Er det nok at være døbt?

Svar:

Tak for dit gode og vigtige spørgsmål, som mange andre end du går og tænker på! Det er jo et meget aktuelt spørgsmål her midt i konfirmationstiden, og fordi så mange danskere er døbt som børn.

Jeg vil gerne svare ved at begynde med at sige noget om, hvad dåben ikke er. Dåben er ikke en form for magi eller tryllekunst, der bare virker automatisk. Det er ikke sådan, at når bare et menneske er døbt, så tilhører det automatisk Gud for resten af livet og efter døden. Den forståelse af dåben er der mange mennesker, der har. Og det ser ud for mig, som om det også ligner de tanker, du beskriver. Men sådan er det altså ikke med den kristne dåb.

Dåben kan derimod sammenlignes med en gave, som man får til jul. Hvis jeg får en gave, ser på den udefra og siger tak - og så lægger den ind bagerst i skabet uden at pakke den op eller i øvrigt interessere mig for, hvad gaven er for noget - så får jeg mildt sagt ikke megen glæde af den gave! Måske var det et par vanter, der kunne have varmet mine fingre i sneen, men det hverken ved jeg noget om eller får nogen glæde af, hvis pakken bliver ved med at ligge inde i skabet!

På samme måde får jeg heller ikke nogen glæde af den gave, dåben er, hvis jeg ikke bruger den. I dåben giver Gud os fællesskab med sig selv - ja dåben beskrives endda i Bibelen som en ny fødsel, hvor vi begynder et nyt liv i fællesskab med Gud. Men dåben er altså netop en begyndelse, og liv kan afsluttes. Hvis et døbt menneske selv vælger at frasige sig fællesskabet med Gud, så lever han ikke længere i det fællesskab. Gud tvinger ingen til at leve sammen med sig mod menneskers vilje.

Paulus har en ret malende beskrivelse af, hvordan dåben og det liv, der følger efter dåben skal høre sammen. Han forklarer i sit Første brev til Korintherne kap 10 vers 1-12, hvordan israelitternes historie under ørkenvandringen er et eksempel for os på, hvordan det kan gå, hvis vi ikke lever det nye liv, vi bliver født til i dåben. Israelitterne blev alle sammen befriede fra slaveriet i Egypten, de fik alle sammen lov at spise mad i ørkenen, som Gud sendte til dem, de så alle sammen en masse undere, som Gud lavede lige for deres øjne. Men det var ikke alle, der fik lov at komme med ind i Kana'ans land, fordi de "fordømte" Gud, som du skriver. De frasagde sig fællesskabet med Gud, og så blev de også fri for det!

Nu er det ikke sådan, at vi skal til at gå og dømme hinanden og sige om hinanden, at vi ikke kommer med i Himlen! Den afgørelse ligger hos Gud - heldigvis. Men Bibelen taler altså klart om, at der følger et nyt liv med dåben, og hvis vi ikke vil leve det nye liv, vælger vi altså selv fællesskabet med Gud fra, og så slipper vi også for at være sammen med ham.

Hvis du kan tænke dig at læse en god bog om, hvad den kristne dåb er, kan jeg anbefale denne her: "Livets vand - om dåben" af Flemming Baatz Kristensen fra Credo Forlag 1995. Du kan evt. låne den på biblioteket. Det er ikke nogen tyk bog, men den er god at blive lidt mere klog af.

Lagt på nettet 09.05.2002