02.03.2016 00:00 Age: 9 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Judas - den gådefulde forræder

Det var ikke Guds plan, at Judas skulle forråde Jesus. Og det var da slet ikke planen, at han efterfølgende skulle dø. Men han mistede troen og forlod Jesus.


Foto: Getty Images / iStockphoto

De fleste har hørt om Judas. Den discipel som endte med at angive Jesus til de religiøse ledere. Og som siden fortrød hvad han havde gjort og hængte sig.

Vi ved ikke rigtig hvorfor Judas på den måde forrådte Jesus. Måske følte han sig svigtet af Jesus, som han havde haft nogle helt andre forventninger til. Måske ville han hjælpe Jesus lidt på vej til konfrontationen med landets ledere? Eller måske var han bare fristet af de gode bestikkelsespenge og tænkte, at Jesus nok skulle klare den.

Ikke Guds plan

Men én ting ved vi: Det var ikke Guds plan, at Judas skulle forråde Jesus. Og det var da slet ikke planen, at han efterfølgende skulle dø. Der var andre disciple som også svigtede Jesus. Peter bandede endda på, at han ikke kendte noget til Jesus. Men lige som Peter efterfølgende fik tilgivelse for sin synd, sådan ville Judas også have fået det - hvis han havde ønsket det.

Skæbnetro hører ikke hjemme i kristendommen. Vi har alle muligheden for at sige nej til de fristelser som møder os. Og falder vi alligevel, så har vi muligheden for at bede om tilgivelse. Ingen er dømt på forhånd. Det var Judas heller ikke.

Een af os

Der er skabt mange fantasifulde fortællinger om den gådefulde Judas. Men sandheden er nok, at han var som de fleste af os: Optaget af sine egne drømme og forventninger. Med en lidt flosset moral, hvor målet somme tider helliger midlet. Glad for penge, og ikke særlig religiøs. Og da det viste sig at Jesus alligevel ikke var den han havde håbet på, så gik han sine egne veje. Han havde mistet troen på Jesus.

Da det gik op for Judas hvor meget han havde taget fejl og han fortrød det han havde gjort, var det ikke for sent. Han synes nok det var for skamfuldt at vende tilbage til Jesus, men der er ingen tvivl om, at Jesus havde taget imod ham og tilgivet ham. Jesus bar nemlig ikke kun vores skyld, men også vores skam.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 02.03.2016

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også