20.10.2010 12:00 Alder: 8 yrs
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Hvordan skal jeg elske min fjende?

Hvis man skal elske sine fjender - skal man så også elske Osama Bin Laden? Hvad er ideen med at elske sine fjender? Hvis man belønner en hvalp hver gang den skider på gulvet, så vil den blive ved med at skide på gulvet...

Svar:

Det er godt at høre, at du har fanget et vigtigt bibelsk grundprincip, at vi skal elske vores fjender. Det er vi kaldede til som kristne. Det er en afspejling af Guds væsen, og derfor lærer Jesus sine disciple, at sådan er den gode praksis hos hans disciple.

Apostlen Paulus siger f.eks. om denne kærlighed hos Gud: ”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.” (Romerbrevet kapitel 5 vers 6-10).

Når Gud nu har vist sit kærlige forbillede (se også Johannes Evangeliet 3,16), så må vi se det som et privilegium at få lov til at ligne ham her i verden – særligt i mødet med vores næste.

Det er netop derfor, at Jesus giver denne konkrete lære i sin berømte Bjergprædiken: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matthæus Evangeliet kapitel 5 vers 43-48).

Altid muligt at bede

Læg mærke til, at Jesus først og fremmest peger på at elske – dvs. tænke godt om i sit hjerte og om muligt vise omsorg – og at bede for. Det første er ikke altid muligt i praksis, mens det sidste altid er det.

Når det f.eks. gælder Osma bin Laden, så kan du som kristen altid bede for ham. Bede om, at han må fravælge ondskaben. Bede om, at han må se Jesus som sin Herre og Frelser og få forvandlet sit hjerte. Bede om, at Gud må sende mennesker på hans vej, som kan vise ham en anden vej end terrorens. Skulle du selv have mulighed for at vise kærlighed og omsorg i praksis, så er det din opgave.

Dette gælder ikke blot i forhold til Osama bin Laden, men alle på din vej. I forholdet til din næste. Som en Jesu discipel er du kaldet til at vise aktiv kærlighed og bede for din fjende. (Se også Romerbrevet kapitel 12 vers 18-21).

MEN det betyder ikke, at du skal acceptere alt og anse alt fra din fjende som godt, der ikke tåler modsigelse, eller at det må blive påpeget som ondt. Du må – om muligt – forsøge at forhindre det onde, eller det som kan være til skade.

Alt ondt skal bekæmpes

Gud er et glimrende eksempel på dette i Bibelen. Hans væsen er den store kærlighed, som er beskrevet ovenfor, men samtidig finder vi utallige eksempler på i Bibelen, at Gud griber ind over for synd, ugudelighed og ondskab. Han elsker synderen med sin kærlighed, men finder sig ikke i selve synden. Læs f.eks. Hebræerbrevet kapitel 12 vers 5-6: ”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.”

På samme måde kan dit eksempel med en hundehvalp også ses. Det vil ikke være kærligt over for den, at den får lov til at gøre, hvad der er dårlig opførelse. Og du har ret i, at hvis den belønnes, så vil den blot blive ved. Derfor skal den opdrages med god kærlighed til at handle på den bedste måde.

Og sådan er heldigvis også Gud i sin opdragelse af os mennesker. Det er ikke enkelt for os at gennemskue dette.


Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 20.10.2010

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også