21.10.2022 16:43 Alder: 1 year
Robert Thun Svendsen

Skrevet af:
Robert Thun Svendsen

Tro på valget

Vi har lige stemt, men uden helt at vide, hvad det fører til efter valget. Vi er overladt til at tro på, at de ting vi håber på vil ske

Christiansborg

Foto: Marie Thérèse Hébert & Jean Robert Thibault

Så blev det igen den tid på året, hvor farver har prydet det danske land - røde, orange, grønne, blå og alle mulige andre farver. Der har været Folketingsvalg i Danmark. Jeg så en valgplakat som jeg faktisk kan huske: “Vi kæmper for et værre Danmark”

Nå nej, det var ikke helt det, der stod. Det var nok nærmere noget i stil med: “Vi kæmper for et bedre Danmark”. Skal vi lege en leg? Kan du gætte, hvilket parti plakaten var for? Nej, for i virkeligheden kæmper alle partier for et bedre Danmark.

Som stemmeafgiver kunne jeg undre mig over, hvordan både skattelettelser og skattestigning kan være det bedste for Danmark? Den ene må jo i sagens natur tage fejl - to modsætninger kan vel ikke være sande på samme tid, kan de?

Det er nemlig sådan, at et folketingsvalg giver udtryk for, hvad mennesker tror, er det bedste for Danmark. Der er jo ingen, der faktisk ved, hvad det bedste er. Hvis vi vidste, at det bedste for Danmark er, at der kommer mere bureaukrati, så ville det være skørt at stemme for, at der skulle være mindre af det.

Den virkelighed, vi lever i, er, at ingen af os faktisk ved det - vi kan have en tro på, hvad der ville være det bedste. Denne tro er i langt de fleste tilfælde bygget på et mere eller mindre velbegrundet argument, men det er i sidste ende en tro.

Disse tanker fik mig til at overveje: Når vi nu alligevel det næste stykke tid kommer til at snakke så meget om tro - i forhold til hvad vi tror, er det bedste for Danmarks fremtid - så kunne vi måske også snakke om, hvad vi tror, der er det bedste for mennesket i det hele taget? Så kunne vi også snakke om de store spørgsmål her i livet og ikke blot, om der skal sættes flere penge af til infrastruktur.

Altså lad os bruge den næste tid, når vi alligevel er ved at snakke om, hvad vi tror, til også at snakke om, hvad vi tror, når der ikke er valgkamp.

Jeg vil gerne begynde: Jeg tror faktisk, at menneskets liv er i en sådan forfatning, at vi ikke længere selv kan kæmpe os ud af det. Jeg tror faktisk, at hvis mit liv skal lykkes på den måde, jeg drømmer om, så er jeg nødt til at få hjælp oppefra. Her tænker jeg ikke, at regeringen skal lave en ny lov, der på en eller anden måde gør det hele godt igen. Jeg tror, jeg har brug for én, der er større end mennesker, der skal gøre det hele godt igen. Jeg tror, han har et navn: Jesus. Jeg tror på, at jeg nok så meget kan sætte mit håb til alle mulige fornuftige mennesker, men skal det blive rigtigt godt, så bliver Gud selv nødt til at gribe ind. Det tror jeg faktisk, han gjorde for mange år siden, da han valgte at dø for menneskers skyld.

Det er kort fortalt, hvad jeg tror. Men hvad tror du?  

 

 


Robert Thun Svendsen

Skrevet af:
Robert Thun Svendsen

Lagt på nettet 21.10.2022

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også