HC Andersens kristne tro

HC Andersen statuen ved Domkirken i Odense

Søren Kierkegaard har kritiseret H.C. Andersen for ikke at have en livsanskuelse. Det kan han have ret i, for H.C. Andersen havde ikke en filosofisk tilgang til livet. Han havde nogle meninger og synspunkter, men han tænkte dem ikke sammen i en sammenhængende livsopfattelse. Det samme gælder hans forhold til kristendommen, hvor han ikke spørger til, hvad der er rigtigt eller forkert ifølge Bibelen eller kirken. Han tror på det, han selv synes, han kan bruge til noget.

Den folkelige kristendom

Kirkehistorikeren Hal Koch mener, at H.C. Andersens kristendom svarer til den folkelige kristendom i 1800-tallet. Der er tre ting, H.C. Andersen lægger vægt på i sit forhold til Gud. Han tror på forsynet og er overbevist om, at Gud styrer menneskers liv og vil dem det bedste. Han tror på sjælens udødelighed og et evigt liv. Samtidig afviser han at tro på, at nogen går fortabt.

Forsyn

Forsynstanken kommer for eksempel til udtryk i hans egne erindringer. Han indleder med at skrive om sin egen skæbne, at den ikke kunne "have været lykkeligere, klogere og bedre ledt, end den er. Mit livs historie vil sige verden, hvad den siger mig: Der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste." Det er typisk, at han ikke henviser til Bibelen eller benytter sig af teologiske argumenter. Han begrunder sin overbevisning med, hvordan han har oplevet sit liv.

Udødelighed

Det samme gør han, når han skal argumentere for udødeligheden. Hans hovedargument tager udgangspunkt i, at menneskers liv her på jorden er så forskelligt. Nogle får et godt og lykkeligt liv, andre det modsatte. Men Gud er retfærdig, og for at han kan yde alle mennesker retfærdighed, må der være et liv efter dette, der kan rette op på ubalancen i livet her.

Ingen fortabelse

Heller ikke når han afviser, at nogen kan gå fortabt, bruger han Bibelen. Han argumenterer med, at selv et syndigt menneske ønsker ikke at pine sin fjende evigt, og derfor kan en god Gud heller ikke ønske at pine nogen evigt.

Forældrenes tro og vantro

Hans mors tro er et sammensurium af tro, overtro og almindelig folkereligiøsitet. Hun har en barnetro på Vorherre, men er mest af alt overtroisk. Hun går til spåkoner, og ved sygdom søger hun hjælp hos kloge koner i stedet for at bruge en læge.

Faderen var fri-tænker og mente, Jesus havde været et menneske som vi, men et usædvanligt menneske. Han afviste, at Bibelen skulle være skrevet af Gud selv. Han troede ikke på nogen bogstavelig djævel eller et helvede. Han mente, at der kun findes den djævel, vi alle har i vores hjerte, og at helvede kun eksisterer i menneskers fantasi.

Troen og forstanden

H.C. Andersen var en nær ven af naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen. Han så ikke nogen modsætning mellem tro og videnskab. Tværtimod mente han, at videnskabelig erkendelse også er en vej til at erkende Gud. I et brev til H.C. Ørsted skrev han: "Vorherre kan godt tåle, at han ses gennem den forstand, han selv har givet os. Jeg vil ikke med tilbundne øjne gå til Gud, jeg vil have dem åbne, se og vide, og kommer jeg vel ikke til andet mål end den, som kun tror, er min tanke dog blevet rigere."

Naturen eller kirken

På en af de herregårde, H.C. Andersen boede på, lå hans værelse op til herregårdens kirke. Han gik ikke ind og var med til gudstjenesten, lod højst en dør stå på klem, så han kunne høre, hvad der foregik.

Præsterne anså han for at være dårlige til at formidle evangeliet, men det gode ved en gudstjeneste var salmerne, især kunne han lide Brorsons salmer.

I stedet for at gå i kirke for at møde Gud dér ville H.C. Andersen hellere gå ud i naturen og møde Gud i den. Mødet med Gud igennem naturen kaldte han den "ubevidste kirkegang".

Barnets stærke tro

H.C. Andersen så tilsyneladende ikke en modsætning mellem at tro og samtidig være imod dele af den kristne lære. Han tvivlede ikke på, at Gud er til. Han bad til Gud og troede på ham som en god og kærlig far. Engang skrev han i sin dagbog, "at havde jeg Gud her, kunne jeg trykke ham til mit hjerte".

Sit kendskab til Bibelen har han først og fremmest fået gennem latinskolens undervisning. Han var fortrolig med Bibelen og læste i den gennem hele sit liv. Og han har fremhævet Bibelen og fadervor som de store kraftkilder for ham.

"Jeg havde barnets stærke tro," skrev han i et digt, og i et andet bad han "forund mig barnets hele mod". For H.C. Andersen var det vigtigt at bevare barnet i sig både som menneske og i forhold til Gud. Han betragtede selve barnligheden som kernen i troen.

Kristendommen i hans digtning

Kristendommen er ikke fremtrædende i H.C. Andersens digtning, selvom der er kristne forestillinger og budskaber gemt som glimt i meget af det. Men der er nogle hele eventyr og digte der er skrevet over kristne temaer. Hans mest kendte kristne digt er "Barn Jesus i en krybbe lå". Den er nu kommet med i den nye salmebog ligesom "Jeg har en angst som aldrig før", der handler om døden.

Eventyr med kristne temaer:

• Verdens dejligste rose
• På den yderste dag
• Snedronningen
• Det gamle egetræs sidste drøm
• Historien om en moder
• Engelen
• Den sidste perle
• Den lille pige med svovlstikkerne
• Pen og blækhus
• Klokken
• En historie
• De røde sko
• Den onde fyrste
• Jødepigen
• Et blad fra himlen

Lagt på nettet 01.04.2005