Jesus beder5. søndag efter påske: MiniprædikenMens jeg var præst i Nexø på Bornholm, var jeg ofte med til at bede sammen med andre i et af byens missionshuse. Den dag i dag kan jeg for mit indre øre høre nogle af disse gamle mænd bede. Det var en forunderlig oplevelse på den måde at få et kig ind i et andet menneskes åndelige verden og være vidne til deres fortrolige samtale med Gud. Et kigEndnu stærkere er det at få et kig ind i den åndelige verden hos vor Herre Jesus. Det er det, vi får denne søndag, hvor vi lytter til Jesus, mens han beder til sin himmelske far. Særligt er det værd at lægge mærke til, at han så uendelig gerne vil give evigt liv til dem, som er hans. "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus", lyder det. Tænk at få lov til at høre det! I bønnen siger han også, hvordan vi får dette liv, når det hedder: "De har holdt fast ved dit ord". Nå måletNu beder Jesus om, at vi må nå målet. "Hold dem fast ved dit navn", siger han til sin far i Himlen. Det er nemlig ikke nogen selvfølge. PrædikentekstenSådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi." Johannesevangeliet 17,1-11 Læs alle søndagens tekster her.
Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992
Frede Møller, 03/05/2010 Et Ord med på vejen |
|
Brug for én at tale med?
I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.









