Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Et pas i hånden
Hvem kan man kalde ”dansker”? Det er et svært spørgsmål, og der er mange meninger om det. Gud ske lov er det langt mere enkelt, hvis jeg spørger: Hvem kan man kalde ”kristen”?
Foto: Getty Images/iStockphoto
En søndag, hvor jeg var i kirke, blev en iransk familie på to voksne og et barn blev døbt. To babyer blev også døbt. De var født ind i hver sin danske familie. Den ene baby havde vist en del kinesisk i sig.
Den anden baby lignede mere en gennemsnitlig dansk baby, hvis man altså kan tale om den slags. Dog var efternavnet bestemt ikke et sen-navn. Men sådan behøver det jo heller ikke at være. Tænk, hvis man skulle sidde og gruble over, hvem af disse fem, der nu var rigtige danskere?
Men én ting er helt sikker. De blev alle fem nøjagtig lige meget kristne ved den gudstjeneste! De blev alle fem borgere i det statssamfund, hvor Jesus er konge. Det eneste borgerskab, der også fortsætter på den anden side af døden og ind i al evighed.
Jeg skrev en gang en sang om det borgerskab:
Jeg har et pas i hånden
jeg fik det i min dåb.
Dets stempel er fra Ånden
med gyldigt fremtidshåb.
Jeg ved, at det skal sige,
at netop i Guds Rige,
har jeg mit fædreland.
Hvem har råd til det?
Når der i Danmark er så skarp en debat om, hvem der må kalde sig ”dansker”, så hænger det vel sammen med ressourcerne. Vi danskere er nogle af de absolut rigeste i hele verden. Men hvis vi blev fem gange så mange om at dele det, kan enhver regne ud, at vi alle blev mindre rige.
Det går jo ikke, så vi må sørge for, at der ikke bliver for mange danskere. Om den logik holder, må du selv afgøre.
Med hensyn til Guds rige er det helt anderledes. Her er der virkelig råd til, at vi sammen med Jesus må indbyde alle til at være med! For Guds ressourcer er uendelige. Der er liv og kærlighed og tilgivelse og evighed nok til alle.
Desværre lever vi kristne op til Bibelens beskrivelse af os mennesker: Vi er egoister, der ofte forsøger at holde fast i vores indbildte fordele. Hvis kirkerne i verden fik lov at opleve, at Guds Ånd fik endnu mere råderum, og vores egoisme fik mindre, så ville det blive endnu tydeligere for verden, at Guds Rige er et fantastisk sted at være statsborger. Og kristne i alle slags stater ville hjælpe hinanden endnu mere på tværs af alle mulige grænser. Og vel især hjælpe alle de kristne, der lever i stater, som ikke vil tolerere, at deres borgere også er borgere i Guds Rige.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 15.02.2017
