Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Se dirigenten forfra!
Indrømmet: klassisk musik er ikke det, jeg ser og hører mest. Men jeg har da gjort det før. Og her har dirigenten været en ryg og en nakke og nogle fægtende arme. Ofte har det virket lidt som en indpisker, der virkelig var over sine folk og styrede dem med stram arm.
Ingen indpisker
Men når man så denne dirigent forfra, var det et ganske andet indtryk. Hans ansigtsudtryk, hans små fingerbevægelser, hans udstråling: alt dette gjorde et stort indtryk. Her var ingen ”indpisker”, men en person, der levede sammen med sit orkester og sin musik. Mens det hele bragede løs, kunne man se hans ansigt skifte stemning og en lille opblødning i hånden fortalte, at lige om lidt blev musikken blød og stille. Og mens der var ganske stille musik, forberedte han med et blik og en håndledsbevægelse en del af orkesteret på, at lige om lidt går det løs for jer!
Den store sammenhæng
Jeg kom til at tænke på, at mange vel oplever os kristne set nedefra salens gulv. De ser den kristne menighed (”orkesteret”) – men de ser kun Gud (”dirigenten”) bagfra. Og så kan det nemt virke som om han udsender en masse ”Du må ikke!” og ”Du skal!” med sine store armbevægelser. Som om det hele drejer sig om, at en slavepisker dirigerer sine galej-slaver til at ro i takt. Men når man så ser ham forfra. Ser hans ansigt. Ser hans kærlige smil. Ser den store sammenhæng i det hele. Så ser man noget helt andet.
Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm
Lagt på nettet 22.02.2012
