08.12.2005 12:00 Age: 14 yrs

Skrevet af:
Poul Hoffmann

Hvem er "Herrens engel"?

Jeg sidder og læser den nye Gyldendals bog om engle. Det er ganske interessant, men jeg er dog lidt skeptisk, bl.a. fordi forfatteren i forordet nævner, at GT er en samling gamle myter. Det er dog ikke det jeg vil spørge om, men om, hvad der menes, når der f.eks. i 2. Mos 3,2 står, at "Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk" I bogen(om engle) bliver dette udlagt som en engel, mens jeg i børneklubben, og juniorklubben altid har hørt, at det var Gud, der viste sig for Moses på denne måde. Nogle andre steder er "Herrens engel" af forfatteren oversat til Gud i skikkelse af en engel, men de fleste steder taler forfatteren om en sammenblanding af Gud og en engel. Jeg mener selv, at det er Gud, der taler til Moses igennem den brændende tornebusk, men hvordan skal udtrykket "Herrens engel" forstås, både i eksemplet, men også mere generelt?

Svar:

Om GT

Det er Poul Hoffmann, der svarer på dit spørgsmål om "Herrens engel", men inden har jeg lige denne kommentar ang. GT.:

Den forestilling, at GT er "en samling gamle myter", er desværre meget udbredt i dag, men det er total meningsløst. Der er forskellige skrifter og genrer i det Gamle Testamente, der er bla. poesi, historieskrivning og profetier, men intet der kan gå ind under kategorien af "en samling gamle myter".

Det er rigtigt af dig, at være bevidst om hvilket bibelsyn der tages udgangspunkt i. Til det vil jeg henvise til et par uddybende artikler her på JesusNet.

Hvilke forskellige Bibelsyn findes der?

Hvad kan Bibelen bruges til ?

Med venlig hilsen

Benna Asmussen Hørlück

Herrens engel - en gåde

Dit spørgsmål er meget interessant. Den skikkelse i Bibelen, der betegnes Herrens Engel, har alle dage stået som en gåde. Han er Guds sendebud ("engel" betyder jo "sendebud"), men flere steder, hvor han optræder, fremgår det klart, at han er Gud selv. Gud, der troner i sin herlighed i Himlen, hvor intet menneske kan nærme sig ham (undtagen i bøn, naturligvis), "sender" i denne skikkelse sit guddommelige nærvær til mennesker på en sådan måde, at de kan tåle at omgås ham. Oplysende kan det være f.eks. at læse om bebudelsen af Samsons fødsel i Dommerbogens kap.13. Men fuldtud fatte sagen kan vi ikke, for vore ord og begreber kan ikke altid rumme de guddommelige realiteter.

I og med at Herrens Engel er Gud selv, kan der være noget rigtigt i det, når nogle vil hævde, at han er Jesus. Men det må selvfølgelig ikke blandes sammen med, at Gud i Jesus blev menneske og døde og opstod til vor frelse. Ligeledes kan der være noget rigtigt i det, når andre hævder, at Herrens Engel er Helligånden (sammenhold vers 26 og 29 i Apostlenes Gerninger kapitel 8). Men det må også huskes, at alle himmelske engle jo egentlig er Guds engle. I Lukasevangeliet kapitel 1 er det Gabriel, der betegnes Herrens Engel (sammenhold vers 11 og 19)

Gud selv

I sidste instans kan vi ikke gøre andet end at respektere mysteriet. Lykkeligvis fatter hjertet jo tit noget, hvor forstanden kommer til kort.

Og du kan altså roligt gå ud fra, at det var Gud selv, der viste sig for Moses i den brændende tornebusk.


Skrevet af:
Poul Hoffmann

Lagt på nettet 08.12.2005

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også