03.04.2023 14:06 Age: 1 year
Mathilde Stær

Skrevet af:
Mathilde Stær

Min tro er en stor del af mig

Sommetider ønsker jeg at fortælle om min tro til andre mennesker og høre om deres, men ofte er der noget, der holder mig tilbage, selvom troen er en enormt stor del af mig 

silhuet

Foto: https://unsplash.com/@priscilladupreez

Hvad vil det egentlig sige at være frimodig? For mig er det frimodighed at turde dele noget i et større fællesskab. Det er modet til at føle sig fri til at dele. Jeg har sommetider svært ved at finde det mod.

Fælles om at tro

Det kan kræve frimodighed for mig at fortælle om min tro. Det kan kræve frimodighed for mig at fortælle, at jeg går til IMU – særligt fordi når jeg fortæller det, skal jeg forklare, at IMU står for Indre Missions Ungdom, og at det er her, jeg har mit kristne fællesskab, hvor vi både kan snakke om tro, liv, fodbold og Formel 1, og vi kan mødes både om bibel, brætspil, bowling og film.

Men min tro er en enormt stor del af mig og derfor også en ting, jeg ønsker at dele med andre. For selvom vi – dig og mig – måske ikke har en fælles tro, tror jeg, at vi er fælles om at tro.

Hvis nu jeg var mere frimodig til at fortælle om min tro, kunne det jo være, at du også ville fortælle mig, hvad du tror på. Måske tror du, at jorden er flad, eller at vejret bliver godt i morgen – det kan også være, at du synes, det er svært at finde ud af, hvad du tror.

Tre ting på samme tid

Så nu øver jeg mig lige i at være frimodig – ved at dele min tro med dig. Jeg tror på Gud, den kristne Gud. Jeg er overbevist om, at han har skabt Jorden, og at jeg er skabt i hans billede. Jeg tror også på, at Jesus har gået her på jorden, døde på et kors, blev begravet og opstod fra de døde igen.

Men først nu bliver det helt skørt, for jeg tror, at min Gud, den kristne Gud, er en treenig Gud. Altså at han er tre ting på en og samme tid. Det er meget paradoksalt og helt skørt at sige. Men hvad der er endnu vildere, er, at jeg faktisk også tror på, at Gud elsker mig mere, end jeg overhovedet kan forestille mig. Han elsker mig så højt, at jeg slet ikke kan begynde at forstå det.

Lidt mere frimodige

Nu har jeg fortalt lidt om, hvad jeg tror på. Og jeg ved, det måske lyder skørt og helt tosset. Måske er det netop derfor, jeg synes, det kan være svært at være frimodig om min tro. Fordi det lyder helt tosset, at en mand har levet på jorden, er død på et kors og opstået fra de døde igen efterfølgende, men jeg tror ikke, det er så tosset.

Det der med tro er bare ikke noget, vi snakker ret meget om. Det er ikke noget, vi lige tager hen over frokosten, men hvorfor er det egentlig ikke det? Måske kræver en del af det, at vi er lidt mere frimodige og tør snakke om nogle emner, som vi måske synes er lidt svære.

Når vi først kommer i gang, finder vi ofte ud af, at det slet ikke er så farligt, og ingen af os behøver at have alle svarene, for at vi kan snakke sammen om vores tro.

Så nu har jeg været frimodig og fortalt dig lidt om, hvad jeg tror på, og jeg vil slutte af med at være frimodig og spørge dig: Hvad tror du?


Mathilde Stær

Skrevet af:
Mathilde Stær

Lagt på nettet 03.04.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også