15.10.2008 12:00 Alder: 11 yrs

Skrevet af:
Marie Jensby

Lykken i krise

Økonomien er i krise – ikke kun hjemme hos hr. og fru Jensen, men i hele verden. Island er blevet sat til salg på ebay. Alle taler om verdenskrisen. Jeg indrømmer det. Jeg har ikke styr på, hvad det helt præcist betyder, at verdensøkonomien er i krise. Men er der mon nogen, som kan gennemskue hele problematikken?

Finanskrise

Jeg ved så meget, at mange mennesker verden over mister en masse penge for tiden. Prisen på en pakke rugbrød stiger. Og bankerne krakker. Folk, der har investeret i aktier, sidder og bider negle og håber, at de snart går op igen. Personligt føler jeg mig ikke så påvirket af det hele – men jeg har heller ikke de store investeringer. SU’en kommer hver måned, og de fleste måneder løber det rundt.

Mindre lykke fremover

Senest har jeg så kunnet læse, at danskerne skal til at indstille sig på at være lidt mindre lykkelige de næste år. Og det skyldes såmænd den økonomiske krise. Vi skal forvente 2-3 magre lykkeår. (I kapløbet om at være det lykkeligste folkefærd, skal vi dog ikke frygte – for de andre lande vil også opleve, at deres lykke er i krise...)

Det virker jo umiddelbart dystert. Fremtiden ser pludselig ikke så lys ud. Eller hvad?

Det kommer jo an på, hvor vi har vores lykke. Hvis den er placeret i chippen på visakortet, i aktier og obligationer, fast ejendom og mere af den slags, så kan det da godt være, at lykken er i krise.

Et andet perspektiv

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har et lidt andet perspektiv på mit liv. Jovel, jeg er da glad for min SU og min lejebolig. Men som salmisten fra Det Gamle Testamente skriver: 

Men at være Gud nær er min lykke,

jeg tager min tilflugt til Gud Herren,

så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.

(Salme 73, 28) 

Det er der, min lykke er. Det er der, der virkelig har betydning for mig i mit liv: At være Gud nær! Så må der for min skyld være krise alle andre steder i mit liv – bare der ikke er krise i mit forhold til Gud. Og jeg ved, at det forhold aldrig kommer i krise, da det afhænger af den kærlige og uforanderlige Gud.

Spørgsmålet er så: Hvis alle havde deres lykke placeret hos Gud, ville Island så stadig være til salg og ville alle så stadig snakke om den store verdensomspændende økonomiske krise? For helt ærligt: Hvad betyder det, at rugbrød koster mere eller at huslejen stiger, så længe min Gud er en stor Gud, der holder verden i sin hånd?


Skrevet af:
Marie Jensby

Lagt på nettet 15.10.2008

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også