Er det Guds skyld?
Svar:
Det er et omfattende spørgsmål du stiller, men jeg vil prøve at pege på nogle grundlæggende ting, der kan hjælpe os til en forståelse af Guds ansvar i forhold til det, der sker i verden. Hvad er Gud skyld i?
1. Gud valgte døden – for at begrænse det onde
På en måde er det rigtigt at sige, at døden er Guds skyld. Gud valgte døden for at begrænse den ondes magt.
Døden er et resultat af synden, se Romerbrevet kapitel 6 vers 23: ”For syndens løn er død”. Se også Romerbrevet kapitel 5 vers 12.
Baggrunden for det finder vi i beretningen om Adam og Eva. Ved syndefaldet spiste mennesket af kundskabens træ og lærte det onde at kende. Da Gud så, at mennesket på den måde havde lukket det onde ind i deres liv, valgte han at spærre vejen til Livets træ. Hvis mennesket spiste af livets træ ville det leve evigt, og dermed ville det onde være en del af livet for evigt. (1. Mosebog kapitel 2 vers16 og kapitel3 vers 2-6) ( 1. Mosebog kapitel 3 vers 22). På den måde er døden ”Guds skyld”, som en begrænsning af syndens magt.
Men det er vigtigt at tilføje: Gud har grebet ind i verden gennem Jesus Kristus for at give os evigt liv: Johannes evangeliet kapitel 3 vers 16 og Romerbrevet kapitel 6 vers 23. Det evige liv ved troen på Jesus er netop uden både synd og død (Johannes åbenbaring kapitel 21 vers 1-4)
2. Et menneske dør, når Gud vil. (Salme 104,29)
At døden på den måde er ”Guds skyld” indebærer, at vi har lov at klage vores sorg og smerte til Gud, når et menneske tages fra os. Og at vi ikke skal give andre (eller os selv) skylden for det.
3. Gud kan gribe ind
Det sker, at Gud griber aktivt og konkret ind i vores verden for at hindre ondskaben i at brede sig (Efeserbrevet kapitel 5 vers 6). Det kan altså være ”Guds skyld”, når et menneske ganske konkret hindres i at synde (dvs. ødelægge livet for andre). Derfor har vi lov at bede konkret om Guds hjælp, når vi møder det onde.
4. Gud kan beskytte os
Gud sender sine engle til beskyttelse og hjælp for mennesker (Salme 103,20-21). Der er både i Bibelen og kirkens historie talrige eksempler på, at Gud på den måde frelser et menneske i en farlig situation. Det ser ofte ud som tilfældigheder, men det kan godt være ”Guds skyld”, når vi befries fra en ulykke. Derfor har vi lov at bede om Guds beskyttelse i helt konkrete hverdags- forhold.
5. Menneskers eget ansvar
Der er intet belæg i Bibelen for skæbnetro. Mennesker er ikke robotter eller maronetdukker.
Vi kan selv vælge at gøre godt eller ondt (Mattæus evangeliet kapitel 7 vers 11). Derfor må vi ikke tro, at Gud er skyld i alt, hvad der sker i verden. Det enkelte menneske har ansvar for sit eget liv og handlinger.
Naturlovene gælder normalt – kun i ganske særlige tilfælde handler Gud på tværs af naturlovene.
6. Mange ting sker imod Guds vilje
Selve syndens eksistens i verden understreger jo det. Gud vil kun det gode, og Han giver os kun det gode og fuldkomne (Jakobs brev kapitel 1 vers 17) Det onde skyldes dybest set Djævelen (Johannes evangeliet kapitel 8 vers 44) – og vi menneskers medfødte trang til at søge vort eget (Efeserbrevet kapitel 2 vers 1-3). Derfor ”Forsager vi Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”, som det hedder i trosbekendelsen.
7. Gud er stærkest
Gud har gennem Jesu død og opstandelse én gang for alle overvundet , synden, døden, Djævelen og alle onde magter (Kolossenserbrevet. 2,14-15). Det ser vi små og foreløbige glimt af, når Gud griber konkret ind i vores hverdag (jf. pkt. 3 og 4 ovenfor). Vi venter på, at det skal blive til fuld virkelighed ved Jesu genkomst (Mattæusevangeliet kapitel. 25 vers 31 ff.). Indtil da lever vi i tillid til Guds nåde og kærlighed, som Han har givet os i Jesus Kristus (se 1. Thesselonikerbrev kapitel 5 vers 9-10).
Jeg håber dette kan give dig svar på spørgsmålene om ”Guds skyld”.
Lagt på nettet 10.12.2004