22.10.2014 12:00 Age: 10 yrs
Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Den mest udbredte sygdom

Sammenligningssygen er nok den mest udbredte sygdom hos den danske befolkning. Den slår både rygproblemer og rygerhoste. Græsset er altid grønnere hos naboen. Alt for tit vil vi have det, de andre har. Også deres erfaring og deres gudserfaring. Men de andres gudsforhold er ikke mit gudsforhold. 

Vi ser, hvad de andre har, ser hvad vi selv har, og vil så hellere have det, de andre har. Vi bliver utilfredse og måske endda vrede. Føler os forfordelte og uretfærdigt behandlede.

Vi har efterhånden vænnet os til, godt hjulpet på vej af vores velfærdssamfund, at vi har ret til det samme, som de andre. Og når det så ikke sker, kommer utilfredsheden, længslen og begæret efter det, de andre har.

Utilfredshed

De ti bud i Bibelen (se f.eks. 2. Mosebog 20) taler bl.a. om, at vi ikke må begære andre menneskers ægtefæller og okser. Men vi kan også begære eller længes efter mange andre ting, f.eks. erfaring og følelser.

Vi ser, hvordan andre tilsyneladende går rundt og er glade hele tiden, mens vi selv føler os melankolske. Eller vi ser deres forelskede ansigter og savner den samme glød i vores eget kærlighedsforhold.

Eller ser andres stædige forfølgelse af meningen i deres liv og savner den samme livsivrighed hos os selv.

Længsel

Andre gange længes vi efter andre menneskers gudserfaring. Vi ser, hvordan de tilsyneladende erfarer Gud mere og bedre og vildere end vi gør, og vi længes. Længes nogle gange næsten mere efter deres gudserfaring, end vi længes efter Gud selv.

Der er ikke noget galt med at længes. Men en længsel kan blive usund. Vi risikerer nemlig at blive utilfredse og utaknemmelige og fuldstændig miste perspektivet. Vi risikerer at overse det gode, vi har, og som vi kun har, fordi Gud har givet det til os. Vi risikerer at overse og overhøre, at Gud taler til os og virker i vores liv på netop den måde, vi forstår og har brug for.


Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Lagt på nettet 22.10.2014

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også