Gøre eller være
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«
Fra søndagens tekst i kirkerne:
Lukasevangeliet kapitel 10, vers 23-37
Det er svært for os mennesker at erkende, når vi ikke slår til. Vi vil så gerne klare det, der bliver forventet af os – eller som vi forventer af os selv.
Derfor vil den lovkyndige, der stiller spørgsmål til Jesus, også gerne have en præcis udmelding om, hvad han skal gøre for at få del i det evige liv.
Jesus svarer ham med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og at efterligne denne samaritaner, er jo faktisk noget, den lovkyndige kan gøre.
Men jeg må selv erkende, at jeg falder igennem, sammenlignet med samaritaneren i lignelsen. Jeg kan ikke leve op til det, Jesus ellers giver som et svar på, hvordan jeg kan arve evigt liv.
Jesus siger flere gange, at vi skal være som børn. Og noget af det særlige ved børn er, at de kan være børn, uden at gøre sig fortjent til det. Det er det gode budskab til os alle.
Vi må også have lov at være Guds børn – uden krav om at gøre noget. Og som Guds børn kan vi både få del i det evige liv og få lyst og frimodighed til at gøre det gode, som han også ønsker.
Skrevet af:
Morten Nielsen
Lagt på nettet 28.08.2021