Fødselsdag med blandede følelser
Jeg har lige haft min 68 års fødselsdag. I min alder er fødselsdage blevet en oplevelse med blandede følelser.
Der er to billeder, der slås indeni mig:
Målebåndet
Nogle bruger et centimetermål til at tælle ned til fx afslutningen af værnepligten. Så klipper man en centimeter af hver dag. Jeg oplever det lidt anderledes.
Jeg kan nemt føle, at nu er der røget 68 centimeter af mit livs samlede længde. Jeg ved ikke, hvor mange centimeter, der er tilbage – men i hvert fald ikke nær så mange, som jeg har haft. Og så er det festlige ligesom blegnet noget. For min fødselsdag markerer mest, at jeg er ved at nærme mig afslutningen af livet.
Lagkagen
Til en del fødselsdage er der lagkage. Jeg elsker lagkage! Og der kan være lys i lagkagen: ét for hvert år.
Jeg har ikke haft en lagkage med 68 lys. Men jeg har i tankerne øvet mig i at sætte 68 lys i en virtuel lagkage. Et lys for hvert år, jeg har fået lov at leve. Et lille gensyn med nogle af de mange minder. En taknemmeligheds-øvelse.
Guds mening
Jeg er kristen og vil derfor gerne se på, hvad Gud har at sige til de to billeder.
Målebåndet først. Her gir han mig helt ret. Faktisk sammenligner han os med græs, der hurtigt kan visne og blive til hø. Jeg skal dø en dag – det lægger Gud ikke skjul på. Og ja: jo ældre jeg bliver, jo nærmere kommer jeg grænsen.
Jeg kunne være død for mange år siden. Jeg kan endnu have en del år foran mig. Men en dag bliver jeg hø.
Lagkagen med lysene gir han mig også ret i. Jeg må takke ham for alle hans gode og gratis gaver i mit liv, fx helbred og kræfter og gode vilkår at leve under.
Ikke alt i mit liv har været lutter lagkage (undskyld udtrykket, jeg kunne ikke dy mig), men Gud har ledt mig ad nogle veje, der dybest set har været velsignet. Så at tælle mine lys giver anledning til taknemmelighed.
Guds tilføjelse
Og så kommer Gud gennem Bibelen med en afgørende tilføjelse, som mine to billeder ikke tager højde for. Gud siger tydeligt nok, at jeg skal dø. Men han siger mindst lige så tydeligt, at hvis jeg vil holde mig til Jesus, vil jeg opstå igen til et evigt liv i en vidunderlig verden.
I lyset af det evige liv giver hverken målebånd eller lagkagelys mening. Bare glæde. Ingen dødsangst eller tristhed.
Det kan opleves, som om det er for godt til at være sandt. Men jeg må tro på det, for det er Jesus selv, der siger det. Ham, der døde for vores skyld og opstod bagefter til evigt liv.
Så jeg kan sige: ”Mit liv er ikke lutter lagkage, men det ender i alle tiders fest!”.
Lagt på nettet 13.05.2026



