Giv slip


Prædiken intro 100px
Sidste søndag efter helligtrekonger:

Da jeg var dreng, skulle jeg hvert efterår hjælpe med at grave kartofler op. Det kunne godt være lidt ulækkert, hvis man fik fingrene i en af de kartofler, der var blevet lagt i jorden om foråret. Den var tit helt blød og slimet.

Men når vi kunne samle en hel masse friske nye kartofler op i spandene, var det kun, fordi den første kartoffel var død. Den havde givet sit eget liv til næring for de nye.

En god høst

Det er noget lignende, Jesus tænker på, når han siger, at et hvedekorn kun kan blive til flere ("mange fold"), hvis det dør.

Det samme sker faktisk også, når f.eks. mødre og fædre giver af sig selv, af deres kræfter og tid, for at deres børn skal få en god barndom og lære at stå på egne ben.

Skal der komme en god 'høst' ud af vores liv, må vi give slip på, at det hele skal handle om vore egne behov.

Gik foran

På samme måde kan der være ting i vores liv, vi må give afkald på, for at få evigt liv sammen med Jesus i Guds himmel. Vi må arbejde på at sige nej til det egoistiske og alt det, som er imod Guds ønsker.

Jesus gik foran, da han døde for os, for at vi kan få tilgivelse og evigt liv.

Du kan høre mere om dette i kirken Sidste søndag efter helligtrekonger, hvor prædiketeksten er fra Johannesevangeliet kap. 12, vers 23-33

Holger Skovenborg, 30/01/2006
Et ord med på vejen

 

Indre Missions Tidende - gratis i 4 uger

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær