02.09.2000 12:00 Age: 24 yrs

Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Er kristne kedelige?

Hvorfor tror andre at kristne er så kedelige?

Måske fordi mange kristne ER kedelige, i hvert fald sådan som de fleste forstår det at være kedelig. Bare et par eksempler: Mange synes, det er hylende sjovt, når en stand-up-komiker står og slår om sig med vittigheder, som ofte har noget med sex og utroskab at gøre. Alt foregår under bæltestedet. Som regel er vittighederne pakket ind i en bunke bandeord. Hvis der er kristne tilstede, vil de formentlig stå lidt forlegent og forsøge og smile skævt eller kikke ned i gulvet. De vil nok ikke klaske sig på lårene af grin, hvis de ellers er ærlige over for deres tro.

Et andet eksempel kunne være, at kristne som regel har det svært med vilde abefester, hvor det kun går ud på at drikke sig kanonfuld og måske komme i seng med en eller anden. Og så er man altså en rigtig dødbidder, der ikke kan se det morsomme i at rave rundt på den måde.

Når det er sagt, vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg ikke selv synes, at kristne generelt er kedeligere end andre. Jeg tror, at mange menneskers opfattelse af kristne bygger på fordomme. Ofte synes jeg, at kristne har en langt bedre og sundere humor, som man kan opleve for fuld udblæsning på blandt andet kristne ungdomslejre. Men også i det daglige møder jeg mange kristne, som bestemt ikke er kedelige men har et lunt glimt i øjet. Og så møder jeg selvfølgelig også nogle, som ikke er så underholdende at være sammen med.

Men dybest set betyder det ikke noget, hvad andre mennesker synes. Det vigtigste er, at kristne mennesker er sig selv over for andre og står ved det, de tror på. Så vil det sjovt nok vise sig, at mange af dem faktisk bliver respekteret højt.


Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Lagt på nettet 02.09.2000

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også