Hellere dø end svigte

I en bog om Estonias forlis for 10 år siden, fortæller een af de overlevende om "tunnelsynet": Han så kun mod udgangen. Overså alle de andre. Alle dem, han måske kunne have hjulpet. Han tænkte kun på sig selv. Hvis han kom i en lignende situation en anden gang, så ville han hellere dø end svigte igen!

I søndags refererede vores præst en bog, skrevet af en af de få overlevende fra færgen Estonias forlis for 10 år siden. En ærlig bog, sagde han. En bog, hvor forfatteren beskrev de rædselsfulde timer inden han blev reddet. Timer, hvor det eneste, der fik ham til at ville blive ved at prøve på at overleve, var tanken om hans kæreste. Han beskrev også, hvordan han inde i mylderet af panikslagne færgepassagerer fik ”tunnelsyn”: han så kun mod udgangen. Overså alle de andre. Alle dem, han måske kunne have hjulpet. Han tænkte kun på sig selv. Forfatteren havde brug for at få sat ord på, at han havde svigtet. Havde overlevet ved kun at tænke på sig selv. ”Hvis jeg kommer i en lignende situation en anden gang, så vil jeg hellere prøve at hjælpe end at overleve”. Kort sagt: han ville hellere dø end svigte igen

Hellere dø!

Når han har det sådan, må det være, fordi det er en forfærdelig ting at bære rundt på i livet: ”Jeg svigtede!”. Jeg tænker at han virkelig må have brug for at møde tilgivelse. Han har svært ved at møde pårørende til de omkomne – for tænk, hvis det var netop deres kære, han kunne have reddet! Hvem kan bære det? Og hvem kan egentlig give ham tilgivelse? Samtlige pårørende? De omkomne kan jo i hvert fald ikke. Det virker håbløst. Men jeg kender én, der både kan og vil tilgive ham! En, der for øvrigt selv blev og tog døden i stedet for at redde sit eget skind. Tog døden, så andre kunne leve. Jesus.

Før jeg blev kristen, anede jeg ikke så meget om, hvilke behov jeg egentlig havde. Hvis nogen havde sagt til mig: ”Du kan få gratis tilgivelse – for alt!” så havde jeg nok smilet lidt og tænkt, at det havde jeg da ikke brug for.

Men da jeg først havde mødt Jesus og havde ”smagt” den totale tilgivelse – så opdagede jeg, hvor sulten jeg havde været efter den! Noget af det fedeste for mig ved at blive kristen var netop, at nu kunne jeg se hele mig selv i øjnene! Se alt det onde i øjnene uden at undskylde eller bortforklare. For jeg kendte ham, der både kunne og ville tilgive! Og jeg kunne se alt det værdifulde i mig i øjnene – for det er værdifuldt, selv om der også er det onde. Gud elsker mig – og derfor må jeg se min egen værdi i øjnene.

Tunnelsyn

Noget af det onde i mig er netop det, forfatteren kalder ”Tunnelsyn”: at jeg ikke har øje for andres behov – men stormer målrettet frem mod opfyldelsen af de behov, jeg selv føler. Jeg er bare så glad for, at selv os med et tunnelsyn kan opleve, at vi i det lille synsfelt ser Jesus! Og det kendskab vil med tiden udvide synsfeltet! Ikke at jeg i dag bare er kærlighed (gid det var så vel). Men jeg har dog oplevet, at Guds kærlighed har smittet af på mig, så jeg ikke altid har tunnelsynet slået til. Og hver gang jeg så oplever, at jeg alligevel har brugt det elendige syn – ja, så kender jeg ham, der kan og vil tilgive…


Carsten "Sprint" Korsholm Poulsen, 12/10/2004
Diskuter denne artikel i vores debatforum.