10.02.2014 00:00 Alder: 4 yrs
Kategori: jn-svar
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Forsvarer GT abort?

Flere steder i Gammel Testamente giver indtryk af, at et foster på den tid ikke blev regnet for liv. Eksempelvis i 2 Mos 21,22-25 og 3 Mos 27,1-8 og i 4 Mos 3,15.

Vi har selv en dreng med Downs og vi vidste det inden fødselen, men var ikke i tvivl om at fosteret var et 12 uger gammelt barn, da vi fik nyheden. Derfor havde/har vi heller ingen tvivl omkring abort.

Men hvordan skal vi forstå disse vers, som af nogle bruges til at argumentere for at Bibelen ikke fordømmer provokeret abort?


Svar:

Kære ukendte spørger!

Jeg glæder mig over, at I valgte at gå imod strømmen og få jeres barn.

I anfører så nogle bibeltekster fra Anden Mosebog, kapitel 21, vers 22-25, Tredje Mosebog, kapitel 27, vers 1-8, og Fjerde Mosebog, kapitel 3, vers 15. Disse tekster står i Moseloven, og den må vi sætte i perspektiv på følgende måde:

Moseloven og paradiset

Moseloven står i kontrast til både paradiset og Det nye Testamente. Moseloven er Guds gamle pagt, pagten med Israel, indgået på Sinaj bjerg på Moses’ tid, og den var i kraft indtil Jesus kom (Paulus brev til efeserne, kapitel 2, vers 15). Denne lov skabte gode forhold for Israel i det forjættede land, men dog ikke paradisiske forhold. Jesus er derimod kommet for at gøre os til paradisets børn, og derfor går han f. eks. i sin ægteskabsvejledning tilbage til begyndelsen, det første paradis. Det kan vi se i Mattæus-evangeliet, kapitel 19, vers 3-9.

Vi kan i kristendommen ikke bare uden videre overføre Moselovens vurderinger til den kristne kirke. Det er årsagen til, at der ikke er dødsstraf i den kristne kirke, ja der er ingen andre straffe end udelukkelse. Det svarer til, hvad en ganske almindelig forening i det danske samfund kan gøre ved sine medlemmer.

Når vi derfor i kristendommen skal udtale os om fostres værdi, så skal vi først og fremmest se på de tekster i Det gamle Testamente, som handler om skabelsen og paradiset (Første Mosebog kapitel 1 og 2) og disses perspektiver (for eksempel kapitel 139 i Salmernes Bog). Og her fremgår det, at mennesket er skabt i Guds billede (Første Mosebog kapitel 1, vers 26-27), og at Gud havde os for øje, allerede mens vi var fostre (Salmernes Bog, kapitel 139, vers 16), og at vi er underfuldt skabt (vers 14). Mennesket har altså en enestående værdi, uanset helbred og handicaps.

Så vidt kristendommen eller den nye pagt, som Gud har indstiftet gennem Jesus. Jævnfør Lukas-evangeliet kapitel 22, vers 20, hvor den nye pagt er nævnt direkte.

Moseloven i sig selv

Når man ser nærmere på Moseloven, så er den faktisk bedre end sit rygte. Lad os først se på selve lovbestemmelserne og dernæst på dens grundlæggende menneskesyn.

Erstatningsret

I Anden Mosebog, kapitel 21, vers 22-25 er der ingenlunde tale om, at fostre under 1 måned ikke har nogen værdi. Først må vi skelne mellem uagtsomt manddrab på den ene side og så et bevidst drab på den anden side. At to mænd kommer op at slås og går helskindede hjem efter kampen, hører juridisk set ifølge Moseloven hjemme under bagatelgrænsen. Men hvis de uforvarende kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, så skal der falde en erstatning. Fostret er altså ikke værdiløst, men der straffes heller ikke så hårdt som ved bevidst drab. Læg mærke til, at der også er en mild straf ved uagtsomt manddrab på et menneske, som er født, nemlig at drabsmanden skal leve i en tilflugtsby og ikke må vende tilbage til sin jord, før ypperstepræsten er død. Det kan du læse om i Fjerde Mosebog, kapitel 35, vers 10-34. Der er altså ikke tale om, at man lader aborten gå upåagtet hen, men der er tale om, at man lader de formildende omstændigheder komme skadevolderen til gode. Han så måske ikke kvinden, eller han vidste ikke, at hun var gravid. Under alle omstændigheder var hændelsen utilsigtet.

Takster ved afgivelse af religiøse løfter

I Tredje Mosebog, kapitel 27, vers 1-8 er den forskelligartede taksering formentlig sat i forhold til den styrke, som de pågældende kan mønstre. Derfor takseres en mand højere end en kvinde, den voksne højere end barnet, osv. I det gamle Israel gjaldt alder som et tegn på høj værdi i samfundet og i familien. De ældre havde højest status, og de ældre skulle æres. Alligevel takseres personer over 60 til et lavere beløb end den voksne mand og kvinde (v 7). Dette viser, at forskellen i taksering har noget med de pågældendes styrke at gøre og muligheder for at bidrage til arbejdet og ikke deres værdi. Selv børn til ned til 1 måneds alder kunne regnes med her.

Civilregistrering eller folketælling

I Fjerde Mosebog, kapitel 3, vers 15, er der tale om, at børn under en måned ikke tælles med i folketællingen. Det er civilregistrering, der er tale om, ikke barnets værdi. Det er næppe noget tilfælde, at denne forordning om mønstring fra en alder på 1 måned og opefter alene gælder præstestammen, Levis stamme. Den gælder ikke for mønstringen af de andre 11 stammer. Her skal stammen tælles af mænd, som er 20 år og derover (4 Mos 1); det begrundes med, at de skal være i stand til at kæmpe. De ældre mænd er ikke talt med. Hvad er mon grunden til, at præstestammen skal registreres fra det 1 måned gamle drengebarn? Har det noget at gøre med, at Levis stamme blev set som erstatningen for alle førstefødte i Israel, som ellers skulle være overgivet til Herren? Hvorfor sættes grænsen ved 1 måned og ikke f.eks. 6 måneder eller 1 år? Måske fordi der i en tid med høj børnedødelighed var mange spædbørn, som døde, inden de blev 1 måned gamle.

Grundlæggende menneskeværdighed

Moselovens syn på menneskets værdighed består i den grundlæggende frihed, som hele folket under denne lov skulle nyde, nemlig frihed fra slaveri og udlændighed. Ingen israelit skulle være slave, med mindre man selv valgte det. Det traditionelle slaveri, som man kendte fra nabofolkene, var i Israel forvandlet til en seksårig gældssaneringsordning (Anden Mosebog, kapitel 21, vers 1-6; Tredje Mosebog, kapitel 25, vers 39-44; Femte Mosebog, kapitel 15, vers 12-18). Kun udlændinge måtte være slaver i traditionel forstand. Det er så bl. a. her det ikke-paradisiske eller i hvert fald det foreløbige ved Moseloven viser sig.

Folket skulle have deres eget land, hvor de skulle leve i frihed fra både fremmede magter og en stærk centralmagt. Først da folket valgte at indføre kongedømmet, gav de afkald på et af Moselovens store privilegier.

Moselovens menneskesyn kommer stærkt frem i det, som Gud sagde til dem, da Israels folk ankom til Sinaj bjerg, hvor de skulle slutte pagt med Gud og modtage Moseloven. Gud sagde til dem (Anden Mosebog, kapitel 19, vers 3-6): Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne. I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.

Jeg håber, at dette er tilstrækkeligt. Ellers må du spørge igen.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også