En glædelig afsked
Kristi Himmelfartsdag afsluttes en cirkelbevægelsen, som begyndte med, at Gud sendte Jesus til jord. Hvorfor er det værd at markere?
En hård gentagelse
Det er hårdt at miste noget, man holder af. Et værdifuldt smykke, et fremtidshåb, et nært forhold. Men det er endnu hårdere, hvis man mister det, efter at man har fået det igen og troet, at alt nu vil blive godt igen! Smykket har på ny fået plads om halsen, inden man taber det igen. Fremtidshåbet liver op igen, inden det helt falder til jorden. Forholdet til et kært menneske går endegyldigt i vasken, efter at der har været fornyet tillid.
En glædelig gentagelse
Jesus døde langfredag. Hans venner sørgede og troede, at de havde mistet ham. Påskemorgen stod han op og viste sig for mange af dem flere gange. Deres håb livede op igen. Gensynsglæden var stor. Men den blev også kort. Jesus forlod dem igen og fór til himmels.
Man må ikke lege med andre menneskers følelser. Det er en af menneskelivets grundregler. Hvorfor er det så værd at markere, at Jesus forlod sine venner her på jord? Og det endda efter, at de troede, de havde fået ham igen?
Det er værd at markere, fordi det var en glædelig begivenhed. Det mærkelige er, at disciplene tilsyneladende ikke dumpede tilbage i sorg og mismod, da Jesus forlod dem og fór til himmels. De var tværtimod fyldt med glæde, fordi han øjeblikket forinden havde velsignet dem. De var også glade, fordi Jesus lovede dem at komme igen en dag, og at han ville sende dem kraft og mod til at gå ud i verden og fortælle budskabet om hans opstandelse.
Vi venter stadig på, at han kommer igen. Men kraften og modet fra oven, Helligånden, sendte han til sine disciple og til os pinsedag. Når han holdt det løfte, er der også god grund til at tro, at han holder sit løfte om at komme igen.
Lagt på nettet 04.05.2016