De kristne kirker er mange og forskellige. Men de er samtidig et stort fællesskab. Og det opleves især her i de fælleskirkelige bedeuger i januar. Det er en hundred år gammel tradition at kristne, på tværs af de traditionelle kirkeskel, samles i for at bede sammen. Bede for hinanden, for vækst og fornyelse og ikke mindst for de forfulgte og trængte kirker rundt i verden. 

Hvert år har sit tema og her i 2011 er det Enhed. Den enhed, som består i, at vi tror på den samme Jesus Kristus og regner os for lemmer på den samme åndelige krop.

Billedet med kroppen bruges ofte i Bibelen når styrken og enheden i det kristne fællesskab skal understreges. Alle dele på kroppen er forskellige. Ingen dele kan undværes og ingen kan udfylde hinandens funktioner. Sådan tror vi også det forholder sig i den kristne kirke, både på det lokale plan i den enkelte menighed, men også i det større og mere globale perspektiv.

I Danmark og i Europa vokser kirken ikke for tiden. Det gør den til gengæld i Asien, Afrika og Sydamerika. Kristendommens centrum er rykket til den sydlige halvkugle og det er på disse kontinenter at dagsordenen sættes for kirken i disse år. Måske fordi de beder langt mere end vi i det travle vesten gør. Og måske fordi de ikke så omklamret af materialistisk velstand, som vi er det. Eller også er det blot fordi Gud har flyttet lysestagen...

De kristne kirker i Europa og Nordamerika er i dag de svage og kraftesløse lemmer på den krop, som hele den kristne kirke udgør. Og derfor har vi ekstra meget brug for at bede om enhed og ydmyghed. Og for at stå sammen i gensidig respekt og anerkendelse. Og for give Guds ånd og Guds ord lov til at fylde os og forny os.