Undervisning om tilgivelse

Dette spurgte de kun om, fordi de ville prøve at fange Jesus i en fælde. Hvis han nu sagde, at de skulle stene kvinden, så ville han handle imod romersk lov og sin egen lære om tilgivelse og medfølelse. Men hvis han sagde, at de skulle lade hende gå, så var det også galt. Det ville jo være at handle mod loven, og så kunne de anklage ham for det.

Men Jesus sagde slet ingenting.

Han kastede et blik på den stakkels skræmte kvinde. Så satte han sig på hug og begyndte at skrive i sandet med sin finger.

Længe var der helt stille, men så spurgte farisæerne ham igen, og da så Jesus op og sagde: »Lad den af jer, der er ren, kaste den første sten.« Så gav han sig igen til at skrive i sandet.

Alle kvindens anklagere listede nu lige så stille af, indtil der ingen var tilbage.

Til sidst rettede Jesus sig op, så sig omkring og spurgte så kvinden: »Hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?«

Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.«

Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Og hvad var nu det for et lys, der i det øjeblik lyste i kvindens ansigt? Hvad var det for et lys, hun tog med sig hjem? Det var Jesus selv. For som han sagde til skarerne: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

Engang da Jesus ville forklare folk, hvordan Gud føler over for syndere, gjorde han det med en lignelse. »Der var engang en far, der havde to sønner,« begyndte Jesus. »En dag sagde den yngste søn til faderen: ‘Far, jeg kan ikke vente. Giv mig den del af formuen, der tilkommer mig.’ Så delte faderen sin ejendom og gav sin yngste søn, hvad der tilkom ham.

Den yngste søn tog så hjemmefra med en fyldt pung og rejste til et fremmed land. Her levede han et vildt og udsvævende liv og brugte alle sine penge til sidste øre. Nu var han fattig, og snart var han også meget sulten, for nu blev det land ramt af hungersnød. Det eneste arbejde, han kunne finde, var et job som svinehyrde. Men arbejdet gav ham dårligt nok føden, og han ville hellere end gerne have spist sig mæt sammen med svinene, men ikke engang det fik han lov til.

Til sidst var han helt desperat og tænkte: ‘Derhjemme har min fars tjenere mere end nok at spise, og her sidder jeg og er ved at dø af sult. Men nu ved jeg, hvad jeg vil gøre: Jeg vil gå tilbage til min far og bekende for ham, at jeg har syndet mod ham og mod Gud. Jeg vil sige til ham, at jeg ikke er værdig at kaldes hans søn, og bede ham om blot at måtte bo som tjener i hans hus.’

Den unge mand forlod så svinestien og begyndte at slæbe sig hjemad, træt og svag i krop og sjæl.

Hans far stod som så ofte og spejdede efter ham og så ham derfor allerede på lang afstand. Da løb faderen ham i møde og omfavnede ham og kyssede ham, for han elskede stadig sin søn.

Men sønnen holdt hænderne afværgende op og sagde: ‘Nej, far. Jeg har syndet imod dig og imod Gud. Jeg er ikke værdig ...’

‘Ikke et ord mere!’ afbrød hans far. Så kaldte han på sine tjenere og sagde: ‘Kom med den fineste festdragt og giv ham den på. Sæt en ring på hans hånd og sko på hans fødder. Slagt en kalv og lad os feste. For min søn var død, men er blevet levende igen. Han var fortabt, men er blevet fundet!’

Mens de så festede for den yngste søn, kom den ældste søn hjem fra sit arbejde i marken. Han hørte musik og kunne ikke forstå det, for ingen havde fortalt ham, at der skulle være fest.

‘Hvad sker der?’ spurgte han en af tjenerne. Tjeneren fortalte ham om hans brors hjemkomst, og den ældste bror knyttede hænderne i vrede. ‘Gå til min far,’ sagde han til tjeneren, ‘og sig til ham, at jeg ikke vil feste for min slyngel af en bror.’

Da faderen kom for at overtale sin ældste søn til alligevel at være med til festen, nægtede sønnen igen. ‘Aldrig i livet! Nu har jeg tjent dig trofast i mange år, og mig har du aldrig holdt fest for. Men når min bror, som har ødslet alle dine penge væk, kommer hjem, så slagter du fedekalven og holder fest for ham. Er det måske rimeligt?’

‘Min søn, du er jo altid hos mig,’ sagde hans far, ‘og alt mit er dit. Din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Bør vi så ikke feste?’«

Lagt på nettet 16.03.2003