15.11.2006 12:00 Alder: 12 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Hudløs i november

Overgangen til vintertid har gjort novembers dage korte – og mørke. Nogle mennesker kommer i dårligt humør; nogle bliver decideret syge og må i lysterapi for at holde depression fra døren. Og mange af os håber, at det dog snart ville blive december, som for de fleste er fuld af forventningens glæde til julen. Men hvor kold og mørk måneden end er, så er Jesus også lysets Herre i november.

November mørke

”November går tungt gennem byen”, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen i sin novembersalme, hvori hun maler et billede af måneden som tung, kold og mørk. Og hun har ganske ret i, at der er noget særligt ved november. Måneden er særlig, fordi den ikke er noget særligt. November er noget og ingenting samtidig. For de fleste føles den som en overgang mellem det hyggelige og smukke efterår og adventstidens bløde, hvide julestemning – uden at være nogen af delene. Det er i november, vi kommer i tanke om, hvor vi gemte huer og handsker sidste forår; det er i november, der er travlhed på apotekerne med at lange Hexokain og Strepsils over disken; det er i november dagene bliver korte og smelter sammen til en klæg masse af uger, der bare skal overstås.

Korte, sorte dage

En faktisk ikke helt ringe del af befolkningen får vinterdepression, når lyset forsvinder. Symptomerne er træthed, dårligt humør, manglende overskud til at klare de ting, man nu skal have klaret i løbet af en dag. En rigtig ubehagelig tilstand, som sagtens kan vare hele vinterhalvåret. Måske har Lisbeth Smedegaard Andersen haft de vinterdepressive i tankerne, da hun senere i samme salme skriver:

Så hudløs man er i november!

med skrammer, der aldrig blev lægt,

mens misbrugte døgn tælles sammen

og vejes på vinterens vægt.

Men jeg tror faktisk, at verset udtrykker noget, som mere end den depressionsramte del af befolkningen kan nikke genkendende til. For det er jo rigtigt, at de korte, sorte dage meget lettere gør os i dårlig humør – og derfor også mere selvkritiske og selvbebrejdende, så vi bliver alt for opmærksom på alt det, vi ikke fik gjort, så vi enten får stress; synker ned i selvforagt eller slet og ret føler os uhjælpeligt drænet for energi.

I lysterapi hos Jesus

Det er ikke fordi døgnet er kortere, selv om de korte dage, kan få det til at føles sådan. Det er fraværet af lys, der er årsag til vinterdepression. Og det er lige præcis dét, lægen ordinerer: lysterapi. En time om dagen ved en kraftig pære kan hjælpe folk med at komme over en vinterdepression. Men lys er også godt for alle os andre, der render og plager os selv med burder og byrder, der af en og anden grund bare synes tungere i november. Og der ér lys. Endda et lys, der får selv den allerkraftigste lyskilde til at virke som lyset fra en cykel-dynamo trådt af en olding: Livets lys. Kristus.

Som vi famler og fumler rundt i novembermørket er det ikke altid, vi tænker over, at Jesus ”ta’r en misbrugt dag tilbage – nådig glemt i evighed”, som en anden salmedigter udtrykker det (Den Danske Salmebog 370). For Jesus holder heldigvis ikke regnskab med vores misbrugte dage. Men ikke nok med det: Jesus' tilbyder os også lysterapi, som kan gøre vores dage fulde af glæde og fred: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matthæusevangeliet 11,28).

Tilbuddet gælder også i november.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 15.11.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også