Er religion at flygte fra sit ansvar?
Svar:
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå din tankegang, for den er til dels rigtig. I religion handler det meget om, at vi mennesker skal tilfredsstille en på mange måder lunefuld gud. Vi skal forsøge at opfylde de krav, han stiller, men dybest set kan vi aldrig helt vide, om det lykkes. Så ja, i religion er der noget om, at skylden lægges over på Gud. Når dette er sagt, må jeg skynde mig at sige, at dette er en meget unuanceret fremstilling og mit mål er blot at sige, at din ven ikke har helt uret.
Vi kan ikke fralægge os ansvaret
Når det derimod handler om Abrahams, Isaks og Jakobs Gud; når det handler om jøden Jesus fra Nazaret, forholder det sig totalt anderledes. I kristendommen er det klart og tydeligt, at skylden er vores. Det siges for eksempel i Esajas 59,2:
"Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer." Jeg har ikke en levende chance for at fralægge mig ansvaret eller løbe fra min skyld. Havde jeg så blot engang imellem kunne få lov til at dele min skyld med nogen, men også her er der lukket af.
Jeg står helt alene med al skylden! Jeg er en synder og derfor fortjener jeg al ulykke i mit liv. Til min store overraskelse, er det imidlertid slet ikke gået mig, som jeg har fortjent. Det har jeg det alt for godt til! Det skyldes ikke mig selv, men Guds ufattelige godhed mod os mennesker.
Paradoksalt nok går jeg ikke rundt og synes, at jeg er noget særligt dårligt menneske, og jeg kan også føle, at livet er uretfærdigt imod mig. Men helt ærligt, så skyldes det alene, at jeg ikke ser realiteterne i øjnene. Jeg erkender ikke klart nok, at jeg selv er medvirkende årsag til al ulykke på grund af min synd. Denne manglende erkendelse burde være mere end rigeligt til at skræmme mig selv til døde. Kommer jeg virkelig til at stå til regnskab for alt forkert og al synd i mit liv, burde det fylde mig med rædsel. Og at tro at jeg selv ville kunne klare ærterne, og redde mig fra mit ansvar er mere vanvittigt end at forsøge at svømme ned på bunden af Det Døde Hav.
Jesus tog alligevel skylden
Bibelen siger klart og utvetydigt, at jeg (og du) er skyldig til helvedes ild! Ansvaret er helt og holdent mit - ikke Guds.
Jesus kunne ikke udholde dette, derfor gav han afkald på hele sin himmelske herlighed og blev menneske (Filipperbrevet 2). Han besluttede at bære vores skyld. Købe os fri af skylden (det var ikke min idé, at han skulle det). Jesu liv, hans død på korset, hans råb om at være forladt af Gud og hans opstandelse er alt sammen et bevis på, at han gjorde det.
Jesus tilbyder nu dig og mig friheden fra vores skyld. Han tilbyder, at du og jeg må lade denne frihed gælde. Vi skal stadig leve i den verden, der er mærket af synden og døden og dermed bevidstheden om, at jeg har en del af skylden for, at verden er så ond, som den er. Men nu kender jeg stedet, hvor jeg bliver befriet fra min skyld, og jeg kan ændre verden ved at lede andre derhen.
At vælge dette, er ikke at flygte fra sit ansvar og skyld. At sige nej til dette er værre end at ligge midt i Stillehavet med meterhøje bølger, sammen med 1000 andre, og så frasige sig redningsbådens hjælp, fordi det godt nok må være vores eget ansvar at komme i land.
Lagt på nettet 19.05.2006