04.11.2003 12:00 Age: 21 yrs

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Manden der banede vej for Jesus

2. del: Om Johannes Døberen, der vidnede om Jesus. Se Johannesevangeliet kap. 1 vers 19-34 (s 958)

Han talte til alle lag i samfundet: de rige og magtfulde, de fromme og præsterne, de fattige og syge m.fl.. Det konkrete budskab var: Bekend jeres synder over for Gud og lad jer døbe med en dåb til omvendelse. Alle havde brug for det samme, hvis Guds kærlighed og nåde skulle blive deres virkelighed, hævdede Johannes.

På den måde var hans mål at bane vejen for den lovede Messias og Frelser, som Det Gamle Testamente (GT) havde talt om og givet løfter om. Guds Søn var nemlig nu kommet til verden – og noget afgørende nyt sat i værk.

I tjeneste for Israels Gud

Præsten Zakarias står på trappen udenfor templet. Han har været inde i templets det hellige for Herren og ser nu alle de andre præster og folkemængden, der står i templets forgård og venter på, at han skal lyse den aronitiske velsignelse over dem.

De har været forsamlet om bønner, lovsang, de ti bud, og bekendelsen, mens den ofrende præst og fire medhjælpere har bragt det ene af de to daglige røgofre inde i templet. Men han siger ingenting…han er pludselig blevet stum.

På Jesu tid var der ca. 7.200 præster i tjeneste ved templet i Jerusalem, som var opdelt i 24 ugeafdelinger eller skifter (se Lukasevangeliet 1, 5 og 8) med 300 præster i hver. De gjorde tjeneste en uge ad gangen to gange årligt og ved højtiderne.

Hver ugeafdeling var delt i dagafdelinger (156 i alt), hvor en eller flere afdelinger havde ansvaret for den daglige tjeneste. Præsternes opgave var her at forestå de to faste daglige ofringer, som indebar forskellige opgaver, og som blev fordelt ved lodkastning.

Det var en særlig ære at skulle foretage de to daglige røgofre, som indgik i denne tjeneste, for det skete nemlig kun én gang i en præsts liv.

Intet er umuligt for Gud

Det er netop denne særlige dag for præsten Zakarias (Lukasevangeliet 1,5ff - s 919). Loddet er faldet på ham, og mens han er inde i det hellige for Herrens ansigt, viser der sig en engel for ham. Zakarias blev bange og forundret over englens budskab. Skulle han og hans kone, som begge var meget gamle, få en søn?

Englen beroliger ham og siger: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.« (Lukasev 1, 13-17).

Zakarias har vanskeligt ved at forestille sig dette. Er det virkelig sandt? Tegnet på, at det sker efter Guds vilje, er, at Zakarias bliver stum og ikke kan tale før sønnen, Johannes, bliver født og skal omskæres på den ottende dag.

Derfor står han stum på tempeltrappen og kan ikke udtale velsignelsen. Et tegn på, at Gud har grebet ind i historiens gang…

Barndom og manddom

Johannes' forældre, præsten Zakarias og Elizabeth, boede 5-7 kilometer vest for Jerusalem nede i bjergene i en lille by, der hed Ein Kerem (i dag den sidste forstad, inden man når bygrænsen; i retning af det nye Hadassahhospital, Holocaustmuseet og den store gravplads med alle heltene fra Israel). På Jesu tid var det en lille landsby i det judæiske bjerglandsskab, der, som så mange andre små judæiske bjerglandsbyer, var hjemsted for præsteslægterne.

Elizabeth var i familie med Jesu mor, og mens de var gravide, kan vi læse, at de to små drenge nærmest mødte hinanden: »Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv…« (Lukas 1,41).

Johannes blev født ca. et halvt år før Jesus. Vi kender ikke meget til hans barndom og opvækst – udover, at »…drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.« (Lukas 1,80).

Noget tyder på, at forældrene døde, mens han var ganske ung – de havde begge en høj alder – og søgte tidligt ud i ørkenen for at søge stilheden og et særligt fællesskab med Israels Gud. Johannes anså sig selv for at være »røsten«, der er omtalt i GT, før Herrens Messias skal komme: »Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer…« (Malakias' Bog 3,23 - s 855) og »Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land.« (Esajas' Bog 40, 3 - s 639).

Et virke for Herren

Af mange blev Johannes nærmest betegnet som en vildmand. Han spiste græshopper, som var et rent dyr ifølge Moseloven og ofte større end vor dages græshopper, samt vilde biers honning, da det var en mulig føde at få fat på det meste af året. Han gik klædt i tøj af kamelhår, der var tykkere hår og dermed varmere og mere slidstærkt til forholdene i ørkenen.

I år 26 eller 27 e.Kr. trådte Johannes frem og begyndte sin udfordrende forkyndelse om folks levemåde og gudsforståelse i Jordan-egnene. Han levede som vandre­prædikant, og hans virke bestod af bodsforkyndelse og omvendelsesdåb (dvs. renses fra urenhed og syndsbekendelse).

Et højdepunkt var Johannes' dåb af Jesus – og proklamationen af Ham, som Guds lovede Messias (Mattæusevangeliet 3, 13ff - s 861. Det skete sandsynligvis i januar år 28 ved Jeriko. I løbet af det næste halve år virkede og døbte Johannes ved Batanäa i Jarmuk (en sideflod til Jordan). Vi hører, at Jesus også virkede dér og kendte til Johannes' disciple (Johannesevangeliet 1, 35-51).

Om sommeren prædikede Jesus, og hans disciple døbte i Judæa (Johannes 3, 22 - 4, 3), mens Johannes virkede ved den store Ænon-kilde ved Salem, sydligt for Bet Shan, hvor der var meget vand. Jeriko og Ænon har sikkert spillet en profetisk rolle for Johannes. Ved Jeriko blev profeten Elias nemlig optaget til himlen (2 Kongebog 2 - s 331), og profeten Elisa var fra Abel-Mehola (1 Kongebog 19,16), som er Ænon.

En død for Herren

Johannes samlede store skarer omkring sig og styrket af Guds Ånd, trådte han op mod folkets ledere og præster. Afgørende for Johannes' skæbne blev, at han offentligt anklagede kong Herodes Antipas, søn af Herodes den Store, for hor!

Alle vidste, at Herodes havde haft sin svigerinde Herodias som elskerinde og senere giftede sig med hende. Hun var gift med halvbroderen Herodes Filip. Johannes' dom havde været dybt forargeligt for de kongelige.

Kongeparret fik smidt Johannes i fængsel i efteråret år 28 – samtidig med, at Jesus begyndte sit offentlige virke i november samme år. Johannes sad nogle måneder i fængsel (jf. Mattæus 11,1ff - s 871) indtil Herodes' fødselsdag.

Højst sandsynligt har fangenskabet været på borgen Makærus, som lå på den østlige side af Det Døde Hav. I denne periode lyttede Herodes fortsat til Johannes, da han vidste, at han var en hellig og retfærdig mand.

I marts år 29 holdt Herodes Antipas sin fødselsdagsfest på borgen. Herodias misbrugte sin datter – ifølge den jødiske historieskriver Josefus hed hun Salome og var ca. 18 år gammel – to gange under festen. Først udstillede hun Salome ved at lade hende danse for gæsterne. Normalt fik man andre kvinder til at gøre det og ikke kongefamilien selv. Dernæst udnyttede hun hende til at bede kongen om at få Johannes Døberens hoved på et fad, hvor der normalt var anrettet mad på. Hun kunne have fået op til det halve af kongeriget, men valgte – presset af sin mor – at få lukket munden på den profetiske røst, der talte sandt om synden og egoismen.

Vi ved ikke, hvor Johannes blev begravet. Nogle af hans disciple sørgede for det og underrettede Jesus om den tragiske begivenhed. Herodes og Herodias måtte senere flygte til (sandsynligvis) Lyon i det nuværende Frankrig.

Men Johannes' virke og vidnesbyrd var kendt og pegede utvetydigt på verdens Frelser. Hans tjeneste for sin Herre var kendetegnet af noget særdeles vigtigt: »Han skal blive større, jeg skal blive mindre.« (Johannes 3, 30).

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 04.11.2003