Hvad kan Bibelen bruges til?

---

 

Spørgsmål:

Hvordan kan du retfærdiggøre, at de fleste af dine svar grunder i autoritetsargumentet: "det står i Bibelen", når den er skrevet af mennesker, og mennesket så langt fra er ufejlbarligt? Biblen må, selvom det nok er grænseoverskridende for mange kristne, betragtes som subjektive udlægninger af tro og hændelser.

Hvis Bibelen havde været Guds transskriberede ord, ville argumentet give mening, men så ville Guds eksistens på den anden side også være et faktum.

Jeg er ikke selv troende, tror jeg, og har aldrig sat mig meget ind i kristendommen - ved ikke om det er et dumt spørgsmål.

Svar:

Bibelen er vores kilde til viden om Gud

Dit spørgsmål er ingenlunde dumt, men tværtimod særdeles vigtigt for både troende og ikke-troende. Det drejer sig om selve kilden til vor viden om Gud og denne kildes art. Netop derfor er jeg nødt til at give et meget omfattende svar.

Når folk spørger om, hvad Bibelens lære er, er det helt naturligt at svare med henvisninger til Bibelen. Det svarer til at henvise til Karl Marx, når nogen spørger om hans mening.

Men noget andet er det, når der spørges om sandheden og virkeligheden, og der så henvises til Bibelen. Her må man gøre sig klart, hvad Bibelen er, og hvad den ikke er.

Bibelen er ikke én bog, men mange forskellige skrifter, helt nøjagtig 66. Selve navnet Bibel kommer fra det græske "biblia", som betyder "bøger." Dernæst er disse 66 skrifter blevet til på flere forskellige måder. Og disse måder vil jeg forsøge at give en oversigt over, ligesom jeg vil forsøge at beskrive, hvad de kan bruges til, og hvad de ikke kan bruges til.

1. Åbenbaringer

Nogle få af bøgerne - eller dele af dem - er blevet til ved, at deres forfatter har fået ordene eller budskabet i et syn eller en anden form for åbenbaring fra den usynlige verden. Det gælder især dele af profetlitteraturen i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente udelukkende Johannes' Åbenbaring og enkelte andre korte afsnit, som for eksempel Apostlenes Gerninger, kapitel 10, vers 6 og vers 10-16 og kapitel 22, vers 17-21 og lignende.

Disse åbenbaringer indeholder hovedsagelig fem ting:

For det første syner af Gud. Dvs. beskrivelser af, hvordan Gud ser ud og i forbindelse dermed, hvad han gør og siger i eller fra den himmelske verden. Der er tre eksempler på det. Det er Esajas' bog, kapitel 6, vers 1-10, og Ezekiels bog kapitel 1 og Johannes' Åbenbaring kapitel 4-5. En meget vigtig kommentar til den type åbenbaringer får vi hos Paulus i hans andet brev til korinterne, kapitel 12, vers 1-10.

For det andet afsløringer af afgudsdyrkelse og ondskab hos menneskene. For eksempel Ezekiels bog kapitel 8.

For det tredje opmuntringer til det trængte Israel. For eksempel Esajas kapitel 40-66.

For det fjerde forudsigelser af fremtiden. Dem er der mange af rundt omkring hos profeterne, for eksempel hos profeten Esajas, kapitel 13-35, og hos profeten Jeremias, kapitel 13 og kapitel 21-25 og kapitel 27-31 og kapitel 46-51og hos profeten Ezekiel, kapitel 24-48 og mange andre steder.

For det femte vejledninger i arbejdet for at forkynde kristendommen, så det fører til oprettelse af menigheder (herefter kaldet missionsarbejdet).

For eksempel Apostlenes Gerninger kapitel 13, vers 1-3, kapitel 16, vers 9-10 og måske vers 7, kapitel 21, vers 10-14.

Det er bemærkelsesværdigt, at både afsløringerne af ondskaben, opmuntringerne til det trængte Israel og forudsigelserne af fremtiden før eller siden kan kontrolleres af læseren, og vejledningerne for missionsarbejdet oplevedes relevant af dem, der stod i dette arbejdet. I den tredje verden oplever de kristne, ikke mindst de, der er forfulgt, ofte lignende vejledende og særdeles relevante åbenbaringer.

Hvad kan åbenbaringerne bruges til i en debat?

Åbenbaringerne er det, som er sværest for ikke-troende at anerkende af den enkle grund, at mange mennesker ikke regner med eksistensen af nogen usynlig verden eller nogen usynlig Gud og heller ikke regner med, at åbenbaringer kan forekomme. Overfor sådanne holdninger har disse åbenbaringer således ingen umiddelbar beviskraft i en diskussion.

Modsat kan man heller ikke se bort fra, at teksterne faktisk rummer overbevisningskraft. Forfatteren påstår jo, at han har set noget. Derfor skal man ikke undre sig over, at nogen faktisk bliver overbevist om, at disse forfattere taler sandt. Og derudover må man sige, at det er umuligt at bevise, at de ikke taler sandt. Med andre ord: selv om de ingen umiddelbar beviskraft har i en diskussion, så kan de godt på længere sigt påvirke debatpartneren til tro. Og både afsløringer, opmuntringer og forudsigelser kommer til at stå meget stærkt, efterhånden som læseren selv oplever, at budskaberne bekræftes og indfries. Eller hvis han hører forfulgte kristne fortælle om deres dramatiske erfaringer.

Disse tekster har nok også en vis positiv betydning for mennesker fra andre religioner, som i forvejen tror på åbenbaringer, f. eks. muslimer.

Kort sagt: Når vi diskuterer om den usynlige verden findes, og hvad den indeholder, så henviser vi til de bibelske forfattere, som påstår, at de har set og hørt noget derfra. Det er da fuldstændig konsekvent og logisk. Men de giver - i første omgang i hvert fald - kun mening for den, som ikke på forhånd fuldstændig vil udelukke, at den usynlige verden findes.

2. Øjenvidneberetninger og historiske undersøgelser

Den næste gruppe er enten øjenvidneberetninger til vigtige begivenheder i verdenshistorien (for eksempel Johannes-evangeliet) eller historiske undersøgelser af på grundlag af kildeskrifter eller øjenvidneudsagn (for eksempel Lukas-evangeliet og Konge- og Krønikebøgerne i Gammel Testamente).

Næsten alle de begivenheder, som disse skrifter beretter om, kunne ses af mange mennesker. De var i bedste forstand offentlige.

Her falder historisk værdi og religiøs sandhedsværdi sammen, fordi det religiøse budskab består i, at usædvanlige begivenheder har fundet sted og en ellers usynlig gud har givet sig meget fysisk og i sidste ende endog meget legemligt til kende.

F. eks påstår Anden Mosebog, at der på Moses befaling kom ti plager over datidens stærkeste militærmagt Ægypten, som samtidig var et tyranni på linje med Hitlers, og Anden Mosebog påstår, at disse plager tvang Ægypten i knæ, så landets leder, Farao, måtte give israelitterne fri fra slaveriet. Hundretusinder, ja måske millioner af mennesker kunne følge det hele, for de stod selv midt i det.

Yderligere påstår denne bog, at israelitterne efter udfrielsen kom til Sinaj bjerg og hørte en voldsom stemme fra bjergets top. Denne stemme talte ud fra røg og ild og var så voldsom, at bjerget rystede. Stemmen gav sig til kende som den gud, der havde befriet israelitterne, og derefter sluttede den pagt med dem og gav dem de ti bud. Det er den forholdsvis korte tekst, som vi kan læse i Anden Mosebog, kapitel 20. Her er det indlysende, at der ikke er tale om nogen subjektiv udlægning af en eller anden hændelse. Stemmen talte tydeligt og med en kraft, som hverken indgød til modsigelse eller subjektiv forvanskning.

Herefter var folk så rædselslagne, at de bad sig fri for at høre mere og sendte Moses op for at tale med Gud. Resten af Moseloven stammer fra Moses' samtaler med Gud både på Sinaj bjerg og under resten af ørkenvandringen, som vi kan læse om i resten af Mosebøgerne.

Indholdet af alle disse samtaler har vi udelukkende fra Moses, og vores tillid til disse referater bygger altså på tillid til hans person, og på det forhold, at den mægtige stemme, som lød ved Sinaj fortsat vedkendte sig ham som sin tjener. Der indtraf nemlig fortsat underfulde offentlige hændelser efter åbenbaringen på Sinaj.

Mange mennesker vil benægte, at disse bibelske skrifter er øjenvidneberetninger, og benægte, at begivenhederne overhovedet har fundet sted. Man vil i stedet hævde, at beretningerne er sagn eller legender. Denne påstand kan blandt andet støtte sig til, at vi kun har én kilde til disse begivenheder, nemlig Anden Mosebog. Så skal det i Anden Mosebogs favør tilføjes, at det billede af den ægyptiske og nærorientalske kultur som Anden Mosebog giver (og ligeledes Første Mosebog for dens sags skyld), passer fuldstændig med det, som vi fra andre kilder ved om netop den periode, hvor Bibelen siger, at begivenhederne fandt sted.

Eksempel på Bibelens egne tidsangivelser

Bibelen selv angiver, at udgangen fra Ægypten fandt sted i det 480. år før kong Salomo begyndte at bygge templet i Jerusalem. Det står i Første Kongebog, kapitel 8, vers 1.

Ifølge forskeren Edwin R. Thiele døde Salomo i året 931/30 før Kristus (nytåret lå anderledes end vores, derfor skal der to af vore årstal til at markere deres år). Hans fjerde regeringsår, hvor han begyndte at bygge templet, bliver da 967/66, og udgangen af Ægypten bliver da 1447/46 før Kristus.

Eksempler på andre kilders dokumentation af samme begivenheder

Når vi går længere frem i Israels historie, tegner der sig et andet billede af dokumentationen for begivenhederne:

De sidste 200 års arkæologi har gravet alternative kilder frem til de senere begivenheder i Israels historie (især fra århundrederne efter år 850 før Kristus og derudover nogle få spor fra tiden tilbage til omkring år 1000). Ligeledes har man fundet byer, ja endog bygninger, som er nævnt i Bibelen. Det gælder den del af Israels historie, som kongebøgerne og krønikebøgerne i Det gamle Testamente beretter om.

Det er kendetegnende ved alle disse kilder, bibelske som ikke-bibelske, at de er religiøse i den forstand, at alle forfatterne troede på, at deres gud eller guder styrede verdens gang. Så disse forskellige kilder vil ikke samstemmende vise, at Israels Gud findes eller udførte begivenhederne, men de er enige om, at både kong Sankerib i Assyrien og kong Nebukadnezar i Babylon og en hel del flere, heriblandt en del af Israels egne konger, ikke er sagnfigurer, men ægte historiske og velbevidnede skikkelser, og kilderne er enige om, hvor og hvornår de levede. Så langt bekræftes de bibelske kilder altså af andre kilder.

To forhold er endvidere meget underbyggende for troværdigheden af Konge- og Krønikebøgerne

For det første: Selv om de ikke er øjenvidneberetninger, så er de grundige historiske undersøgelser, som er fulde af litteraturhenvisninger til skriftlige kilder, som de bygger på. Kilderne er nævnt mange gange og hver gang ved navn.

For det andet så har ovennævnte Edwin R. Thiele (1895-1986) i en doktorafhandling fra 1951 løst det problem, man siden Oldtiden har oplevet ved læsningen af de mange indviklede årstalsangivelser i Konge- og Krønikebøgerne, og han har samtidig påvist, at disse angivelser er endog særdeles nøjagtige.

Det beviser for mig at se, at de virkelig bygger på de skriftlige kilder, som de i alt 49 gange henviser til (se bilag nedenfor).

Thieles bog hedder "The mysterious numbers of The Hebrew Kings" (De hebræiske kongers mystiske årstal) og den udgave, jeg har, er fra 1994 og har ISBN 0-8254-3825-X.

Ugennemskuelige henvisninger og tidsangivelser

Nu er det sådan, at kildeskrifter og kultur og topografiske forhold kan forsvinde eller ændre sig med tiden således, at de ikke længere lader sig anvende som henvisninger. Det er nøjagtig det, som er sket med næsten alle de ting, som Gammel Testamente henviser til. Til gengæld har disse skrifter født en levende arkæologisk interesse for Mellemøsten hos vesterlændingene, og denne interesse har sat mange udgravninger i gang, som har bragt ting for dagen, som Gammel Testamente ikke henviser til som kilde, men bare regner med som helt dagligdags tring, f. eks. byerne, skrivekunsten, bestemte bygninger, kulturelle forhold, udenlandske kongers beretninger om deres krige med Israel osv. Så selv om Bibelens egne kilder ikke længere findes eller ikke er fundet, så er der fundet ganske megen anden dokumentation for, at den historie, de fortæller, er sand. Det eneste, vi ikke kan dokumentere, er som nævnt, at det var Israels Gud, der stod bag. Det har vi kun Gammel Testamentes ord for.

Men også her oplever man, at teksten kan overbevise i kraft af sin egen troværdighed og evne til at ramme og tale til dybderne i menneskets sjæl.

Det særlige ved Israels historie er, at den begynder med Guds udvælgelse og befrielse af dette folk. Formålet med disse begivenheder er ikke, at Gud kun vil gøre noget for Israel, men at han gennem dette folk i sidste ende vil gøre noget godt for hele menneskeheden, nemlig bringe velsignelse til alle jordens slægter. Dette formål er klart beskrevet allerede ved udvælgelsen af Abraham, Israels stamfader. Det står i Første Mosebog, kapitel 12, vers 1-3, og deraf ganske særligt den sidste sætning.

Efter Israels befrielse fra Ægypten slutter Gud pagt med dem, og resten af Israels historie viser så, hvordan det gik Israel i forhold til denne pagt. Og derfor bygger Konge- og Krønikebøgerne på to typer kilder, dels de mange historiske kilder, dels pagtsteksterne fra Moseloven. Ud fra historiske optegnelser beskriver Kongebøgerne og Krønikebøgerne så de mange historiske hændelser, og med Moseloven (pagtsteksten) som norm giver de en religiøs bedømmelse af hver enkelt konges religiøse politik og folkets levevis på hans tid. Bøgerne påviser, at det gik Israel godt, når de holdt pagten, og dårligt, når de brød den. Og Israels undergang skyldes vedvarende pagtsbrud.

Den historiske Jesus

Da alle muligheder for at gennemføre Guds plan om velsignelse til alle jordens slægter gennem det udvalgte Israel og dets kongedømme var udtømte, sender Gud sin egen søn, Jesus fra Nazareth. Han er kulminationen på det hele, og han er velbevidnet som historisk skikkelse fra både nytestamentlige kilder og fra samtidige romerske og jødiske kilder. Uden for Ny Testamente er han dog kun nævnt i korte notitser, og hans undere er kun nævnt af de jødiske kilder, hvoraf Josefus (37-o.100 efter Kristus) nævner dem positivt, og de rabbinske kilder (Talmud) nævner dem kritisk, idet de mener, at han gjorde undere ved Djævelens hjælp.

Det korte stykke hos Josefus står i hans skrift "Jødisk arkæologi" eller Antiquitates, som det vist hedder på latin, kapitel 3, afsnit 3. Afsnittet er omstridt blandt forskerne, ikke fordi nogen af håndskrifterne mangler det, så vidt jeg er orienteret, men fordi man mener, at en jøde, der ikke var kristen, ikke kan have skrevet så positivt om Jesus, og derfor mener man, at det må være et indskud, som en eller anden kristen har skrevet og uretmæssigt sat ind. Den diskussion kan jeg ikke afgøre, men blot pege på, at også uden dette afsnit er både Jesu eksistens og hans undere er nævnt udenfor Ny Testamente, omend uden positiv holdning til ham og hans undere.

Vi møder altså en usædvanlig skikkelse med en usædvanlig myndighed. Ny Testamente siger, at han optrådte med guddommelig myndighed både over sygdomme og naturens kræfter og dæmoniske kræfter. Der siges også, at han påstod at kunne tilgive synder og at han ville komme ved verdens ende som verdens dommer og genoprette paradiset.

Den slags ting kan ikke bevises, men tre af hans disciple så ham dog vise sig i sin guddommelige stråleglans, men denne begivenhed har vi så kun disse tre øjenvidner til.

Dog står Jesu opstandelse for sig selv. Ingen har nemlig set den ifølge Ny Testamente, hverken venner eller fjender af Jesus. Fjenderne, de romerske soldater, der holdt vagt, så en engel stige ned og vælte stenen fra, inden de besvimede, og bagefter så de måske den tomme grav. Jesu venner så heller ikke selve opstandelsen, men de så både den tomme grav og den opstandne selv, og ikke alene så de ham, men de talte også med ham og fik lov til at røre ved ham og mærke naglemærkerne efter korsfæstelsen og mærket efter spydstikket i hans side, og de gav ham mad, som han spiste. Dertil kommer, at de så ham ikke kun én gang, men mange gange, i en periode på 40 dage, inden han blev løftet ind i den usynlige verden.

Derfor kan man hverken fortænke dem eller alle de andre af hans disciple - ved en bestemt lejlighed mere end 500 personer - at de troede på, at Jesus var opstået var de døde. Man kan som regel ikke bebrejde folk noget, de uforvarende har oplevet.

At han steg ind i den usynlige verden kan man heller ikke fortænke de elleve apostle i at tro, for det så de selv, og hele menigheden i Jerusalem plus tre tusind tilstrømmende nysgerrige oplevede Helligåndens komme som ildtunger og stormvejr, så det kan man heller ikke fortænke dem i at tro på.

Siden trådte inderkredsen gang på gang frem som vidner for retten og bevidnede Jesu opstandelse, så myndighederne fik noget at tænke på.

Den samlede konklusion

Konklusionen er, at der er mange vidner til Jesu liv. Det meste foregik i offentlighed, hvor kun kvaliteten og ikke fakticiteten kan benægtes. Det er lige præcis det, som var Jesu modstanderes problem: "Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn." (Johannes-evangeliet, kapitel 11, vers 47). Dog viste han sig efter sin opstandelse fra de døde kun for de troende, og her er det deres troværdighed, det hele hænger på. To forhold taler for deres troværdighed, dels, at de hverken fik penge eller magt, men kun lavstatus og forfølgelse for deres forkyndelse, dels at de aldrig tillod deres tilhængere at lyve. Hvis de forkyndte noget, som de inderst inde godt vidste var en løgn, ville de det have været meget svært for dem ikke at tillade deres tilhængere at lyve.

Et spørgsmål om vidners troværdighed

Bevidnelsen af Jesu opstandelse afhænger således af Jesu venners troværdighed. Det er der skrevet mange bøger om, blandt andet Frank Morisons "Den tomme grav" (Steen Hasselbalchs Forlag, København 1931), hvor han gør gældende, at der ud fra en psykologisk og historisk synsvinkel kun er én mulighed tilbage, når alle indvendingerne er gennemgået, nemlig, at Jesu venner er troværdige, og at der derfor er al grund til at tro, at Jesus er opstået fra de døde.

Frank Morison var en engelsk jurist, der ikke på Jesu opstandelse, og han satte sig for at skrive en bog, hvor han ville påvise, at Jesus ikke var opstået fra de døde. Da han begyndte at udarbejde bogen, førte hans logiske undersøgelser til det modsatte resultat af det planlagte. Han kom til den konklusion, at Jesus virkelig er opstået fra de døde. Bogens oprindelige, engelske titel er "Who moved the stone?" ("Hvem flyttede stenen?" nemlig stenen fra Jesu grav i en klippehule).

Forfatteren C.S.Lewis (1898-1963) stiller det i et tilsvarende eventyr (Løven og heksen og garderobeskabet) meget enkelt op: Enten er de syge, eller også er de løgnagtige, eller også må vi tro på, hvad de siger. Og jeg finder ingen grunde til, at de skulle være syge eller løgnagtige. Derfor kan vi roligt tro på det, de siger.

C. S. Lewis er lige så interessant som Frank Morison. Lewis var professor i litteratur ved universitetet i Cambridge og var ateist. Han troede ikke, at der fandtes nogen gud. Forskellige logiske, rationelle overvejelser, som han gør rede for i sine bøger, førte ham til den konklusion, at Gud må findes, og Jesus må være åbenbaringen af denne Gud. Lewis havde læst myter og legender og sagn hele sit unge liv, og derfor kunne han med det samme se, at Ny Testamentes beretninger om Jesus ikke er nogen af dele. Det har karakter af øjenvidneberetning. Dette forhold var medvirkende til, at han kom til at tro på Jesus og hans opstandelse.

Centralt i Bibelen står altså Jesu overvældende myndighed og kærlighed. Og hans myndighed har betydning for den kristne kirkes syn på Det gamle Testamente. Når en mand med en sådan ufatteligt stor myndighed har anerkendt Det gamle Testamente, som han gør i talrige udtalelser i Ny Testamente, hvem er da vi, at vi skulle underkende ham?

Hvad kan disse øjenvidneberetninger og historiske undersøgelser bruges til i en debat?

Kort sagt viser de, at kristendommen ikke bygger på subjektive følelser, men på begivenheder i historien.

Disse beretninger og undersøgelser kan vise os selve kristendommens grundlag, nemlig at Gud har grebet ind i historien for at redde menneskene fra en grusom skæbne. Og de kan vise os, at kristendommen ikke tror på myter eller legender eller sagn eller bare følelser, men på historiske begivenheder med kolossale konsekvenser.

I kristendommen indgår altså et meget stærkt historisk element med megen historisk dokumentation - nøjagtig som i megen moderne debat om politik, naturressourcer, militære forhold og ikke mindst jura.

Kristendommens særlige karakter kommer også frem ved disse begivenheder. For mens de andre store religionsgrundlæggere (Muhammed, Buddha og de hinduismens lærere) ikke har nogen afgørende historiske begivenheder at tale om, så forkynder kristendommen øjenvidnernes og historikernes ord om, at han har grebet afgørende ind for at vende historiens triste gang. Eneste undtagelse er Moses, som har grundlagt jødedommen, men kristendommen regner også ham som en af sine fædre.

Modsat har Muhammed kun to afgørende begivenheder at fortælle om, nemlig skabelse og Dommedag. Resten er stort set kun Guds beskeder om, hvordan menneskene til alle tider og steder skal opføre sig samt en deraf følgende vis chance for at komme i paradis.

Buddha har endnu mindre at fortælle, hverken skabelse eller Dommedag, end ikke Gud selv, men kun en vis moral og så en teknik til at undslippe menneskelivets evige gentagelse, så man komme ind i intetheden.

Det samme gælder hinduismen, som dog mener, at teknikken kan føre menneskene til Altet.

Alle disse religioner regner med, at menneskene har et problem, synd eller lidelse, men ingen af dem regner med, at Gud har sejret over dette problem. Menneskene får kun en moral eller en teknik til selv at kæmpe sig ud af problemet.

Kristendommen derimod forkynder både om problemet, som er menneskets ondskab og skyld og den ellers uafvendelige dom, og den forkynder løsningen på problemet, nemlig at Gud har grebet ind og overvundet problemet, så mennesket både kan tilgives, forandres og reddes.

Disse beretninger kan også vise os, at kristendommen ikke er blevet til i hemmelighed, men i fuld offentlighed gennem offentlige begivenheder, hvis virkelighed offentligheden har kunnet kontrollere (med undtagelse af Jesu opstandelse og Jesus som opstanden, som jeg har skrevet om ovenfor).

Jesu opstandelse er kristendommens afgørende begivenhed i den forstand, at uden denne opstandelse er Jesus død som alle andre og kan ikke gøre krav på nogen særlig opmærksomhed efter sin død. Som opstanden er han derimod lyslevende med både sin kærlighed og sin myndighed, som altså stadig gælder. Han er derfor både verdens frelser og dommer. Han er tilværelsens øverste autoritet. Jesu opstandelse er derfor afgørende for kristendommens sandhed.

I en debat kan henvisningerne til Bibelen tjene som dokumentation for, at Jesus lever og virker i dag med sin kærlighed og myndighed. De kan også virke som udfordring for debatpartneren, nemlig en udfordring til selv at undersøge sagen nærmere, enten historisk eller eksistenstielt. Jesus opfordrer os meget klart til det sidste, når han siger følgende i Johannes-evangeliet kapitel 7, vers 17:

"Den der vil gøre [Guds] vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv." Med andre ord: Hvis man efterlever Jesu lære i hverdagen, så vil man erkende, hvor den kommer fra.

3. Konsekvensdragning

Den tredje måde, de bibelske skrifter er blevet til på, er som udmøntninger af konsekvenserne af disse begivenheder, og disse konsekvensdragninger tager form af bønner, salmer, kærlighedsdigte, filosofi, troslære og etik i breve og små bøger.

I Det gamle Testamente er det hovedsagelig refleksioner over skabelsen, syndefaldet og de store begivenheder i Israels historie, herunder netop åbenbaringen på Sinaj med de ti bud og hele Moseloven, og der er analyser af profetens egen samtid ud fra Moseloven, hvor selv en moderne læser kan kontrollere, om der er sammenhæng mellem profeternes forkyndelse og den Moselov, de bygger på.

I Det Nye Testamente er det refleksioner over Jesus og hans lære og dens forhold til Gammel Testamente, hvor enhver igen kan kontrollere, om konklusionerne er rigtige.

Refleksionerne gælder også forholdet mellem Jesu lære og andre religioner.

Disse afsnit, som altså fylder ganske meget af Bibelen, kan kaldes subjektive for så vidt som de ofte bliver til i situationer, som den enkelte forfatter oplever, og hvor situationen kræver et svar. De er også subjektive i den forstand, at forfatterne ofte giver udtryk for deres egne frustrationer over, at deres tilhørere blev deres modstandere. Men de er objektive i den forstand, at de er logiske konklusioner af noget, der er givet forud for dem selv. Og dertil kommer, at forfatterne i Gammel Testamente regnes for profeter, dvs. personer, som er udvalgt og udsendt af Gud med et budskab fra ham. Du kan for eksempel læse om profeten Jeremias' kaldelse i kapitel 1 af hans bog. Gud lægger sine ord i Jeremias' mund, står der i vers 9, og alt, hvad Gud befaler ham skal han tale, står der i vers 7. I Ny Testamente kaldes forfatterne apostle, dvs. udsendinge, altså Jesu udsendinge, og her gør det samme sig gældende, nemlig at man hører Jesus, når man hører en af hans udsendinge. Det siger Jesus selv i Lukas-evangeliet, kapitel 10, vers 16.

Med andre ord er både profeter og apostle ambassadører med den objektivitet, der ligger i det.

Hvad kan de bruges til i en debat?

Disse konsekvensdragninger viser os ganske enkelt, hvad Guds store indgreb i historien betyder for vores hverdag og vores fremtid og vores evige skæbne, og hvordan vi skal forholde os til det.

Så vi kan bruge dem til at få svar på, hvordan vi skal forholde os, hvis vi gerne vil følge Jesu lære, og ligeledes modsat, hvad der sker, hvis vi ikke vil følge Jesu lære. I en moderne debat kan de vise, hvad kristendommens grundlæggere, Jesu bemyndigede udsendinge, mente om disse vigtige

spørgsmål. De har copyright på kristendommen, og derfor må vi følge dem, når vi vil følge kristendommen. Det skal ikke opfattes som en spændetrøje eller et slaveri, men et privilegium, hvor Jesus giver os det tabte paradisliv tilbage, og hvor hans udsendinge har præciseret for os, hvad det indebærer.

Disse konsekvensdragninger er med til at understrege, at det kristne liv ikke er et politisk program om samfundets økonomiske indretning. Der skal være en grundlæggende omsorg for de svage, men hvordan samfundet ellers skal organiseres, foreskriver Ny Testamente ikke noget om. Det samme gælder styreform, spiseregler, klædedragt, hygiejne, renhedsforskrifter, helligdage osv. Alt det er en fri sag, og derfor er de kristne skikke indbyrdes meget forskellige fra land til land, ligesom deres lovgivning er meget forskellig. Det anser jeg for en frihed og ikke en mangel. Ny Testamente er optaget af hovedsagen, som er kærligheden, altså Guds og vores i nævnt rækkefølge, og Ny Testamente er optaget af at præcisere, hvad kærlighed er, og det sket sker dels ved at forkynde, at Skaberen gik i døden for at redde sin skabning og dels ved at skærpe de ti bud helt ind til hjerteroden. Alt andet er overladt til den menneskelige frihed og den menneskelige administration.

Disse konsekvensdragninger - og mangel på samme - kan også inspirere os til selv at tænke videre indenfor den ramme, de har udstukket, og det er lige præcis, hvad den kristne litteratur og kunst har gjort.

Men i en debat kan vi henvise til disse skrifter og afsnit og sige: Se, hvilke rigdomme og hvilken vejledning disse forfattere har opdaget i skrifterne og begivenhederne!

4. Tekster af ukendt oprindelse

Det er det første kapitel eller to i første Mosebog, dvs. skabelsesberetningen og de første bemærkninger om de første menneskers liv. Noget har Adam og Eva selv oplevet og har måske fortalt videre, måske endda skrevet ned, hvis skrivekunsten blev opfundet så tidligt. Andet har de måske fået at vide af Gud selv, og dermed er vi tilbage ved afsnit 1 om åbenbaringer. Dybest set er den kristne kirkes holdning til disse to kapitler afhængig af Jesu autoritet, og han regnede helt klart med, at det, der stod dér, var sandt. At jeg hermed rører ved en hel stormflod af videnskabelig diskussion er jeg mig fuldt bevidst. Jeg henviser til hjemmesiden www.skabelse.dk for nærmere diskussion.

Ingen nedsendte, afskrevne bøger

Ingen af bøgerne, hverken åbenbaringerne eller øjenvidneberetningerne eller refleksionerne, er sendt ned fra himlen og efterfølgende skrevet af på jorden. De er alle blevet til på jorden af mennesker i forskellige situationer og epoker. Derfor er de stilistisk og kulturelt og terminologisk meget forskellige. Og hvad disse forskelle angår, er de subjektive, men øjenvidneberetningerne er objektive i den forstand, at de stammer fra mennesker, som ville træde frem i en retsstal som øjenvidner og som også ved flere lejligheder gjorde det. Det kan vi for eksempel læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 4, vesr 7-22, kapitel 5, vers 17-42, kapitel 6, fra vers 8 til og med kapitel 7, vers 60, og hele kapitel 26.

Til gengæld er der nedsvælgede bøger

Ja, det lyder jo drastisk, men to gange får en profet eller apostel faktisk befaling om at sluge en bog. Bagefter skal han forkynde bogens indhold offentligt. Det står i Ezekiels bog fra kapitel 2, vers 8, til kapitel 3, vers 3, og i Johannes' Åbenbaring kapitel 10, vers 8-11.

Jeg har kun taget disse ejendommelige bogspisninger med for fuldstændighedens skyld og jeg ser dem som udtryk for, at profeten og apostlen ikke bare er upersonlige talerør for Gud, men er dybt personligt involveret.

Kort konklusion

Selv om mennesker ikke er ufejlbare, så er de alligevel gode nok til at fungere i en retssal som øjenvidner og grundlag af deres vidneudsagn fælder vi domme, som får afgørende betydning for dømte og frikendte og os selv. Det gælder ved en ganske almindelige domstol i byretten, der behandler tyveri og færdselsforseelser, og det gælder i den "historiske" eller "eksistentielle" retssal, hvor mennesker træder frem og bevidner, hvad de har set Gud gøre i historien. Det store spørgsmål er, om vi læsere er dommere eller på anklagebænken. Så vidt jeg ser det, er vi til en vis grad på dommersædet, men i samme øjeblik, vi fælder den dom, at vi lægger øjenvidnernes ord til grund, nemlig at begivenhederne har fundet sted, så bekræfter vi også Jesu ord om, at vi er syndere (læs Markus-evangeliet kapitel 7, vers 20-23), og at han er verdens dommer, og så gør vor egen godkendelse af øjenvidnerne os med det samme til anklagede.

Det slipper man for - i hvert fald for en tid - hvis man fælder den dom, at man ikke vil lægge øjenvidnernes ord til grund og følgelig ikke regner med, at begivenhederne har fundet sted. Men det indebærer jo, at vi som dommere ikke er særlig upartiske.

Dertil kommer, at den, der der ikke vil tro på øjenvidnerne, også går glip af glæden over, at Jesus er vores frelser. Og den glæde er så stor, at den langt overgår sorgen over at være anklaget, fordi den fører til vores frikendelse for hans skyld.

Med andre ord kan vi ikke løbe fra øjenvidnernes udfordring. Den rører både ved de ømme punkter og viser en vej ud af problemet. Og den står der netop med øjenvidnernes sandhedsværdi.

Hvad kan vi bruge dem til i en debat?

Vi kan henvise til dem, fordi de hævder at have set noget. De har set noget i himlen, i historien og i konsekvenserne. Og så vil jeg slutte med et citat fra en af dem, som under trussel om straf blev opfordret til at tie stille: "Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt." (Apostlenes Gerninger, kapitel 4, vers 20).

BILAG

Konge- og Krønikebøgerne har mange litteraturhenvisninger og en del henvisninger til arkæologi, kultur, miljø og politik.

De bøger, som går forud for dem, Mosebøgerne, Josvabogen, Dommerbogen og Samuelsbøgerne, har langt færre litteraturhenvisninger, men til gengæld mange henvisninger til arkæologi og kultur.

1. Bibelhenvisninger om litterære kilder

 

Fjerde Mosebog

Kapitel 21, vers 14

 

Josvabogen

Kapitel 10, vers 13

 

Første Samuelsbog

Kapitel 10, vers 25

 

Anden Samuelsbog

Kapitel 1, vers 18

 

Første Kongebog

Kapitel 11, vers 41

Kapitel 14, vers 19 og 29

Kapitel 15, vers 7 og 23 og 31

Kapitel 16, vers 5 og 14 og 20 og 27

Kapitel 22, vers 39 og 46

 

Anden Kongebog

Kapitel 1, vers 18

Kapitel 8, vers 23

Kapitel 10, vers 34

Kapitel 12, vers 19

Kapitel 13, vers 8 og 12

Kapitel 14, vers 15 og 18 og 28

Kapitel 15, vers 6 og 11 og 15 og 21 og 26 og 31 og 36

Kapitel 16, vers 19

Kapitel 20, vers 20

Kapitel 21, vers 17 og 25

Kapitel 23, vers 28

Kapitel 24, vers 5

 

Første Krønikebog

Kapitel 9, vers 1

Kapitel 29, vers 29

 

Anden Krønikebog

Kapitel 9, vers 29

Kapitel 12, vers 15

Kapitel 13, vers 22

Kapitel 16, vers 11

Kapitel 20, vers 24

Kapitel 24, vers 27

Kapitel 25, vers 26

Kapitel 26, vers 22

Kapitel 27, vers 7

Kapitel 28, vers 26

Kapitel 32, vers 32

Kapitel 33,18-19

Kapitel 35, vers 26-27

2. Bibelhenvisninger til arkæologiske levn eller arkitektoniske forhold, som den datidige læser selv kunne gå ud og iagttage i landskabet

 

Første Mosebog

Kapitel 35, vers 20

 

Josvabogen

Kap 4, vers 9

Kapitel 7, vers 26

Kapitel 8, vers 28 og 29

Kapitel 10, vers 27

 

Dommerbogen

Kapitel 6, vers 24

 

Første Samuelsbog

Kapitel 6, vers 18

 

Første Kongebog

Kapitel 8, vers 8

 

Anden kongebog

Kapitel 10, vers 27

 

Anden Krønikebog

Kapitel 5, vers 9

3. Bibelhenvisninger til kulturelle, miljømæssige og politiske forhold, som den datidige læser selv kunne gå ud og kontrollere

 

Første Mosebog

Kapitel 32, vers 33

Kapitel 47, vers 26

 

Femte Mosebog

Kapitel 2, vers 22

Kapitel 3, vers 14

Kapitel 10, vers 8

Kapitel 13, vers 13

 

Josvabogen

Kapitel 5, vers 9

Kapitel 6, vers 25

Kapitel 9, vers 27

Kapitel 14, vers 14

Kapitel 15, vers 63

Kapitel 16, vers 10

 

Dommerbogen

Kapitel 1, vers 21 og 26

Kapitel 10, vers 4

Kapitel 15, vers 19

Kapitel 18, vers 12

Første Samuelsbog

Kapitel 5, vers 5

Kapitel 27, vers 6

Kapitel 30, 25

 

Anden Samuelsbog

Kapitel 4, vers 3

Kapitel 6, vers 8

 

Første Kongebog

Kapitel 9, vers 13

Kapitel 12, vers 19

 

Anden Kongebog

Kapitel 2, vers 22

Kapitel 8, vers 22

Kapitel 14, vers 7

Kapitel 16, vers 6

Kapitel 17, vers 23 og vers 34 og vers 41

 

Første Krønikebog

Kapitel 4, vers 43

Kapitel 5, vers 26

Kapitel 9, vers 18

Kapitel 13, vers 11

 

Anden Krønikebog

Kapitel 8, vers 8

Kapitel 10, vers 19

Kapitel 35, vers 25

---

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 05.07.2004