03.02.2023 15:40 Age: 1 year
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Han tager skraldet

Det gælder om at komme af med sit skrald, før det bliver et problem 

Foto: https://commons.wikimedia.org/wiki/User:Kulmalukko

Skrald eller affald – hvad vi end kalder det, så producerer hver eneste af os en hel del af det. Vi har brug for at komme af med det. Ellers vil det til sidst fylde hele boligen, og længe før det, vil det lugte slemt og blive sundhedsskadeligt.

En af de mange gode ting ved det danske samfund er, at vi let kan komme af med vores skrald. Og endda på måder, der er til ret lille skade for andre, idet skraldet sorteres og genbruges eller bortskaffes på gode måder. Jeg har været i samfund, hvor meget skrald bare blev smidt uden for døren, hvorefter vind og vejr og geder spredte det over store arealer. Det pynter ikke.

Det koster

Selvfølgelig er det ikke gratis at komme af med sit skrald. Det koster afgift til kommunen, der betaler skraldemænd (eller hedder det skraldepersoner?) for at hente det og andre for at tage sig af det. Det koster også lidt af vores tid at sortere og at bringe skraldet hen til de steder, hvor det kan afleveres. Men mulighederne er der og fungerer næsten altid, som de skal. Og det er prisen og bøvlet værd at kunne komme af med skraldet.

Særligt affald

I dag sorterer vi i mange affaldstyper. Men kun i fysisk affald. Sindets affald kan vi ikke klare med skraldespande og genbrugsstationer: dårlig samvittighed. Bekymringer. Angst. Bevidstheden om at have svigtet – eller ligefrem bevidst gjort andre ondt. Skyld. Skam. Drømme, der aldrig blev til noget. Fiaskoer. Situationer, hvor jeg blev gjort til grin, osv. …

Men jeg kender én, der gerne tager den slags skrald! Det kræver mere end fysisk indsats – det kræver ånd. Jesus kan tage den slags skrald. Hvad koster det? At vi sorterer det ved at se det i øjnene, og at vi kommer til ham med det, ved simpelthen at sige det til ham – altså bede. Som med alt andet skrald kommer der mere næste dag – så må jeg lade Jesus tage skraldet endnu en dag. Heldigvis er han guddommeligt tålmodig.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 03.02.2023

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også