18.07.2020 18:03 Age: 4 yrs
Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Jeg er gennemskuet!

I menneskelige relationer kan vi skjule det i vores liv, vi ikke er så stolte af. I relationen til Jesus er vi gennemskuet og elsket

Blomsterne i vores have arter sig fra den bedste side i øjeblikket. Jeg har den seneste måned delt adskillige billeder på Facebook af Clematis, studenternelliker og andet godt.

En brøkdel af virkeligheden

En stor kreds af venner og familie kommenterer positivt såvel på blomster som haven i al almindelighed.

Billederne er smukke, men sandheden er, at de kun præsenterer en brøkdel af virkeligheden. Der er meget andet i vores have, der ikke fanges af kameralinsen. De sammengroede bede, ukrudtet imellem fliserne, de ting, vi ikke lige fik ryddet op, træværket, der råber GORI!

På Facebook ses kun det, jeg vælger at vise!

Sådan kan man vise et ufuldstændigt billede af sit liv til mennesker.

Gennemskuet og elsket

Jeg kom til at tænke på, at hos Jesus er det anderledes. Jeg vælger selv, hvor meget jeg vil fortælle til Jesus. Men virkeligheden er den, at han ved det hele på forhånd! Selvom jeg ikke taler med ham om det, så er det alligevel kendt stof for ham. Faktisk kender han mig langt bedre end jeg selv gør.

Den grimme tanke, hvor jeg ønskede et andet menneske hen, hvor peberet gror. Pengene, som jeg ikke opgav til skattevæsenet. Den hvide løgn. Det er alt sammen kendt af Jesus.

Jeg er gennemskuet! Han ser ind bag masken.

Det kan virke skræmmende, men den gode nyhed er, at jeg er gennemskuet og elsket på en og samme tid.

Intet i mit liv kan slå hans kærlighed til mig ihjel eller få ham til at tage afstand.

Han ønsker at dele livet med mig, og han har sagt, at han vil tilgive mig alt det forkerte.

Jeg kan derfor trygt tale med ham om alt det, som han alligevel ved. Han inviterer mig til det, og han sidder klar til at hjælpe mig med det hele.


Lilian Holm Kofod

Skrevet af:
Lilian Holm Kofod

Lagt på nettet 18.07.2020

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også