22.01.2009 12:00 Age: 16 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Bliver gendøbte frelst?

Mit spørgsmål drejer sig om gendåb. Jeg er selv medlem af den danske folkekirke og er ikke i tvivl om mit eget dåbssyn; jeg er troende barnedøber. Min søster og svoger er blevet gendøbt og derfor presser spørgsmålet om deres frelse sig meget på hos mig. Jeg frygter at det er en hån mod Gud at lade sig gendøbe: "Hey, din dåb var ikke god nok første gang, så nu gør jeg det lige igen", og at man derfor træder udenfor hans frelse ved at lade sig gendøbe. Forkaster man Gud ved at lade sig gendøbe? eller er min frygt ubegrundet? (for så kan vi vel alle i princippet igen lade os døbe for at få den "oplevelse" med...?) Jeg håber I kan hjælpe mig med svar på dette, da det fylder meget i min hverdag. Og jeg har forgæves søgt at finde svar i min bibel, desværre uden held.

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår meget vel, at det må fylde meget. Man kan sikkert endda sige: Godt det samme, for det berører to kære ting – dåben og familien! Hvis man ikke tog det alvorligt, ville man have et problem enten med dåben eller med familien.

For det første: Det er ikke mærkeligt, at du ikke kan finde direkte svar på dit spørgsmål i Bibelen, for spørgsmålet om gendåb er (som du sikkert er klar over) ukendt for Det Nye Testamente. Alligevel lader Skriften os ikke ganske uden svar, fordi vi har situationer og spørgsmål, der ligner.

For det andet: Så vidt jeg læser Det Nye Testamente, er det forkert at forkaste sin barnedåb og lade sig døbe på ny. Deri er vi enige, og deri ser du ret. Gendåb er at problematisere den frie nåde, for det er at ville supplere Guds eget værk med ens eget. Og det bygger på en misforståelse af både dåbens natur og af frelsens vilkår. Eventuelt kan du læse nærmere om dette i min lille bog: "Hvad Bibelen faktisk siger om barnedåben". 

Men så for det tredje: Synd og misforståelse er ikke fortabelsesgrund!

Dommen er i sidste ende Guds og ikke vores, og vi skal være forsigtige både med at dømme og at frikende, hvad Skriften ikke direkte udtaler sig om. Men hvis vi sammenligner med fx galaternes situation, så står det helt klart, at galaterne netop var begyndt at problematisere den frie nåde; de var begyndt at supplere Kristi fuldbragte forsoningsværk med deres egne gode gerning. Derfor er i deres tilfælde nu deres kristenliv blevet glædesløst, kraftesløst og kærlighedsløst, og Paulus må nu undervise dem forfra om lov og evangelium og om frelsens vilkår. Han er ulykkelig over det, der er sket.

Men de er ikke faldet fra. Han regner dem stadig for sine børn. De står stadig i nådens stand. De har ikke set rækkevidden af nådens frihed, og de er blevet ufrie og trælbundne; og Paulus må advare dem om frafaldets mulighed. Men endnu er de ikke faldet fra! Det ser vi tydeligt i Galaterbrevet 5, hvor Paulus klart trækker en streg og siger: Hvis I går den vej til ende og lader jer omskære, bliver I afskåret (fra Kristus). Men dér er de altså ikke landet endnu!

Der er altså stor forskel på misforståelse og forhærdelse! Forhærdelse kan virkelig koste en frelsen, fordi man dér går oprør mod noget, som man véd er rigtigt. Men det sker sjældent. Det er langt oftere, at man (vejledt af andre kristne) vælger et liv og en livsførelse, som pludselig bliver mulig, fordi vranglærende kristne fordrejer og mistolker Skriftens ord for dem.

Så der kan godt være store problemer ved ens tro; den kan være skadet, usund og ufri – ­uden den dermed er død og borte. Ved barnedøbende kristnes tro kan der jo også på andre felter være store problemer, hvor vi fristes til at problematisere den frie nåde, føje vore egne gerninger til osv – ­alligevel kan troen stadig være frelsende. Evangelisk klarhed er ikke en frelsesbetingelse!

Hvornår troen dør og fører til frafald, ved kun Gud. Men det er vigtigt at lægge mærke til, at selv om de fleste af de menigheder i Det Nye Testamentering, som modtager breve fra apostlene, har store problemer med vranglære, vrangliv og lovisk kristenliv, regnes de ikke for frafaldne og fortabte.

Trods alt frelses vi ved dåb og tro på Kristus som død og opstanden for os – ­og selv om de ikke har set rækkevidden i dåbens nåde, har de dog (ligesom galaterne) heller ikke fornægtet Kristus. De kan måske siges at komme ind under Jesu bøn: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” – det var langt værre, hvis de vidste klart, hvad de gjorde (altså var fortrolige med konsekvenserne osv.), og alligevel gjorde det.

Så jeg ville mene, at selv om gendåb og forkastelse af ens barnedåb sikkert er værre, end at man fx "blot" ikke vil lade sine børn døbe, så er det muligt at betragte gendøbte og gendøbende kristne som brødre og søstre, ganske som vi betragter de voksendøbende kristne som brødre og søstre.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 22.01.2009

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også