02.11.2005 12:00 Alder: 14 yrs

Skrevet af:
Annie Schjelde Pedersen

Du har vundet!

Jeg er i forbindelse med mit arbejde den heldige indehaver af en outlook-mailkonto. På den modtager jeg næsten dagligt de mest fantastiske tilbud, som jeg virkelig må sætte mig på mine hænder for ikke at købe lige med det samme. Jeg kan få Rolex-ure til kun 250 dollar, Viagrapiller til spotpris, samt diverse kosmetiske operationer, som jeg bare ikke kan leve uden.

Spam 100

I dag fik jeg en af de mest glædelige mails i rigtig lang tid. Tænk sig, jeg havde vundet i lotteriet! Jeg kan ikke engang huske at have deltaget, men det må jeg jo have gjort, eftersom jeg ifølge mailen havde vundet 1.000.000 gode amerikanske dollars. Alt hvad jeg skulle gøre for at modtage de dejlige penge, som unægtelig ville sparke min levestandard et pænt stykke op, var at sende mit kontonummer samt diverse personlige data til en venlig dame ved navn mrs. Gonzales, som så straks ville sætte dem ind til mig.

Til dem, som nu sidder og tænker, at jeg er komplet idiot, kan jeg oplyse, at ovenstående skal læses med de ironiske briller på. Når jeg får mails af den slags, har jeg en standardprocedure, som hedder Blokér og Slet.

Men hvad hvis den nu en dag var rigtig nok? Hvis jeg havde deltaget i en eller anden åndssvag konkurrence og vundet et krydstogt til Middelhavet, men tog det for fup og svindel?

Hvor dum ville man så ikke føle sig over at have afvist tilbuddet…

Og her er det så jeg springer fra indledende metafor, til sagens kerne. I din dåb fik du faktisk en ret fed gevinst sat ind på kontoen: fællesskab med din og resten af universets Skaber og Herre. Han vil ikke have dit kontonummer eller dine gode gerninger i bytte. Gevinsten er din, uden beregning!

Spørgsmålet er nu, hvad stiller du op med ovenstående påstand? Blokerer og sletter du den pr. refleks, eller er du villig til at undersøge, om Gud er en pålidelig afsender?

Du vil aldrig kunne vide det, måle eller veje det. Gud er, indtil videre, ikke sådan lige at møde ansigt til ansigt, og hele hans væsen kommer vi nok aldrig til at forstå.

Gud har tilsyneladende ikke behov for at bevise sig selv og råbe dig ind i hovedet, at han altså lever og eksisterer og har et tilbud, du ikke kan afslå. Du får som altid, når det er kærlighed og tillid, det drejer sig om, et valg.

Om du vil Blokere og Slette eller sende en tak til afsenderen og høre nærmere om gevinsten, det er op til dig.

PS. Er der nogen, der har et godt, billigt og effektivt spamfilter til mig?


Skrevet af:
Annie Schjelde Pedersen

Lagt på nettet 02.11.2005

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også