13.06.2007 12:00 Alder: 12 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Det farlige netværk

Hermed en advarsel mod netværket "Terrorist AB", der igen i den senere tid har slået til med terroraktioner i Danmark! En af de sidste aktioner kostede fire uskyldige livet. En anden aktion kostede fodbold-Danmark en endnu ikke helt opgjort skade - men under alle omstændigheder en meget omfattende skade. A´et i "AB" står for Alkohol. B´et står for Beruselse (populært: Brandert).

Terrorcelle

Netværket "Terrorist AB" er meget svært at optrævle, da det er ganske almindelige rare mennesker, der pludselig springer ud som terrorister: de tæver tilfældige, springer ind på et stadion og tæver dommeren eller sætter sig ind i en bil og kører fire medtrafikanter i døden. Eller de tæver konen, voldtager et tilfældigt bekendtskab fra diskoteket, mister en masse penge og så videre

Hvad sker der? De drikker sig simpelthen så berusede, at de ikke længere har kontrol over sig selv. De koster det danske samfund mange, mange millioner hvert år - og de koster danskerne en lang række lidelser, der ikke kan gøres op i penge.

Beruselse

Danskernes alkoholkultur er for længst verdensberygtet - især når det gælder de unge, har vi næsten verdensrekord i stangstive mennesker. Og så kunne vi selvfølgelig hænge dem ud, der virkelig kommer galt af sted som den ovenfornævnte spritbilist eller fodboldtilskuer. Men i virkeligheden er der mange flere skyldige. Hver gang vi griner med, når en kollega i kaffepausen underholder med, hvor skidefuld han var i weekenden, er vi med til at støtte den danske folkemoral: det er helt OK at blive virkelig fuld - det er faktisk først dér, det rigtig sjove sker!

Nu er det jo Gud ske lov ikke enhver brandert, der ender i en katastrofe - men derfor vover jeg alligevel at sige: enhver brandert er en potentiel katastrofe, der rummer muligheden for en forfærdelig ting. For vi har netop mistet kontrollen - og så er det ofte "heldet" der afgør, om det går galt eller ej. Alle de forfærdelig ord, det kan tage uger at rette op på. Alle de åndssvage engangsknald, der kan få langtrækkende konsekvenser… 

"Jeg ved heller ikke, hvordan jeg ku´ finde på det - men jeg var jo stiv!" som mange siger bagefter. Det bli´r nærmest en undskyldning: han/hun var jo fuld, så de ku´ ikke gøre for det. Sig det til de efterladte i forbindelse med en spritbillist-ulykke! Sig det til den forbipasserende, der er blevet sparket i ansigt og mave 11 gange!

Sat lidt på spidsen: jeg mener faktisk at det burde være strafbart i sig selv at drikke sig så beruset, at man ikke har kontrol over sig selv længere - for så er mange en potentiel forbryder.

Hvad gør du selv?

Men nu kan ingen af os nok ændre samfundet - men vi kan feje for egen dør. Hvad er mit forhold til Terrorist AB - netværket? Personligt måtte jeg være afholdsmand i nogle år for at få styr på mit alkoholforbrug, der ellers løb af med mig. I dag kan jeg sagtens drikke en øl eller et glas vin, men jeg sætter skarpe grænser for mig selv og har lovet mig selv: aldrig mere fuld! Hvordan står det til med din terrorist-bekæmpelse?


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 13.06.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også