05.06.2020 10:00 Age: 143 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Grundloven er en stor gave

Siden 1849 har Danmark haft en grundlov, der sikrer os som en demokratisk retsstat, hvor hver enkelt borger har afgørende rettigheder 

Foto: Antony-22

Grundloven er en stor gave, vi altid bør glæde os over og være taknemmelige for. Når vi ser ud omkring i verden, hvor mange stater desværre ikke har fået nær så god en gave, så opdager vi grundlovens vigtighed.

Gave nummer to

Der er endnu en grund til taknemmelighed. Et er, at der står en fin lov nedskrevet. Noget andet er, at den kun gavner landet, hvis regering og befolkning vil følge den.

I mange lande kæmper store dele af befolkningen for at få magthaverne til at følge de love, de selv er underlagt. I andre lande er det en udbredt holdning i befolkningen, at loven kun skal følges, hvis man selv synes, det er fornuftigt.

Vi kan glæde os over, at selv om vi ikke er ufejlbarlige, så følger både magthavere og befolkningen langt hen ad vejen grundloven og de love, som denne lov giver landets ledelse bemyndigelse til at udstede.

Guds gave

Gud har givet alle sine mennesker en grundlov. Vores rettigheder er, at vi er skabt i Guds billede og sat til at bestyre verden sammen med ham. Vi har stor værdi og stort ansvar og vil altid blive bedømt 100% retfærdigt.

I kort form kan Guds lov samles til: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og Du skal elske din næste som dig selv." (Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 34-40).

Magthaveren – Gud – lever 100% op til denne lov. Det samme kan desværre slet ikke siges om os. Mange i dag vil mene, at Gud kun har givet os et bud om at elske hinanden. Og det bør vi samle alle vores kræfter om.

Når det så alligevel aldrig lykkes særlig godt, hænger det sammen med, at vi heller ikke klarer buddet om at elske Gud særlig godt, men det er en lang historie.

Til gengæld gør Gud gudskelov noget, som en retsstat ikke kan gøre uden at begå selvmord: Han er ufattelig rundhåndet med at tilgive overtrædelser og afsige frikendelsesdomme til personer, der oplagt er skyldige. Denne gave gør det muligt at leve som kristent menneske og sætter fri til at elske, så godt vi kan.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 05.06.2020

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også