24.03.2011 12:00 Age: 14 yrs
Forfatterprofil

Hvad er Guds rige?

Hvad er "Guds rige"? F. eks. når Jesus siger søg først Guds Rige i Fadervor.

Svar:

For det første skal vi notere os, at når vi taler om Guds rige, så taler vi om et rige, som er allerede nu, men som stadig venter på at blive synligt og fuldendt.

Det andet vi skal lægge mærke til er, at Guds rige betyder Guds kongelige herredømme - altså dér hvor Guds vilje sker. Det ikke er en begrænset geografisk størrelse, men findes overalt, hvor mennesker bøjer sig under Guds herredømme og vilje.

Det tredje vi lægger mærke til er, at det bibelske fremtidshåb er intenst levende i det Gamle Testamente. Abraham så frem mod "byen med de faste grundvolde hvis bygmester er Gud" (Hebræerbrevet 11,10)! Det læser vi meget om i Salmernes Bog og i GT's profetiske skrifter. Ikke mindst i Daniels Bog kapitel 2 og 7 er der vigtige afsnit, som spiller en stor rolle i Jesu forkyndelse af de sidste tider og det kommende Guds rige.

En missionsbøn

Derfor er Fadervor bønnen "Komme dit rige" en missionsbøn! Det er missionens bøn!

Der står om dette rige i Daniels Bog kapitel 7,13-14, at det skal overgives til én der ligner en menneskesøn, al magt skal overgives til ham, hans herredømme skal være evigt; hans kongerige skal ikke gå til grunde nogensinde. Det skal knuse verdensrigerne, som skal føres bort med vinden, som avner på en tærskeplads om sommeren! (Daniel 2,35) Det er derfor Jesus siger om sig selv i Mattæusevangeliet 28,18-19: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden – gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple...”

På Jesu tid, var det blandt jøder mest almindeligt, at kalde det Himmeriget (f. eks. i Mattæus evangeliet) mens Markus og Lukas omtaler det som Guds Rige.

Mange billeder på Guds rige

Jesus talte om Guds rige på mange forskellige måder. Han sammenlignede det med frø, som bliver sået i forskellige jordtyper. Jesus siger også, at Guds rige ligner et sennepsfrø, der vokser op til et stort træ. Det sammenlignes også med en surdej, som gennemsyrer hele dejen. Guds rige ligner også en vingård, hvor der gødes og graves og beskæres; ja er som en moden kornmark, men høstfolkene er få – derfor må vi bede høstens herre sende (kaste!) arbejdere ud til sin høst!

Guds rige er her på jorden usynligt. Der er dem, der har sagt, at Guds riges væsen er barneforholdet. Derfor er det en åndelig sag, der ikke kan gribes med vore hænder eller fattes med vores forstand. Det kommer ikke på den måde, at man kan se det med sine øjne. Vi kan heller ikke sige: Se her eller se der er det! For Jesus siger: Guds rige er indeni jer (Lukas evangeliet 17,20). Samtidig er Guds rige retfærdighed fred og glæde i Helligånden (Romerbrevet 14,17)! Ifølge Zakarias Bog 4,6 kan Guds rige ikke komme ved magt eller kraft, men kun ved Herrens Ånd.

Komme dit rige!

Derfor er det klart, at den bedste måde Guds børns kan fremme Guds Rige på er ved at bede om dets komme. Derfor beder vi i Fadervor: Komme dit rige! Det er at søge Guds rige!

Hvad siger Luther om dette? Han forklarer, at Guds rige kommer nok af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os. Og han spørger: Hvordan sker det? Og svarer: Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever efter Guds vilje her og hisset, i tid og evighed!


Forfatterprofil

Lagt på nettet 24.03.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også