud sig fra GT til NT?
- Er Jesus enig med Paulus?
- Hvad er en "Hellig-skøge"?
- Hvem skrev Mosebøgerne?
- Hvordan blev Ny Testamente til?
- Hvorfor forskel på budene i GT og NT?