21.01.2003 12:00 Age: 22 yrs

Skrevet af:
Lillian Søes

Fordømmer Bibelen incest?

Hvad siger bibelen med hensyn til at fordømme incest/seksuelt misbrug?

Incest er en meget alvorlig forbrydelse, som er tydeligt fordømt i Bibelen. Det er faktisk incest og forskellige incestlignende forhold, der får mest plads i 3. Mosebog 18, som er den tekst, der mest detaljeret tager afstand fra en række forskellige typer "forkert" sex, og det overordnede princip finder vi i vers 6: "Ingen som helst må komme sine kødelige slægtninge nær og blotte deres køn" (=have sex med dem). Det bliver så udspecificeret i versene 7-17.

Her og der i Bibelens etiske afsnit dukker incest-forbudet op, også uden for denne "hovedtekst". Men det er ikke så hyppigt omtalt i Gammel Testamentes fortællinger. De steder, det ér omtalt, er det dog meget klart omtalt som noget negativt; det gælder f.eks. situationen hvor Lots døtre forfører deres egen far (1. Mosebog 19,29-38) og de tragiske begivenheder i kong Davids familie omkring Amnon, som voldtog sin søster Tamar (2. Samuelsbog 13).

I Ny Testamente er der især én tekst, der er relevant. I menigheden i Korinth var der nemlig et incest-lignende forhold. Det ser ud til at dreje sig om et noget atypisk forhold, nemlig om en voksen mand, der lever sammen med sin (sted)mor (1. Korintherbrev 5,1). Paulus bruger et helt kapitel på at forklare menigheden, hvordan de skal forholde sig til situationen, så det er tydeligt, at det er en form for seksuel synd, han tager meget alvorligt.

Hvis du (eller andre, der læser dette svar) har behov for hjælp pga. de alvorlige menneskelige konsekvenser, incest har for den, der er offer for det, henviser jeg til foreningen KRIS - Kristen Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte, som man kan finde nærmere information om på www.kris-dk.dk


Skrevet af:
Lillian Søes

Lagt på nettet 21.01.2003

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også