Hvem er jeg?

---

Skabt og villet af Gud

Vi mennesker er fra begyndelsen skabt i Guds billede. Dvs. vi blev oprindelig skabt så vi lignede Gud.

Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden. Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
(1. Mosebog 1:26-27).

Vore personlige egenskaber, det som gør os til mennesker i modsætning til dyr, er en afglans, et slags spejl af Guds eget væsen. Vi bærer i os en gnist af noget guddommeligt. Det betyder at

Jeg er unik og værdifuld

Netop fordi jeg ikke er produkt af en tilfældig udvikling, men er skabt og villet som den jeg er, så har jeg en enestående værdi. Jeg skal ikke selv gøre mig værdi!

• Jeg var kendt af Gud, inden jeg blev født (Salme 139:16)
• Jeg er original og uerstattelig (Esajas 43:4a)
• Jeg er skabt til evigt liv og fællesskab med Gud
• Gud har en plan med mit liv (Efeserbrevet 2:10)

At jeg er skabt og villet af Gud betyder også at

Jeg er ansvarlig for mit liv

Mit liv er ikke mit eget, men Guds gave til mig.

• Jeg står under Gud og skal tjene og ære ham
• Mit liv er ikke mit eget, men en gave jeg skal forvalte
• Jeg er ansvarlig overfor mennesker og verden omkring mig

 

Jeg er en synder

Som nyskabt menneske blev min lighed med Gud dog meget hurtigt spoleret. Adam og Eva, de første mennesker, blev sat på en prøve i paradiset. I stedet for lydighed og taknemlighed over alt det de havde, tog de frugten fra det eneste forbudte træ, kundskabens træ. De afviste at adlyde Gud. Konsekvensen var at døden kom ind i verden og de blev fordrevet fra paradiset og dermed fra Guds nærhed. Læs om dette i 1. Mosebog kap. 3.

Pga. Adam og Evas synd imod Gud trængte døden og fordømmelsen igennem til alle mennesker, fordi vi alle lige siden har syndet.

Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.
(Romerbrevet 5:12).

 

Mig selv i centrum

Vi kalder dette for arvesynden, for at understrege at synd ikke alene er det jeg gør, men snarere det jeg er. Min grundlæggende synd er at jeg sætter mig selv i centrum på bekostning af Gud og andre mennesker. Denne grundsynd er blevet en del af min medfødte menneskenatur.

Som eksempel kan vi tænke på en mælkebøtte. Det er ikke nok at rykke blade og blomster af hvis vi vil have den fjernet. Den dybe rod sidder stadig i jorden og vil vokse op til en ny plante. Sådan er også synden i vore hjerter, hvor den har slået dybe rødder.

Med synden følger skylden og med skylden følger straffen, og straffen er døden. Det er derfor døden er en del af livet. Døden slipper vi ikke for så længe vi lever her på jorden. Men der er alligevel håb. For trods synden og døden er vi stadig værdifulde i Guds øjne.

Der er håb for os syndere

Netop vores synd og den fordømmelse som hviler over os, vil Gud frelse os fra. Han gav et løfte om dette allerede på syndefaldets dag. Til slangen (Djævelen) siger Gud:

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.
(1. Mosebog 3:15)

Med andre ord: Af kvindens slægt skal fremstå et menneske som skal gøre op med det onde og knuse Djævelens magt. Dette menneske kom med Jesus.

Den der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger
(1. Johannes brev 3:8)

Jesus blev vores frelser

Som Guds søn var Jesus ikke underlagt døden som vi er det. Men han gik frivilligt i døden for at sone vores synd og skyld så vi igen kunne få fred med Gud. Som vores stedfortræder overfor Gud betalte han vores gæld.

Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.
(Kolossenserbrevet 2:14)

Jesus gjorde regnskabet op og kvitterede for den regning vi ikke kan betale. Derfor råbte han umiddelbart inden han udåndede på korset: "Det er fuldbragt" (Johannesev. 19:28-30)

En kristen har to "naturer"

Som medlem af menneskeslægten bærer jeg altså på en syndig natur, som ikke vil underordne sig og adlyde Gud. Denne natur kan jeg ikke forbedre mig fra eller på anden måde slippe af med. Heller ikke som kristen.

Født påny

Derfor skaber Gud noget helt nyt. Gennem troen og dåben tilregner han den kristne en ny natur. Det er dette Bibelen kalder for den "nye fødsel". Jesus taler om dette i sin samtale med Nikodemus:

Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd."
(Johannesev. 3:5-6)

 

En troende kristen er altså et "genfødt" menneske som i tillæg til sin gamle (kødets) syndige natur er blevet tilregnet en ny natur som vil det gode og som adlyder Gud. Det er dette "nye genfødte menneske" som Gud frelser til evigt liv. (Se Romerbrevet kap. 4 vers 3-8)

De to naturer ligger i konstant strid med hinanden og først i den nye himmelske verden bliver vi løst fra den gamle natur - vort gamle menneske. Bibelen taler meget om netop dette. Læs f.eks. Romerbrevet 7:22-8:1. Senere i Romerbrevets 8. kapitel forklarer Paulus om forskellen med "kødet", den gamle natur, og "ånden", den nye natur:

Det, kødet vil, er død, og det Ånden vil, er liv og fred: For det kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer.
(Romerbrevet 8:6-9)

Håbet om det nye liv

På Bibelens allersidste blade beskrives noget af det som den kristen håber og ser frem til, den dag den gamle natur endeligt skal tilintetgøres:

Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.
(Johannes Åb. 21:4)

Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden bor, fordi den nuværende jord er dømt til undergang. Som mennesker er vi fremmede, dvs. på vej til vort evige hjem. Dette minder døden os ofte om. Derfor er det vigtigste og det største vi mennesker kan opleve, at få del i det evige liv på den nye jord. Dette håb og denne overbevisning giver trøst, frimodighed og glæde i al den modgang livet ellers kan byde os.

... I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.
(1. Peters brev 1:8-9)

Næste studie | Tilbage til studieoversigt

---

Lagt på nettet 14.01.2004