03.07.2003 12:00 Age: 21 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvad lavede Jesus inden han blev voksen?

Jeg gad godt vide hvorfor der ikke står beskrevet noget i biblen om Jesu ungdom!? Hvorfor slutter historien mens han var barn og starter igen da han er voksen? Hvad lavede han i mellemtiden?

Bibelens fortælleteknik er således, at den er tavs om de tidsperioder, hvor der ikke sker noget vigtigt. For eksempel hører vi kun ganske lidt om de godt tre hundrede år mellem Josefs død i Første Mosebog og Moses' fødsel i Anden Mosebog. Vi får kun gengivet de få, men vigtige forandringer, som er nødvendige for at forstå tingenes tilstand og baggrunden for Moses' virke. Det fylder ét kapitel. Modsat er alt det, Moses gjorde, ekstremt vigtigt, både for Israel, Ægypten og resten af verden, både for Gammel Testamente og for Ny Testamente, og derfor bruges der 136 kapitler på det.

På samme måde med Jesu liv. Mellem hans spædbarnetid, som i Lukasevangeliet fylder 40 vers, og hans voksne, offentlige fremtræden levede han en et roligt liv i en mindre by i Galilæa i det nordlige Israel. Den eneste begivenhed, som er værd at bruge tid på at fortælle, er hans besøg i templet, da han var tolv år gammel. Den fylder så 12 vers. Men hans voksne, offentlige liv er ekstremt vigtigt både for de første disciple og for hele menneskeheden, og derfor bruger Lukas-evangeliet 22 kapitler på det. Bibelen fortæller altså ikke noget om Jesu ungdom, fordi der ikke var noget vigtigt at fortælle

Hvis man tager fejl af denne fortælleteknik og fejlagtigt tror, at Bibelen bevidst skjuler noget, så er vejen åbnet for alle mulige spekulationer, som vor tid da også er rig på, f.eks om at Jesus skulle have været i Indien o.l., men den slags spekulationer er der intet historisk grundlag for. Havde Jesus haft en vigtig rejse til Indien af afgørende betydning for hans virke, så havde Bibelen fortalt den. Det kan godt være, at Jesus i sin ungdom har besøgt Jerusalem mange gange ud over den ene, som vi hører om, da han var tolv år. Der er heller intet i vejen for, at han kan have besøgt Rom eller Indien bortset fra, at han ikke kom fra nogen rig familie med gode muligheder for at rejse. Men uanset hvad han har lavet, har der intet været af betydning for hans mission og vores erkendelse af ham. Derfor fortæller Bibelen intet. Bibelen er nemlig ikke en dagbog eller en årbog, men en bog om menneskers gudsforhold, og kun de ting, som er relevante for det, bliver nævnt.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 03.07.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også