Er mennesket både legeme, sjæl og ånd?

---

Svar:

Jeg tror du tænker på det forhold, som Paulus udtrykker i 1. Thessalonikerbrev kap. 5 vers 23: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«. Hvad betyder det, at mennesket består af både legeme, sjæl og ånd?

Det er et interressant spørgsmål, ikke mindst fordi mange i dag netop forholder sig til legeme og sjæl som to ting, der kan adskilles. Det er ikke en bibelsk tankegang, men en hedensk, som særligt stammer fra filosoffen Platon. Da Gud skabte mennesket skabte han det som legeme og sjæl. Der står, at han blæste ånd (livsprincip) ind i mennesket, så det blev et »levende væsen« – eller en 'levende sjæl', som der står i grundteksten. (1. Mosebog kapitel 2 vers 7)

Fysisk liv og åndeligt liv

I skabelsen gjorde Gud mennesket levende i fysisk forstand. Han skabte et levende væsen ved at blæse liv(sånde) i det. Men Gud giver også mennesket et andet liv – et åndeligt liv. Han gør et menneske levende i åndelig forstand, når han giver et menneske sin Helligånd. Det er Helligånden, der skaber troen i vores hjerter.

Det skal man prøve at holde fast i, for ikke at sammenblande det fysiske liv med det åndelige liv. At være skabt og dermed være et levende væsen /eller en levende sjæl – betyder ikke, at så har jeg automatiske fået et åndeligt liv og er frelst. Syndefaldet førte med sig, at mennesket blev skilt fra Gud, og blev afhængig af Guds frelsesplan. Megen forkyndelse lyder desværre sådan rundt om i Folkekirken i dag: "Alle bliver frelst, fordi de er Guds skabninger." Man ser fuldstændig bort fra, at Guds Helligånd (det vi fejrer i pinsen) netop gives os, for at skabe troen på Jesu stedfortrædende død, Guds frelsesplan.

Derfor er det vigtigt, at man ikke sammenblander det liv Gud gav os i skabelsen, som gør, at jeg som menneske har min egen ånd, og så det liv Helligånden giver mig ved at gøre troen levende i mig.

Hvis man sammenblander det, betyder det at enhver levende skabning er frelst – uanset tro. Det har den faktiske konsekvens, at Jesu soningsdød på korset for mine synder bliver uden reel betydning. Det samme sker også med opstandelsen. Hele evangeliet tømmes for mening.

Et kristent menneske har både sin egen ånd og Helligånden i sig

Mennesket består af legeme/sjæl og ånd. Det har sin egen ånd – menneskets ånd. Det menneske, som i tro har taget imod evangeliet om Kristus og er døbt til at tilhøre Ham, har også fået Helligånden (f.eks. Efeserbrevet kapitel 1 vers 13f). Med andre ord: Et kristent menneske har både sin egen ånd og Helligånden i sig. Der er tale om en "enhed" her, som virker sammen, men det betyder ikke, at vor egen ånd og Helligånden går i eet. Hvis det var tilfældet var mennesket guddommeligt allerede nu. Al erfaring viser, at det ikke er tilfældet. Hvis det var tilfældet ville vi som mennesker udelukkende være ledet af Helligånden og der ville ikke være mere ondskab, fejl eller mangler hos os eller i os på nogen måde. Det oplever vi desværre alt for tit. Vor egen ånd er mangelfuld, men Guds Ånd (Helligånden) virker guddommeligt i os.

Derfor kan Paulus tale om i Kolosenserbrevet kapitel 1 vers 8, at menigheden har virket i kærlighed. Ikke en perfekt kærlighed i sig selv uden mangler på nogen måde (det vidner brevet om!), men en kærlighed i Ånden. Det er Guds Ånd, (Helligånden) som virker i menigheden og dermed aflægger vidnesbyrd om, at her er Kristus til stede. Her findes Guds kærlighed ved Ånden – på trods af al dårligdom i menigheden ved den enkeltes egen ånd.

Det fantastiske er her netop, at Gud ikke har overladt os til vor egen ånd at virke al godt – hvilken elendighed, det så vil være – men Han har givet os sin Ånd til at virke i og gennem os som et sandt og kærligt vidnesbyrd. Herligt og ikke mindst fantastisk.

---

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 05.06.2004