Gys for alle pengene
Hvad er det, der får mig til at betale 85 kr. for at sidde og være bange i biografen i 90 minutter? Hjælper en gyserfilm mig måske til at blive mere tryg bagefter?
Indrømmet; jeg ser en del gyserfilm. Mine favoritter er nok dem, der bygger på Stephen Kings romaner. Men hvad er det egentlig, der tiltrækker mig og andre ved at sidde og til tider næsten ikke turde se på lærredet? Det kan psykologer sikkert give mange dybe og relevante forklaringer på.
Gyset
Jeg tænker to ting. Den ene er det med at ”Få én på opleveren”. En stærk følelse af at opleve noget, som skubber en ud over grænserne. Den anden ting er den tanke, der kommer bagefter, når jeg går hjem fra biografen igennem den mørke gang i parkeringsanlægget: ”Det er jo bare noget, der sker i bøger og film. Det her sker aldrig for mig i virkeligheden”.
Det er en ufarlig form for gys, for den findes kun i fantasien. Jeg kunne også have set film, der bygger på virkelige gys: katastrofer, krig, terror, sult, magtmennesker osv. Den slags gys har jeg meget sværere ved at ryste af mig. For de er virkelige. Måske har jeg endda et ansvar for at hjælpe nogle af alle disse mennesker. Måske rammer noget af alt dette også mig og mine kære en dag.
Trygheden
Da jeg kun havde været kristen i nogle få måneder, tænkte jeg, at det at blive kristen var at få den helt store tryghedsgaranti. Som kristen havde jeg altid den almægtige og kærlige Gud bag mig. Så der kunne aldrig ske mig noget ondt.
Jeg blev hurtigt klogere. Et af mine første virkelige skænderier med Gud handlede netop om dette. Nogle gode kristne var blevet dræbt ved en trafikulykke. Endda mens de var ved at køre til et andet land for at dele bibler ud. ”Gud, hvad er meningen! Har du ikke lovet at beskytte os?”
Nu efter mange år sammen med Gud er det stadig noget lidt underligt noget, det med trygheden. På den ene side kan Gud til enhver tid vælge at gøre et mirakel og skåne mig for alt det, der ellers rammer mennesker. På den anden side lader Gud skyerne regne og solen skinne over alle – kristne som ikke-kristne. Så jeg får min del af sygdom, ulykker, problemer osv. ligesom alle andre.
Trygheden ligger i, at Gud har styr på mit liv. At hans kærlighed, trøst og nærhed altid er hos mig, og at han kan bruge alt det, han lader ske i mit liv, så det hele ender godt. Det ender nemlig med en evighed helt uden gys. Jeg kan ikke sige: ”Det her sker aldrig for mig i virkeligheden”. Men jeg bliver mere og mere varm af glæde over at kunne sige: ”Det her sker aldrig for mig i evigheden!”
Lagt på nettet 22.08.2017
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"
Læs også
- Jeg er tryghedsnarkoman
- Skal man være bange for Djævelen?
- Hvordan kan der være kristendom med al den ufred?
- Gør Gud også ondt?
- Hvad betyder det at lægge sig i Guds hænder?
- Hvor blev Guds hjælp af?
- Kan Gud fortryde?
- Hvorfor stoppede Gud ikke Eva og Adam?
- Hvad er "Herlighedsteologi"?
- Kan en retfærdig Gud tillade at ....?