Jesus siger undskyld

Billede af Andrealison Leao de Souza fra Pixabay
Den 13. august gav Mette Frederiksen Godhavnsdrengene den officielle undskyldning, som fem regeringer før hende havde nægtet at give dem. Mette tog på regeringens vegne ansvar for alt det, de daværende lærere og forstander Christian Bek udsatte Godhavnsdrengene for. Det gjorde hun, selvom hun hverken var en del af lærerstaben eller en del af den kommune, som vendte det blinde øje til.
På samme måde tager Jesus ansvaret for alle de gange, vi bagtaler, lyver, stjæler eller på nogen anden måde skader andre. Det gør han, selvom han aldrig har været en del af vores onde slægt. Han stiller sig op foran Gud og siger „undskyld“ for os.
Jesus stopper ikke ved undskyld
At Jesus tager ansvaret for vores handlinger fritager dog ikke os for ansvar. Bare fordi Mette Frederiksen tager ansvaret for det, der skete med Godhavnsdrengene, sætter det ikke Christian Bek og alle de andre involverede fri til at handle, som de gjorde. Havde de stadig været i live, må man gå ud fra de var blevet straffet, ligesom en undskyldning fra deres side havde været på sin plads.
Her adskiller Jesus sig fra Mette Frederiksen. Han stopper ikke ved „undskyld“ – han har også taget konsekvensen af vores handlinger. Jesus tog al vores skyld og skam på sig og blev gudsforladt som straf. Det er fuldstændig uretfærdigt, at vi går fri, men det gør vi. I det perspektiv må vi derfor bestræbe os på at behandle andre med den kærlighed, vi har mødt i Jesus.
Skrevet af:
Maria Kjær Jensen
Lagt på nettet 01.11.2019
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.
Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden: