Vejen

Vejen. Sådan omtalte de første kristne deres tro. De sagde ikke kristendommen eller den kristne tro, men slet og ret vejen. De så deres tro som en vej, de måtte gå – ikke alene, men sammen med andre, og selvfølgelig sammen med ham, som de troede på.

Jesus selv var også gennem en betydelig del af sit liv på vej – op til Jerusalem! Og hele tiden var han på vej til mennesker for at sætte dem i relation til Gud og Guds rige.

Mange af Jesu tilhængere var mennesker, som havde mødt ham på vejen. Et møde, der blev helt afgørende for dem, fordi de adlød hans kald: "Følg mig!"

Vi er på vej

Også vi er på vej, som et livsvilkår. Fra barn til ung, fra ung til voksen, fra ét livsafsnit til et andet. Men på vej hvorhen? – "Hvor skal vi hen du?" Sådan spørger figuren Hugo i et videospil. Og sådan spørger vi også nogle gange både os selv og hinanden! Det værste er, at vi ikke som i spillet kan aktivere en funktion, så vi kan se, hvor vejen går. Det kunne ellers være vældig rart, særligt når vejen deler sig.

Han er selv vejen

Alligevel møder vi i evangeliet noget langt bedre. Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Han peger ikke en vej ud, men han er selv vejen. Det er derfor, din vej fra den dag, du blev døbt, krydses af hans vej,?og derfor du og jeg kan være på vej med tryghed og glæde, for sammen med ham ved du, hvor vejen ender. Den Jesus, der selv er vejen, siger det i al korthed sådan: "Også I skal være, hvor jeg er."

Tilbage til nyhedslisten

Skrevet af:
Christian Poulsen

Lagt på nettet 24.10.2012