26.01.2011 12:00 Alder: 7 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Selvmål

Jeg har lige set en fodboldkamp, hvor en af spillerne kom til at lave et selvmål. Pinligt. Okay, indrømmet: jeg jublede, fordi jeg holder med det andet hold - det er nok en ringe trøst, for jeg er ret overbevist om at han ikke er lige så stor en helt i sit holds fanklub. Men mon ikke de tilgiver ham før eller siden? For kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder.

Sådan skriver han, Peter (1. Petersbrev 4,8): Vi skal holde fast i kærligheden, fordi den dækker over mange synder. Kærligheden er ikke smålig. Lige som der skal mere til end selvmål og nederlag på hjemmebane til at få en inkarneret fodboldfan til at opgive sit hold, sådan skal der også mere til før sand kærlighed siger fra. Jeg skal elske min næste - ikke lege dommer og fløjte for frispark og uddele kort; vi er ikke sat i verden for at dømme syndere, men for at hjælpe vores med-syndere i kampen mod synden.

Kærlighed er et valg

For resten: Jeg ser ikke ret meget fodbold - det er livet for kort til, når man kan slå resultatet op på nettet. Men nu og da sker det - som i aften - at jeg følger med i en kamp med mit yndlingshold. Og det er ikke altid lige nemt. Indimellem kræver det unægtelig vilje og fasthed at forblive loyal mod sit hold, når de taber på hjemmebane eller på anden vis skuffer. Men nu har jeg en gang for alle valgt, at det er dét hold, jeg holder med. Det afhænger ikke af mit humør eller mine følelser.

Jeg skal elske 

Jesus' kærlighed til mennesket er på samme måde: Den er vedvarende og uanfægtet. Selv om jeg laver nok så mange selvmål eller grove frispark, så elsker Han mig. Også når jeg skyder helt ved siden af målet i den rigtige ende af banen (det er faktisk præcis dét, som synd betyder: ramme ved siden af målet).

Hans kærlighed til mig er ikke begrundet i følelser eller sådan noget. Sådan skal min kærlighed til mine medmennesker også være: den skal være noget jeg gør, udøver, vælger på tværs og på trods. For stod det til mine følelser - ja, så er det nok i virkeligheden ret begrænset, hvor meget jeg vill elske mine medmennesker, selv om Jesus siger, jeg skal.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også