03.06.2004 12:00 Age: 20 yrs

Skrevet af:
Holger Skovenborg

De ti bud

Foto: Nicobobinus / Flickr (CC BY-NC 2.5)

PS: De indrykkede afsnit er Luthers forklaringer fra hans "Lille katekismus"

TROENS ABC

De ti bud står i deres fulde længde i 2 Mosebog 20,2-17:

Gud talte alle disse ord:

v2 »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

v3 Du må ikke have andre guder end mig.

v4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

v7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

v8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig. v9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; v10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. v11 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

v12 Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.

v13 Du må ikke begå drab.

v14 Du må ikke bryde et ægteskab.

v15 Du må ikke stjæle.

v16 Du må ikke vidne falsk mod din næste.

v17 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«

De ti bud blev givet til det jødiske folk, over 1000 år før Jesus blev født. Men de er også en rettesnor for kristne. Budene hjælper os ikke til at blive frelst. Men de fortæller, hvordan Gud ønsker, at vi skal leve.

Det største bud er: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« (Lukas. 10,27). De ti bud forklarer, hvad det betyder i praksis.

De første 3 bud handler om kærligheden til Gud. Det 4. til 10. bud er Guds love om kærligheden til vore medmennesker.

[Til toppen] 

1. bud

Du må ikke have andre guder end mig.

Det betyder: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham. (Luther) 

Læg mærke til, hvad der betyder mest for dig. F.eks. når du skal finde ud af, hvad du skal bruge dit liv til. Det, som er det vigtigste for dig, er nemlig blevet din gud. Penge, ære, flertallets meninger og mange andre ting kan blive guder for os. De er blevet til guder, når de dirigerer os, og når vi stoler på dem.

Men der findes kun én Gud, som har skabt os og hele verden. Og det er kun ham, der kan give liv og frelse. Derfor skal vi ikke lade andre ting få hans plads i vort liv. Han er den eneste sande Gud. Det andet er afguder.

At vi ikke har andre guder end den eneste sande Gud, viser sig ved, at han er det største for os. At vi elsker ham mere end alt andet. At vi kun stoler på ham, når det drejer sig om at blive frelst. Og at vi ikke er bange for, hvad andre mener om os, eller hvad Satans magter kan gøre imod os. Frygten for mennesker eller Satan kan nemlig få os til at gøre det, som de ønsker, og ikke det, Gud vil. Men mere end alt andet er det Gud i Himlen, vi skal frygte, elske og stole på.

At frygte Gud betyder ikke at være bange for ham, men at regne ham for at være den han er: Verdens skaber og hersker, som er hellig og ren og derfor vil udrydde det onde. At frygte Gud vil sige at have ærefrygt for ham, så han får lov at være Herre i vort liv.

At elske Gud betyder, at vi ønsker at gøre det, han vil. At vi gerne vil gøre ham glad.

Og at stole på Gud betyder, at vi har tillid til ham. At vi ved, at han hjælper os i alle ting. Og at han vil gøre det, fordi han elsker os med en ufattelig stor kærlighed.

[Til toppen] 

2. bud

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bruger hans navn til at bande, sværge, øve magi, lyve eller bedrage, men i al nød råber til det, beder, lovpriser og takker. (Luther) 

Guds navn er noget helt særligt for os. Det er helligt og stort. For det er navnet på ham, som har skabt os og frelst os. Uden ham har vi ikke noget liv eller nogen fremtid.

Derfor må vi ikke bruge hans navn til noget forkert. Det gør man, hvis man f.eks. siger »Gud vil jeg ej«, »Guuud«, »Vor Herre bevare os« eller det lille ord »Sgu«, som egentlig betyder: »Så Gud hjælpe mig.« På den måde bliver Guds navn tit misbrugt til at love eller ønske noget ondt over andre (bande) eller til at lægge ekstra tryk på det, man siger (sværge) - måske fordi det i virkeligheden er løgn. Nogle gange er det bare et udtryk, man bruger uden at tænke over det. Men Gud ønsker ikke, at vi slynger hans navn ud uden at mene noget med det.

Det er også forkert at bruge Guds navn til overtro eller som et mystisk trylleord til at gøre forskellige overnaturlige ting (øve magi).

Og det er heller ikke i orden at bruge Satans navn eller andre navne (f.eks. »For Søren«) i stedet for Guds navn. Det er nemlig en synd at bande, sværge, øve magi osv. Og så er det lige meget, hvilket navn eller ord vi anvender.

Når vi frygter og elsker Gud, skal vi ikke bruge Guds eller andres navne til at bande, lyve eller gøre mystiske ting, hvis vi har brug for hjælp. Når vi er i nød, må vi derimod bede til Gud og takke ham, fordi han er vor frelser og Herre, som vil gøre alt godt for os.

[Til toppen] 

3. bud

Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter prædikenen og Guds ord, men regner det for at være helligt og gerne hører det og lærer det. (Luther) 

Gud ved, hvad der er bedst for os. Han ved også, at vi trænger til at slappe af fra det daglige arbejde en gang imellem. Og at vi har behov for at høre hans ord.

Derfor har han givet os en ugentlig hviledag og helligdag: sabbatsdagen. (1.Mos. 2,2-3). I den kristne kirke er det søndagen, der er sabbatsdag, fordi det var den ugedag Jesus opstod fra de døde.

Det er godt at bruge sabbatsdagen på den måde, Gud har tænkt det. Derfor er det en god ide at planlægge ugens arbejde, lektier og lignende, så man skal mindst muligt af den slags om søndagen. Det er ikke en lov, som skal dirigere os. Men det er en hjælp for os. (Mark. 2,27).

Gud ønsker også, at vi får den bedst mulige hvile: nemlig den hvile som man kun får ved at høre om Jesus og komme til ham. Derfor har vi også fået søndagen som en helligdag, hvor vi på en særlig måde må prøve at få ro og tid til Guds ord. Og derfor er det naturligt for kristne at samles i kirken om søndagen for at høre, hvad Gud har at sige til os. På den måde bliver søndagen brugt til noget specielt. Og det er det, der menes med, at hviledagen skal holdes hellig. Den skal være anderledes og bruges til at tjene Gud. Og det gør vi, når vi er med i en »Guds-tjeneste«.

At vi skal holde hviledagen hellig, kan ikke tages som undskyldning for ikke at hjælpe dem, der trænger til det. Når vi tjener eller hjælper andre med noget godt, tjener vi nemlig også Gud. Jesus hjalp selv syge og andre på hviledagen, selvom nogle blev vrede over det.

[Til toppen] 

4. bud

Ær din far og din mor. 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke foragter eller ophidser vore forældre og dem, vi har over os, men ærer, tjener og adlyder dem, giver dem kærlighed og regner dem for dyrebare. (Luther) 

Gud vil, at vi skal have kærlighed til vore forældre. Gennem dem har vi fået livet, og de er de første, der har sørget for os. Måske har vi god grund til at mene, at der er meget, de skulle have gjort anderledes. Alligevel skal vi ikke se ned på dem, men prøve at forstå dem og undskylde dem. Vore forældre skal vi nemlig elske og sætte højt.

Det er ikke rigtigt at lade være med at gøre det, som vore forældre beder os om, og på den måde få dem til at blive vrede på os. Tværtimod skal vi hjælpe og adlyde dem.

Det samme gælder vort forhold til dem, som vi har over os. F.eks. i skolen, på arbejdet og i samfundslivet. Dvs. lærere, arbejdsgivere, myndigheder (f.eks. politi og skattevæsen), regering og folketing. Gud har nemlig indsat dem i den tjeneste, de har - også selvom de måske ikke tror på ham eller ikke gør arbejdet særligt godt (Rom. 13,1-7). Vi skal ære og adlyde dem. Derfor er det forkert at pjække i skolen, sjuske med sit arbejde, være ligeglad med landets love, snyde i skat osv.

Forældre, myndigheder og lignende er en del af Guds gode ordning for menneskelivet og til gavn for os. Nemlig for at straffe det onde og fremme det gode. Det er deres opgave. Derfor skal vi tjene dem, som om det er Gud selv, vi tjener.

Men derfor er der også en undtagelse: Vi skal ikke adlyde dem, når de vil have os til at gøre noget, som er imod Guds vilje og Guds bud. Vi skal nemlig altid adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G. 5,29).

[Til toppen] 

5. bud

Du må ikke begå drab 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bliver skyld i nogen ulykke eller lidelse i vort medmenneskes liv, men hjælper og støtter ham i alt, hvad han trænger til. (Luther) 

Gud har skabt jord og himmel, planter, dyr og alle ting. Men som noget helt særligt i sit skaberværk har han skabt mennesket. Han har skabt det, så det ligner ham selv. Derfor er hvert eneste menneske uendelig meget værd for Gud. Og derfor må vi ikke slå et menneske ihjel.

Et menneskes værdi afhænger ikke af, om det er dygtigt, rask, handicappet, senilt eller har fejl i kromosomer og gener. Derfor er det forkert at foretage abort. Også selvom der er noget i vejen med fostret. Fostret er et menneske, og provokeret abort er drab. Af samme grund er det imod Guds vilje at begå medlidenhedsdrab eller selvmord, selvom alt ser ud til at være håbløst eller uden mening.

Vi overtræder også dette bud, hvis vi bliver skyld i, at der sker noget ondt med andre. F.eks. fordi vi ikke passer ordentligt på i trafikken eller på arbejdspladsen. Eller hvis vi mobber andre, slår dem eller tvinger dem til noget, de ikke vil. På den måde ødelægger man noget i menneskers liv, og det kan sammenlignes med at begå drab.

Jesus sagde, at det er lige så slemt, at vi gør vore medmennesker ondt med det, vi siger om dem, som det er at slå dem ihjel (Matt. 5,21-22). Selv med ord kan vi ødelægge meget for andre.

Hvis en klassekammerat hele tiden bliver kaldt for dum eller idiot (i alvor) og bliver holdt uden for fællesskabet - så kan det slå så meget i stykker for ham, at det i Guds øjne svarer til at slå ham ihjel. På samme måde er det med naboer, arbejdskammerater - eller måske én i familien, som falder lidt udenfor eller ikke er så populær.

Vi må ikke gøre livet ondt eller svært for andre - hverken med vore ord eller gerninger. Gud ønsker tværtimod, at vi hjælper andre til at have et godt liv. At vi hjælper dem med det, de har brug for. At vi taler godt om dem og opmuntrer dem. At vi er med til at give dem, der er kede af det, ny glæde og mod på livet.

De offentlige myndigheder har fået den opgave af Gud at straffe det onde og fremme det gode. Derfor er det ikke en overtrædelse af dette bud, når en dommer idømmer en forbryder en retfærdig straf. Eller når en soldat bliver sendt i krig og bliver nødt til at slå ihjel for at forsvare freden og det gode.

[Til toppen] 

6. bud

Du må ikke bryde et ægteskab 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi i ord og gerning lever rent og anstændigt, og hver enkelt elsker og ærer sin ægtefælle. (Luther) 

Gud har indstiftet ægteskabet. Han har sagt, at mand og hustru skal holde sammen. De skal blive til ét, og man må ikke tage dem fra hinanden. (1.Mos. 2,24; Matt. 5,32 og 19,4-6). Det er en af Guds hellige ordninger for menneskelivet. Ordninger som han har givet, fordi han ved, hvad der er bedst for os, og fordi det er hans gode vilje med os. Derfor kan vi heller ikke bare være ligeglade med dette bud.

At bryde et ægteskab betyder at gøre noget, som slår ægteskabet i stykker. F.eks. at gå i seng med en anden end sin kone eller mand. Eller flirte med en anden. Det er imod Guds vilje og ødelægger noget stort og godt for andre og en selv. Det gælder også, hvis en ugift begynder at lægge an på en, der allerede er gift. Også selvom den anden måske er skilt fra sin ægtefælle. At gifte sig med en fraskilt er at tage en andens ægtefælle. Bare det at have lyst til disse ting er en overtrædelse af dette bud, siger Jesus (Matt 5,27-28). Lysten til det forkerte viser, at vi har det onde i os.

I stedet for at give efter for lysten til en anden skal man arbejde på at tænke stort og godt om sin ægtefælle. Og have en trofast, ivrig, forstående og tilgivende kærlighed til ham eller hende. Den ægte kærlighed behøver ikke at hænge sammen med en følelse af at være forelsket. Kærlighed er lige så meget et spørgsmål om vilje. Vilje til at kæmpe for, at ægteskabet må holde og være godt for begge. Også når det bliver svært - eller når den anden ikke er helt så rask eller tiltrækkende, som han eller hun var engang.

Dette bud betyder også, at man ikke må leve sammen, som om man er gift, hvis man i virkeligheden ikke er det. For så respekterer man ikke Guds ordning. At have samleje hører kun til i et offentligt indgået ægteskab. Det betyder, at Gud vil, at man ikke går i seng med hinanden, før man er gift. Derfor er det også forkert over for Guds bud at leve i det, man kalder et papirløst ægteskab.

Det er meget almindeligt at gøre grin med Guds vilje på dette punkt. Ligesom det også er meget udbredt at fortælle sjofle vittigheder eller historier. Og i fjernsyn, aviser, blade og reklamer møder vi pornografiske billeder, som giver lyst til det urene og uanstændige. Men det er alt sammen Satans forsøg på at få os til at holde op med at frygte og elske Gud.

[Til toppen] 

7. bud

Du må ikke stjæle 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vort medmenneskes penge, eller hvad han ejer. Vi må heller ikke få fat i det ved hjælp af falske varer eller uærlighed. Men vi skal hjælpe ham med at forbedre og bevare sin ejendom og sine levevilkår. (Luther) 

I Guds øjne er det forkert at stjæle fra andre mennesker, fordi det er ondt imod dem. Og det er ikke kun bankrøveri, indbrud og småtyverier i supermarkedet, der er forkert.

Det regnes også for at stjæle, hvis vi tager noget fra andre ved hjælp af svindel eller løgn. Hvis vi f.eks. får mere for vores brugte knallert eller bil, fordi vi lader være med at fortælle, at der er noget galt med den. Eller hvis vi låner nogle penge og lover at betale tilbage, men alligevel ikke gør det, selvom vi godt kan. Hvis vi køber noget, som en anden har stjålet, for at få det billigere, er det også tyveri - og derfor imod Guds bud.

Gud vil, at vi tværtimod skal hjælpe andre med at beholde det, de ejer, hvis de er ved at miste det. Og hvis de ikke tjener det, de trænger til, så hører det også under dette bud, at vi skal prøve at hjælpe dem til at få en bedre indkomst eller give dem noget af vort eget.

[Til toppen] 

8. bud

Du må ikke vidne falsk mod din næste 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med falskhed lyver, forråder, bagtaler eller skaber et dårligt rygte om vort medmenneske. Men vi skal undskylde ham og tale godt om ham og forstå alt på den bedste måde. (Luther) 

Hvis man bliver indkaldt som vidne i en retssag, må man ikke fordreje det, man ved. Heller ikke, selvom man ikke bryder sig om den anklagede.

Det samme gælder i vort daglige liv. Det er meget nemt at lave lidt om på sandheden, hvis vi skal fortælle noget om andre. Og måske tror vi, at vi selv kan blive mere populære, hvis vi gør andre upopulære. På grund af det onde i os findes der meget løgn og usand rygtedannelse. Og der findes bagtalelse, hvilket betyder at sige noget dårligt om andre, som man ikke vil sige til dem selv. Der er også mennesker, som forråder andre ved at fortælle noget om dem, som de har lovet ikke at sige til nogen.

Men det er alt sammen imod Guds vilje. Gud vil nemlig, at vi skal prøve at forstå vore medmennesker. Og forstå det, de gør, så positivt, som vi kan. I stedet for at anklage dem over for andre skal vi undskylde dem. I stedet for at tale ondt skal vi tale godt.

[Til toppen] 

9. bud

Du må ikke begære din næstes hus 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke stræber efter vort medmenneskes arv eller hus med forskellige kneb og får fat i det på en sådan måde, at det ser ud, som om vi har ret til det. Men vi skal være til gavn og hjælp for ham, så han kan beholde det. (Luther) 

At begære noget betyder at have lyst til det og prøve at få fat i det. Også selvom det tilhører en anden.

Dette bud minder om det 7. bud: Du må ikke stjæle. Men det fortæller, at det også er imod Guds vilje at stræbe efter det, som andre ejer. Også selvom vi måske ikke lige havde tænkt os at stjæle det. Det er imod Guds bud, også selvom vi har fundet en måde at få fat i det, hvor det ser ud, som om vi er i vores gode ret.

Gud ønsker derimod, at vi hjælper andre med at beholde det, de har.

[Til toppen] 

10. bud

Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom 

Det betyder: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke presser eller lokker vort medmenneskes hustru, tjenestefolk eller kvæg fra ham. Men vi skal fastholde dem i at blive hos ham og gøre det, som de bør gøre. (Luther) 

Man kan tage eller stjæle fra andre uden at gøre det med magt. F.eks. ved at friste en andens kone til at gå fra sin mand. Eller gøre en arbejder utilfreds med sin arbejdsgiver for selv at få ham som arbejdskraft. Gud vil, at vi skal opmuntre andre til trofasthed i ægteskabet og på arbejdspladsen. Ægteskab og arbejde er nemlig også et kald fra Gud.

Ligesom det 7. og 9. bud taler det 10. bud om, at det er forkert at stjæle eller ønske noget, som hører andre til. Altså også selvom vi ikke gør det med fysisk magt, men ved at presse eller lokke.

[Til toppen] 

Hvad siger nu Gud om alle disse bud? 

Han siger sådan: »Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.« (2. Mos. 20,5-6) 

Det betyder: Gud truer med at straffe alle, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle imod dem. 

Men han lover nåde og alt godt til alle, som holder budene. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud. 

Gud accepterer ikke alt. Alt er ikke lige godt og lige-gyldigt for ham. Han er nemlig ikke ligeglad med sit skaberværk, for han ønsker, at alt skal være godt. Han vil, at der skal være godt imellem mennesker og imellem Gud og mennesker. Derfor har han givet os De ti bud. I dem fortæller han, hvordan vi skal have det med ham og med andre.

Gud kan ikke acceptere det onde eller se igennem fingre med det. For det onde ødelægger det gode, som Gud har skabt. Derfor må han også straffe dem, som overtræder hans bud. Gud bliver vred, når det gode ødelægges. Han bliver vred, når vi er egoistiske. Han bliver vred, når vi ikke lever som hans børn. Og straffen for det onde er død og fortabelse. I Himmeriget er der nemlig ikke plads til noget ondt, for der skal alt være godt.

Guds vrede og straf kan vi ikke bare være ligeglade med. Derfor kan vi heller ikke være ligeglade med hans bud. Gud må være Herre i vort liv. Ikke kun i princippet, men også i praksis. Vi må frygte og elske ham.

At elske Gud og frygte Gud er egentlig to sider af samme sag. Jeg må frygte for hans vrede over det onde. Men når jeg frygter ham, betyder det også, at jeg ærer ham som den, han er: den eneste almægtige, gode Gud. Og derfor må jeg også elske ham. For jeg ser, at bag ved hans vrede ligger hans kærlighed og godhed. Derfor kan jeg ikke andet end elske ham, når jeg frygter ham og ser, hvem han virkelig er. Og når jeg elsker og frygter Gud, kan jeg ikke andet end ønske at gøre hans vilje.

De ti bud afslører os imidlertid. Når vi læser dem, bliver det klart for os, at vi alligevel glemmer Gud igen og igen i vor dagligdag. Og at vi er egoistiske i vort forhold til andre mennesker.

Men der var engang én, som holdt alle Guds bud fuldt ud. Det var Guds søn, Jesus Kristus. Når han skulle dø, var det, fordi han skulle tage straffen for andre menneskers synd. Guds vrede ramte Jesus i stedet for os, da han døde på korset. Det betyder, at alle de, som tror på ham, skal få lov at gå fri for straffen. I stedet skal de få del i Guds tilgivelse og i hans fuldkomne herlighed i evigheden.

[Til toppen] 

Skrevet af:
Holger Skovenborg

Lagt på nettet 03.06.2004